Vælg en side
Del artiklen på:

Fastelavn er en festlig periode for både børn og voksne. I gamle dage var fastelavn dog kun en tid, der blev fejret af de voksne, idet fastelavn var en tradition, der var forbundet med den fastepligt, der engang fandtes i forbindelse med påsken. Voksne skulle faste i 40 hele dage op til påskesøndag, og derfor holdt man inden fastens start en fest, hvor man spiste og drak, indtil man ikke kunne mere; fastelavnsfesten. Til fastelavnsfesten fejrede man, at foråret var på vej med sit nye liv og lyse dage. Fastelavn finder altid sted i slutningen af vinteren eller starten af foråret – nemlig mellem den 1. februar og den 7. marts. Datoen varierer fra år til år, men den falder altid på en søndag. Nu til dags er der dog rigtig mange børn, der også fejrer fastelavn om mandagen efter den egentlige fastelavn, fordi den så fejres med skolen eller institutionen.

Selvom højtiden har ændret sig gennem tiden, er fastelavn stadig en højtid, vi fejrer – gerne med en fastelavnsfest. Herunder får du nogle gode tips til, hvordan du netop kan holde den bedste og sjoveste fastelavnsfest for både børn og voksne.

En sjov fastelavnsfest for børnene

I dag er fastelavn især en højtid, der bliver fejret af børn og barnlige sjæle. Rigtig mange børn elsker at klæde sig ud, når fastelavnstiden nærmer sig med alle dens finurlige traditioner, der bliver fejret alverdens steder. Børn fejrer fastelavn i skolen, i fritidsklubben, i sportsklubben, privat med vennerne og mange andre steder, hvor en fastelavnsfest kan arrangeres. Men hvad kan børn lave til en fastelavnsfest? Og hvad kan de klæde sig ud som? Herunder får du nogle gode ideer til en fastelavnsfest for børn, der i hvert fald ikke bliver kedelig.

Idéer til klassiske og kreative aktiviteter for alle

Der er rigtig mange gode ideer til fastelavn, når det angår de aktiviteter, man kan lave til fastelavnsfesten. Der er de helt klassiske aktiviteter og lege, som børn laver, når de fejrer fastelavnen – men man kan også sagtens finde på andre lege, som kan leges. Det er kun fantasien, der sætter grænser.

Slå katten af tønden

At ”slå katten af tønden” er måske den mest klassiske aktivitet, der laves til fastelavn. Denne aktivitet stammer fra de helt gamle dage, hvor man også slog katten af tønden. Helt frem til slutningen af 1800-tallet slog man faktisk en rigtig kat af tønden. Dengang var der en rigtig, sort kat i tønden, som skulle forskrækkes godt og grundigt, fordi sorte katte dengang blev opfattet som et ondt dyr. I dag er katten heldigvis byttet ud med noget lidt mere børnevenligt – som oftest er der nemlig slik i tønden. At ”slå katten af tønden” er en rigtig god aktivitet for børnene, fordi den trækker på de gamle traditioner og grunden til, at vi holder fastelavn i dag. Dog er det også en rigtig sjov aktivitet, fordi børnene bliver ellevilde over at slå tønden i stykker, så de kan få fingrene i de lækkerier, den gemmer på. Når man ”slår katten af tønden” skal man desuden krone en kattekonge og en kattedronning. Derfor skal du sørge for at have to kroner per tønde, hvis du arrangerer, at der skal slås til tønden til din fastelavnsfest.

Bide til bolle

En anden traditionel fastelavnsleg, der blev leget i gamle dage, er ”bide til bolle”. Denne leg blev også leget i gamle dage, hvor deltagerne inden fasten spiste hvidt brød og drak. Når man bider til bolle, skal hver deltager have en bolle. Denne bolle skal hænges på en snor, der hænger så højt, at deltageren ikke kan nå den med munden uden at hoppe. Deltagerne skal så hoppe op og spise bollen – den, der klarer det først, har vundet.

Sjove konkurrencer

Når man fejrede fastelavn i gamle dage, lavede børnene forskellige sjove konkurrencer. Det kan man sagtens gøre i dag også. Faktisk synes rigtig mange børn, at det er utroligt sjovt med sådanne konkurrencer, fordi de så kan få en chance for at få pudset konkurrencegenet af. Nogle af de konkurrencer, man kan lave, er sækkeløb, støvlekast og forskellige stafetter. Her er det kun fantasien, der sætter grænser – måske har børnene endda selv forslag til, hvad de kan konkurrere i.

Lav jeres eget fastelavnsris, og klip pynt til tønden

Fastelavnsris er også noget, man brugte i gamle dage. Dengang brugte man fastelavnsriset som et tegn på frugtbarhed. Man kunne ”rise” hinanden for at lade noget af grenenes frugtbarhed blive ført videre til mennesket. I Danmark – og andre nordlige lande – brugte man også fastelavnsriset til at ”rise hinanden op”, når man stod op om morgenen. Dengang var fastelavnsriset altså ikke noget, der var forbeholdt børnene. Det er det dog de fleste steder i dag. Derfor kan det også være en god fastelavnsaktivitet at lade børnene lave deres egne fastelavnsris. Denne kreative aktivitet kan lade børnene fordybe sig i noget kreativt arbejde, som ender ud med, at de har et produkt, der relaterer sig til fastelavnen. Riset kan pyntes med en masse forskellige ting, herunder katte, der er klippet i karton, piberensere i forskellige farver og meget andet, I kan finde på. Når de kreative ting er fundet frem, kan børnene også selv hjælpe med at pynte den tønde, der skal bruges til at ”slå katten af tønden”. En sort kat på tønden er en nødvendighed, hvis man vil holde sig til den traditionelle fastelavnspynt, men resten af tønden kan pyntes, som man vil.

Syng sange og lav sanglege

”Fastelavn er mit navn…”. Der findes forskellige sange, der synges til fastelavnen. Hvis I bliver trætte af at synge de samme gamle sange, kan I meget passende selv finde på nogle andre sange, I kan synge. En ide er at synge sange, I kan lave sanglege til. I kan lære nye sanglege eller lege nogen, I allerede kender. Uanset hvad er musik og sang en god måde, hvorpå I kan samles.

Ansigtsmaling og udklædningsfest

Selvom de fleste børn kommer udklædte, når de kommer til fastelavnsfest, kan det være sjovt, at lave fastelavnsfesten om til den ultimative udklædningsfest. Hvis du har en masse udklædningstøj, du kan stille til rådighed, kan børnene få meget sjov ud af at gå på opdagelse. Udklædningslege lægger op til rollespil og fantasifulde lege for de små – og det er et hit. Du kan også lade børnene få malet ansigterne med ansigtsmaling. Dette er ligeså et hit hos de små, der synes, det er sjovt at få lov til at blive malet i ansigtet.

Fastelavnsudklædning til børnene – lav dit eget kostume

I gamle dage var udklædningen en fast del af fastelavnsfesten. Dengang var det dog de voksne, der var udklædte. I dag forbindes udklædningsfesten mest med børn, idet det for det meste er børnene, der klæder sig ud. Det kan være svært at finde på gode fastelavnskostumer til børnene. Mange af de kostumer, der er i butikkerne, ligner hinanden. Derfor kan det også være en god ide selv at kaste sig over udklædningen, hvis man er det mindste kreativ. Herunder får du nogle gode ideer til fastelavnsudklædning til børnene – endda nogle kostumer, du selv kan lave.

”Find Holger” eller pirat – brug det, du har i skabet

Det behøver ikke at være indviklet at lave sit eget fastelavnskostume til børnene. Faktisk kan man i rigtig mange tilfælde bruge nogle af de ting, der allerede er i skabet – det gælder bare om at være kreativ. Hvis du har et par blå bukser og en hvid- og rødstribet bluse, vil det eksempelvis ikke være svært at lave et Find Holger-kostume; du mangler bare et par legetøjsbriller og en hue. Med et par cowboybukser eller -shorts og en langærmet bluse kan du hurtigt lave et piratkostume. Du mangler bare en pirathat og en sort klap for øjet – måske kan du finde det i legetøjsskuffen?
Tag et kig i skabet, i legetøjsskuffen og i udklædningsbunken. Måske ligger der allerede et kostume, der kan bruges som fastelavnskostume, eller måske er der mulighed for, at du kan lave et. Brug din fantasi og vær kreativ.

Prinsesse eller brandmand – det klassiske fastelavnskostume

Et fastelavnskostume behøver heller ikke at være anderledes. Det vigtigste er, at barnet føler sig godt tilpas i kostumet. Derfor kan det også være fint at vælge et af de klassiske børnekostumer, som børnene er glade for, herunder eksempelvis prinsessekjolen eller brandmandsuniformen. Børn vælger ofte at klæde sig ud som noget, de gerne vil være eller nogle figurer, de ser op til. Derfor vil nogle børn faktisk foretrække et klassisk kostume, der ikke kræver meget arbejde.

De små maver skal mættes

Når man skal holde fastelavnsfest for børn, kan det være svært at finde på, hvad de skal spise – for de færreste børn kan fungere optimalt kun på fastelavnsboller. Fastelavnsboller er netop det første, du skal overveje at lave, hvis du skal holde en fastelavnsfest for børn. Fastelavnsboller er nemlig det helt klassiske, der bliver serveret til enhver fastelavnsfest. Der findes mange forskellige udgaver af fastelavnsboller, så du kan vælge den, du bedst kan lide. Som en ekstra aktivitet kan børnene selv være med til at pynte fastelavnsbollerne; med farverigt glasur og krymmel bliver fastelavnsbollerne festlige at se på.

Hvis du skal finde på noget mere mad, er det en god ide, at du tænker på, at det gerne må være let. Grøntsags- og frugtstænger, pølsehorn, pizzasnegle og andre lette ting, vil med garanti stille børnene tilfredse og mætte deres maver.

Pynt til børnenes fastelavnsfest

Til enhver fest skal der være pynt – også til en fastelavnsfest. Når man holder fastelavnsfest for børnene, kan man gå efter alt, der er farverigt og sjovt. Det kan være en god ide at lade børnene hjælpe med at pynte op – og lade dem hjælpe med at lave pynten. Du kan for eksempel lave et klippe-klister-hjørne, hvor børnene kan være kreative og lave pynt, der kan bruges i festlokalet.

Udover at pynte op med farverige klippe-klister-ting, skal du selvfølgelig pynte op med de klassiske fastelavnsudsmykninger. Du skal altså sørge for, at der er tønder og fastelavnsris med klassisk pynt: sorte katte, piberensere og silkepapir.

En festlig fastelavnsfest for de voksne

Det var ikke kun før i tiden, at fastelavn var en højtid, der blev fejret af de voksne. Også i dag bliver der holdt fastelavn for voksne. Fastelavnsfest for voksne indebærer måske nogle lidt andre ting, end fastelavnsfest for børn gør – men der er også nogle ting, der går igen. Hvordan du vil holde din fastelavnsfest for voksne, er naturligvis op til dig. Hvis din kreativitet er gået i stå, og du er tom for ideer, kan du dog få nogle ideer til, hvordan du holder den perfekte fastelavnsfest for voksne herunder. Desuden kan du sagtens inddrage nogle af de ideer, vi har givet til den sjove fastelavnsfest for børn – for voksne kan også have barnlige sjæle. Hvis du ikke har mod på at holde din egen fastelavnsfest, kan du sagtens finde fastelavnsfester for voksne rundt omkring i landet.

Aktiviteter til voksenfesten

Til en voksenfest er det en god ide at have planlagt nogle aktiviteter for festdeltagerne – dette gælder naturligvis også, når der er tale om en fastelavnsfest for voksne. I og med, at det er en fastelavnsfest, kan det være en god ide at inddrage nogle af de helt klassiske lege, som de voksne også legede i gamle dage, da de virkelig fejrede fasten. Du bestemmer selv, om du vil lege legene, som de er, eller om du vil give dem et pift og dermed gøre dem til dine egne. Du kan lave dine egne spilleregler, som de resterende deltagere skal følge. Herunder får du nogle gode ideer til nogle aktiviteter, der kan laves af voksne til en sjov fastelavnsfest – der er både klassiske aktiviteter og andre aktiviteter, der er gjort fastelavnsagtige. Du kan selv præge alle legene, hvis du har lyst til det – men du kan også blot præsentere aktiviteterne, som de er.

Lav jeres egne masker

Før i tiden var alle voksne udklædte til fastelavn – fastelavn betyder i virkeligheden udklædning. Mens det i dag mest er børnene, der klæder sig ud, var fastelavn i gamle dage det rene maskebal for de voksne. De voksne klædte sig ud og påtog sig masker for at skræmme det onde væk. Masker er altså en fastelavnstradition, som i stor stil bruges af voksne, der holder fastelavnsfest. Derfor kan maskerne også med fordel indgå i en aktivitet. Alle deltagere kan få lov til at lave eller pynte deres egne masker, som de har lyst. De kan få lov til at slå deres kreative sider løs, mens de ender ud med noget, de faktisk kan bruge i deres udklædning. Maskepyntning er en sjov lille aktivitet, som alle voksne kan være med til – uanset kreative evner.

Find den bedste quizzer

En anden aktivitet, man kan lave til en voksenfastelavnsfest, er en quiz. Der findes forskellige former for quiz, som man kan lege til fastelavn – du kan finde nogle, der er lavet, eller du kan lave din egen. Du kan for eksempel teste deltagernes viden inden for traditionen om fastelavn. Du kan finde på spørgsmål, der vedrører festen og grunden til, at fastelavn holdes. Du kan også lave en quiz om generelle emner. En musikquiz er som regel et hit blandt voksne. Du kan lave en musikquiz, hvor deltagerne skal gætte titlerne på eller kunstnerne bag de musiknumre, der kommer ud af højtaleren. Du kan spille en smule af en sang for derefter at stoppe musikken hurtigt igen. Den deltager, der vinder quizzen, skal naturligvis have en præmie.

Gæt en historie

Den næste gode aktivitet kan laves på to forskellige måder alt efter, hvor godt festdeltagerne kender hinanden.

Hvis festdeltagerne kender hinanden godt, kan det være sjovt at bringe nogle sjove og pinlige historier på bordet. Til denne aktivitet skal hver deltager have et stykke papir. På dette papir skal deltageren skrive en sjov, pinlig eller personlig sandhed om sig selv. Det er en bonus, hvis der ikke er nogen af de andre deltagere, der kender denne historie. Derefter skal papiret foldes sammen og lægges i en skål. Når alle deltagere har skrevet en kort historie ned på et papir, skal skålen gå på omgang. Hver deltager skal så trække et stykke papir og læse den historie højt, der står skrevet på papiret. Derefter skal deltageren, der har trukket papiret, gætte, hvem af de andre deltagere, der er ejer af historien. Dette er en aktivitet, der kan åbne op for rigtig mange samtaler og gode grin.

Hvis festdeltagerne ikke kender hinanden så godt, kan det være mere grænseoverskridende at skulle fortælle noget pinligt eller personligt. Derfor kan man lave lidt om på reglerne. Hvis deltagerne ikke kender hinanden så godt, kan man altså lege legen på en anden måde. Her skal hver deltager skrive tre små facts på et stykke papir – det er bare kun én af de tre facts, der skal være sand. Når alle deltagere har skrevet tre facts på deres papir, lægges papirerne i en skål. Herefter går skålen på omgang blandt deltagerne, der skal skiftes til at gætte, hvilken af de tre facts, der er sand.

Gæt og grimasser

Den klassiske selskabsleg kan sagtens laves til en fastelavnsfest for voksne. Legen kan leges på mange måder. Det klassiske regelsæt er dog, at deltagerne deles op i hold. Deltagerne på holdene skal på skift mime en sætning, en person, en filmtitel eller noget andet – her er det jer, der vælger. Hvis man vil lave legen lidt sjovere, kan holdene lave udfordringerne til hinanden. Altså kan hold 1 skrive forskellige sætninger, som hold 2 skal mime – og omvendt. Dette gør det sjovt, fordi holdene så virkelig kan grine af hinandens forsøg på at mime.

Konkurrencer

Tab og vind med samme sind. Det er et mantra, der er nogle, der spiller efter. Der er andre, der udelukkende spiller for at vinde. Derfor er det også sjovt at lave konkurrencer til fester, hvor deltagerne er voksne. Det er altså ikke kun børn, der kan lide at lave konkurrencer og konkurrere mod hinanden. Til en fastelavnsfest for voksne er konkurrencer af enhver art et godt bud på den perfekte festaktivitet. Hvad konkurrencen går ud på kan for mange være underordnet – du kan altså få lov til at være kreativ. Du kan dog overveje at gøre hele festen til en konkurrence; du kan eksempelvis kåre den bedste udklædning, den flotteste maske, den stærkeste kattekonge og lignende. På den måde er du også sikker på, at deltagerne gør sig umage, blandt andet når de skal vælge kostumer inden festen.

Kreativ udklædning til de voksne

Udklædningslege er ikke usædvanlige for børn, men det er sjældent, at voksne får lov til at klæde sig ud i hverdagen. Til en fastelavnsfest skal udklædningen dog findes frem fra skabet. Hvis du ikke er en af dem, der har dit faste fastelavnskostume hængende i skabet, skal du dog ikke fortvivle. Du kan sagtens lave dit eget fastelavnskostume – du behøver ikke engang være særligt kreativ for at kunne det.

Klæd dig ud som et dyr

Det kan måske virke fjollet, men dyrekostumer er meget nemme at lave, og man skal sjældent bruge meget for, at de bliver en fastelavnsfest værdig. Du kan eksempelvis klæde dig ud som en kat. Til et kattekostume skal du bruge sort eller brunt tøj – det kan de fleste finde i skabet. Derudover skal du bruge noget langt, du kan bruge som hale – måske et stykke stof, et brunt bælte eller noget andet, du kan finde. Du kan lave katteører i karton og sætte dem fast på en hårbøjle, og du kan tegne knurhår i dit ansigt – så har du det perfekte kattekostume.

Du kan også være mere kreativ og lave et mere anderledes dyrekostume. Du kan eksempelvis lave et fårekostume. Til det skal du bruge to hvide skind med pels. Sådanne skind kan findes i forskellige prisklasser. Skindene skal sidde på henholdsvis maven og ryggen, hvor de skal holdes sammen af en snor. Du skal altså lave en form for dragt ud af skindene. Derudover skal du bruge hvidt tøj, som du kan have på under skindene, sorte eller hvide strømper og handsker. Du behøver ikke meget mere for at lave dit fårekostume, som med sikkerhed vil vække opsigt til en fastelavnsfest for voksne.

Kig klædeskabet igennem for glemte sager

Det er ikke kun, når børnene skal klædes ud, at der kan ligge glemte skatte i klædeskabet, som kan bruges til udklædningen. Inden du går i panik over et manglende kostume, skal du altså kigge i dit klædeskab. Måske har du noget gammelt tøj, som kan laves om til et 80’er-kostume eller noget andet. Når du kigger klædeskabet igennem, vil du måske finde noget, du kan bruge til udklædningen – og så behøver du ikke at tænke mere over det.

Arranger en fastelavnsfest med tema

En fastelavnsfest er i virkeligheden en temafest, men du kan sagtens lave endnu et tema til festen, hvis du arrangerer en fastelavnsfest for voksne. Du kan eksempelvis lave et gammeldags tema, der er i ånd med fastelavnstraditionen. Du kan også lave andre temaer, herunder eksempelvis maskebal, et royalt tema eller lignende. På den måde kan du også tilpasse festens aktiviteter, maden og pynten til temaet samtidig med, at fastelavnsstilen bliver holdt.

Idéer til voksenvenlig fastelavnsmad

Fastelavnsboller er den klassiske spise til fastelavnsfester, men til fastelavnsfester for voksne er der ofte også andet mad – især hvis det er meningen, at gæsterne skal blive mætte. Du kan lave mange forskellige retter, hvis du skal holde en fastelavnsfest for voksne, idet der i virkeligheden ikke er noget mad, der hører mere til højtiden end andet – i gamle dage spiste man hvidt brød til fastelavn, men det er altså sjældent nok i dag, hvis man holder en fest.

En rigtig god ide til mad til fastelavn er, at du kan lave en buffet med forskellige kolde anretninger. På den måde kan du slippe for at bruge al tiden i køkkenet eller på at sørge for at holde maden varm. Du kan eksempelvis lave forskellige tapasanretninger med brød, du kan servere smørrebrød eller lignende. Hvis du serverer noget, der kan laves på forhånd, kan du bruge tiden på at feste med dine gæster.

Der er altså ingen særlige regler for, hvad der kan serveres til en fastelavnsfest. Udover de klassiske fastelavnsboller, er der frit valg i køkkenet. Det er også helt valgfrit, hvad man vil lave af aktiviteter til sin fastelavnsfest. Den klassiske aktivitet, ”slå katten af tønden”, er dog en aktivitet, de færreste slipper udenom til en fastelavnsfest. Dette gælder i øvrigt både for børne- og voksenfester, hvor fastelavn er temaet. Til en fastelavnsfest kan du altså få lov til at være kreativ og bruge din fantasi. Det kan ligeledes være nødvendigt for dig at tage din fantasi i brug, når du skal finde den perfekte udklædning til fastelavnsfesten – det behøver dog slet ikke at være så svært. Faktisk kan de fleste lave et fastelavnskostume med ting, de allerede har. Med alt dette in mente er du klar til en fantastisk fastelavnsfest.

Del artiklen på: