Bryllupstraditioner kan være svære at finde ud af, eller for den sag huske, når man står til et bryllup. I Danmark har vi flere forskellige traditioner, når det kommer til at holde bryllupper. Disse traditioner bunder ofte i overtro, er et symbol på noget eller bruges til at bringe held. Selvom mange ikke går nær så meget op i det overtroiske i dag, findes der stadig nogle traditioner, som vi holder fast i. Du kan her læse om de mest almindelige danske bryllupstraditioner.
Bryllupstraditioner for tøj
Når det kommer til tøj, er der flere traditioner, som mange går op i at følge. Det er mest brudens tøj, der er traditioner for. Brudgommens tøj er mere frit, når det kommer til at følge traditionerne. Bruden bærer typisk en kjole. Det specielle ved kjolen er, at den skal være hvid. Dette er et symbol på brudens renlighed og uskyld. I gamle dage blev det betragtet som et jomfrueligt tegn.
En anden tradition i forhold til brudens tøj er, at hun skal bære noget, der er gammelt, nyt, lånt og blåt. Det er en tradition, der oprindeligt stammer fra USA, men som danskerne med tiden har taget til sig.
Endnu en vigtig bryllupstradition, når det kommer til brudetøjet, er, at gommen ikke må se brudens kjole, før de mødes i kirken på deres bryllupsdag. Derudover er der også tradition for, at bruden og brudgommen ikke sover sammen natten inden brylluppet.
Bryllupstraditioner i danske kirker
Når et brudepar skal giftes i en dansk kirke, er der tradition for, at bruden er den sidste, der ankommer til kirken. Brudgommen vil typisk være der en halv time før vielsen. Brudeparret sidder sammen oppe ved alteret i kirken. Når det kommer til gæsterne, er der skik for, at den nærmeste familie sidder forrest i kirken.
Når ceremonien er overstået, er der tradition for, at der kastes ris efter brudeparret, når de forlader kirken. I gamle dage var det en metode til at ønske brudeparret frugtbarhed. I dag bruges det mere til at ønske parret held og lykke. Når brudeparret forlader kirken, vil bilen typisk være pyntet med ordene ”nygift”.
For at undgå onde dæmoner fastgjorde man tidligere hen gamle dåser til bilen. Den høje lyd fra dåserne skulle skræmme dæmonerne væk. Selvom danskerne ikke er nær så overtroiske mere, er dette stadig en bryllupstradition, der benyttes. Vil du gå skridtet videre i forhold til bryllupstraditioner, kan du binde en gammel, højre sko fast til bilen. Det skulle bringe brudeparret held.
Et bryllup med masser af kærlighed
Et bryllup er indbegrebet af masser af romantik og kærlighed. Dette ses også til festen. Der er tradition for, at der uddeles kys på bestemte tidspunkter. Såfremt gæsterne klinker på glas eller tallerkner, skal brudeparret stille sig op på deres stole og give hinanden et kys. Der findes også en anden udgave, hvor gæsterne banker i gulvet. Når det sker, skal brudeparret under bordet for at give hinanden et kys.
En anden sjov tradition omkring kys indebærer ikke nødvendigvis både bruden og brudgommen. Når den ene part forlader selskabet, giver det anledning til, at den anden part kan blive kysset af gæster af det andet køn. Når brudgommen fx forlader selskabet for en stund, vil de mandlige gæster skiftevis få mulighed for at kysse bruden.
Den næste, der bliver gift
Der er mange forskellige bryllupstraditioner, der har overtroiske budskaber. Der er fx nogle traditioner, der afslører, hvem i selskabet der bliver gift næste gang.
For at finde ud af, hvilken kvinde i selskabet der skal giftes næste gang, skal bruden kaste sin brudebuket. Bruden står med ryggen til de ugifte, kvindelige gæster og kaster dernæst sin buket hen over hovedet. Den kvinde, der griber buketten, siges at blive den næste kvinde, der skal giftes. Når det kommer til mændene, er der tradition for, at brudgommen skal tage strømpebåndet af sin brud med tænderne. Når han har taget det af, skal han kaste det ud til alle de ugifte, mandlige gæster. Den mand, der griber strømpebåndet, bliver den næste mand, der skal giftes.
Bryllupstraditioner til brudevalsen
Der er tradition for, at brudeparret skal danse brudevals til deres bryllup. Traditionen tro skal det være til en specifik melodi. Danmark er et af de få lande, der har en særlig melodi, som benyttes til brudevals. Når musikken spiller, danser brudeparret alene på dansegulvet. Alle gæsterne står i en rundkreds rundt om parret. Gæsterne klapper i takt til melodien og bevæger sig stille og roligt tættere på brudeparret, der stadig danser. Når man ikke kan komme tættere på brudeparret, begynder gæsterne også at danse. Der er tradition for, at man skal begynde på brudevalsen inden midnat.
Når brudevalsen er overstået, er der andre traditioner. For gommens vedkommende er det kutyme, at de mandlige gæster klipper et hul i hans strømper. Ifølge traditionen er det for at undgå, at gommen frier til en anden kvinde. Når det kommer til bruden, er der også bestemte traditioner efter valsen. De kvindelige gæster samles om bruden for at klippe hendes brudeslør i stykker. Det gør man for at bringe bruden held og lykke fremover.
Der findes mange bryllupstraditioner i Danmark, og dette er blot de mest almindelige. Det er dog blevet mere almindeligt, at brudeparret selv sætter sit præg på brylluppet og skaber egne traditioner. Det er helt op til jer, hvad I gerne vil have til jeres bryllup. I skal gøre det til jeres bryllup. Om det er med traditioner eller ej, det er op til jer.