Har man sagt Hollywood, må man også sige glamour, og har man sagt temafest, må man også sige Hollywood. Hollywood-temaet er ét af de hyppigst brugte, når det handler om temafester, og nogle af årsagerne hertil er sandsynligvis, at temaet både er lettilgængeligt, nemt at efterleve, ligesom det giver alle mulighed for at skrue lidt mere op for det glamourøse, end de har mulighed for i hverdagen.
Vi har samlet en række gode idéer og råd både til forberedelsen samt afviklingen af festen, og du er velkommen til at tage det med, du kan bruge. Der er både noget for gæsterne og arrangøren, og når du er ved vejs ende, håber vi, at du føler dig helt og aldeles klar til din næste Hollywood-fest.
Hvorfor lige Hollywood-tema?
USA og i særdeleshed Hollywood har i mange år virket særligt tiltrækkende på mange danskere. Om det er glamouren, det eksotiske, festlighederne, det rige eller blot det fremmede, som tiltrækker os, er garanteret forskelligt, men det ér en helt anden verden, og vi ér fascinerede af den. Derfor er Hollywood-temaet også ét af de allermest brugte, når vi holder temafester. Selvom mange af os har selvironien i orden og godt kan finde på at møde op i mindre flatterende udklædninger til andre typer af temafester, nyder vi også, når muligheden for at gøre lidt ekstra ud af os selv byder sig. Det enorme fokus på Hollywood, som kommer mange steder fra – inklusiv Danmark – gør det til et yderst relaterbart tema. Vi kender alle mindst én filmstjerne eller rockmusiker, som vi har et eller andet forhold til, og som man kunne lade sig inspirere af til en Hollywood-fest. Ligeledes er mange af dem, som forhandler udklædningstøj, kostumer, pynt og deslige også med på bølgen, hvorfor det også er nemt at skaffe det autentiske tilbehør.
Er man så heldig at blive inviteret til en Hollywood-temafest, bør man gribe chancen for at smide alle dele af janteloven over højre skuldre; tage sin smukkeste kjole eller sit dyreste jakkesæt på, top med Rolex-uret eller de 13 centimeter høje hæle og diamantarmbåndet. Giv den hele armen og nyd at aftenen står i Hollywoods og glamourens tegn.
Udklædning
Hele grunden til, at mange er glade for temafester, er i mange tilfælde udklædningerne. Det er sjovt at klæde sig ud, og det skaber typisk en anden og mere løssluppen stemning, når man ser sig selv og i hinanden på andre måder, end man er vant til. Er man inviteret til en Hollywood-fest, er der megen inspiration at finde alle vegne – blandt andet fordi, at Hollywood-verdenen er så veleksponeret i pressen og alle vegne. Kig i magasiner, på nettet, sociale medier, og hvis du er mere til et ældre Hollywood-look, kan du passende bruge anledningen til at få set én af de gode, gamle Hollywood-film og samle inspiration derfra.
For at gøre det så let som muligt for dig, som snart skal klæde dig ud i overensstemmelse med et Hollywood-tema, har vi samlet en række gode idéer og stikord til, hvilke forskellige retninger du kan gå med din udklædning.
Secondhand, nyt eller lejet
Når du skal klæde dig ud efter et Hollywood-tema, er der en risiko for, at du ikke kommer til at få brugt dit kostume udover til selve festen. Måske gør du, men har du en formodning om, at det bliver en éngangsforestilling, kan du med fordel enten lede efter dit kostume i secondhand-butikker, hvor du ofte kan spare en del penge, eller du kan leje et kostume. På den måde kommer du ikke til at have et enormt skrud hængende i skabet, som du aldrig bruger, men som optager plads lang tid efter festen, og både ved at købe brugt og leje kan du spare gode penge.
Copycat eller ej
Et andet dilemma, du sikkert løber ind i i udklædningsfasen, er, hvorvidt du skal klæde dig ud som en berømthed, eller om du ”bare” vil klæde dig pænt og Hollywood-agtigt på uden decideret at ligne nogen. Begge dele har sine fordele og ulemper, og det afhænger derfor helt og holdent af, hvem du er som person, og om du har et særligt forhold til en Hollywood-berømthed eller ej.
Idéer til udklædning
Som lovet har vi gransket internettet, de sociale medier samt de kulørte blade for gode idéer til din kommende Hollywood-udklædning. Tag hvad ud kan bruge, lad dig inspirere og få gode idéer:
.
- Marilyn Monroe med sin hvide kjole, lyse lokker og røde læber er én af de helt klassiske Hollywood-udklædninger.
- Elvis Presley er helt optimalt til at give mændene et helt klassisk Hollywood-look med pailletter, hvide og vidde bukser samt slikhår.
- Masker med ansigtet af din yndlingsberømthed – du kan både få Julia Roberts, George Clooney, Tom Cruise, Brad Pitt, Daniel Craig, Johnny Depp, Mr. Bean, Angelina Jolie, Marilyn Monroe, Audrey Hepburn og mange flere.
- Lange, smukke kjoler med flotte udskæringer og slidser. Udfordr dig med farver, glimmer og glitter og mønstre – det er nu, du har chancen.
- Jakkesæt, hat, slips eller butterfly og flotte, blanke sko.
- Transparente kjoler og toppe.
- Glimmer og pailletter – både til ham og hende.
Pynten
Når gæsterne har pyntet sig, skal de naturligvis også feste i pyntede og autentiske omgivelser. Igen åbner der sig en stor verden op, for Hollywood-inspireret pynt er nok noget af det, der er allermest af. Når man siger Hollywood, siger man i bund og grund bare fest og glamour, og så længe pynten holder sig inden for de relativt brede rammer, er alt godt. Spørger du os, er der dog nogle ting, som rigtig gerne skal være til stede til en Hollywood-fest, og det er blandt andet:
.
- En rød løber selvfølgelig. Kører du eksempelvis med et farvetema under din Hollywoodfest, behøver løberen naturligvis ikke være rød – den kan også være hvid, sort, sølv eller hvad dit hjerte nu end begærer.
- En variation af det verdenskendte Hollywood-skilt. Lav et stort skilt selv, print bogstaverne ud fra nettet, vær kreativ. Hollywood-skiltet er uanset hvad det ultimative pejlemærke for en Hollywood-fest.
- Sølv, guld, glimmer og glitter i det hele taget – på bordet, på væggene, i loftet. Så mange steder som muligt.
- Selfievæggen har for alvor vundet indpas i festerne de senere år, og vi forstår sagtens hvorfor. Når man nu har gjort sig umage og klædt sig sjovt eller pænt ud, er det også fedt at få det foreviget – enten solo eller sammen med sin vennegruppe. Marker eventuelt selfievæggen med et vægophæng i sølvglimmer eller andet sjovt. Få alle gæster til at tage en selfie, når de kommer. Billederne er garanteret sjove at have senere.
Hollywood-festlege
Ingen fest uden underholdning, og da særligt ikke, når festen centrerer sig om et tema så indbegrebet af underholdning som Hollywood. Vi har mange gode idéer – nogle mere Hollywood-tro end andre – og vi håber, du kan få en masse inspiration her:
.
- Quiz: Om Oscars, filmhistorie, berømthedernes nylige eskapader, the Kardashians, gamle klassikere, hvem har en stjerne på Walk of Fame, og hvem har ikke, musik, hvem dater for øjeblikket, hvem havde hvad på til seneste store fest, kendte par og mange andre emner.
— Musikquiz: Idet musikken er en så stor del af Hollywood, får den et punkt for sig. Hold jer inden for en genre, fokuser på henholdsvis nyt eller gammelt musik, kun mandlige eller kvindelige kunstnere, kun bands eller solister, eller brug bare en god blanding af det hele.
— Filmquiz: Hvilke skuespillere er med i hvilke film, hvilke skuespillere har været med i flest film, hvilke film har tjent henholdsvis mest og mindst og mange andre emner.
— Gossip-quiz: Gossip er en kæmpestor og velintegreret del af Hollywood, og hvad er bedre end at få styr på al den seneste sladder?. - Stopdans eller dance off: Fordi det er sjovt at danse i overdådige kjoler og stilfulde suits.
- Ellen Degeneres-lege: På sit show har Ellen Degeneres introduceret os for et hav af skøre og sjove lege, som ikke kræver ret meget andet end idéen. Der er et overtal af gættelege i forskellige variationer, og det kan kun blive sjovt.
Menuen
Når udklædning og pynt spiller, skal maden og drikkevarerne selvfølgelig også gøre det. Når man tænker stilfuld og indbydende mad og drikke, er små hapsere, som man kan stå med i hånden, mens har et glas bobler i den anden hånd og mingler, en rigtig god idé. Ting som kan spises i én mundfuld, og som man ikke behøver at sidde ned med en tallerken for at håndtere. Gode serveringsforslag til Hollywood-festen kan være:
.
- Champagne først og fremmest – måske med guldflager i, hvis du vil give den hele armen
- Rosé
- Farverige drinks
- Kaviar
- Kanapéer
- Kammuslinger
- Rejer
- Chokolade
- Jordbær
Vil du give den fuld gas, nu når du alligevel er i gang, kan du få et par tjenere til at servere maden for dig og dine gæster. Få dem til at tage pænt tøj på, måske endda hvide handsker, og lad dem opvarte jer en aften. Nyd, at du for en aften får en oplevelse ud over det sædvanlige, og at du ikke selv skal rejse dig og fylde rejefadet eller champagnespanden op hele tiden.
Afsluttende fest-pli
Uanset om du er vært eller gæst, er der nogle helt almene regler, som er gode at følge, og som i hvert fald ikke ødelægger den gode stemning hverken før, under eller efter festen.
Som gæst skal du naturligvis overholde RSPVen, gøre noget ud af din udklædning – det er simpelthen det mest irriterende, når man holder en temafest, hvor gæsterne ikke gider klæde sig ud – og hjælpe med oprydningen undervejs på aftenen, med mindre der er tjenere til den slags. Du er inviteret med som gæst, ja, men derfor kan du stadig godt gøre dit for, at værten også får en god aften.
Som vært er du i forvejen helten; det er dig, som har taget initiativet og inviteret, og det sætter dine gæster garanteret stor pris på. Noget som dog for alvor kan ødelægge mindet om en god aften, er, hvis du opkræver et større eller mindre beløb efter festen, hvis dette ikke var aftalen på forhånd. Det er mere end forståeligt, hvis udgifterne skal splittes mellem gæsterne, men i så fald skal gæsterne informeres på forhånd. Både for helt almindelig god ordens skyld, men også for dine gæsters økonomis skyld. Måske er de fattige studerende, som ikke har råd til at deltage i en dyr Hollywood-fest med guldchampagne og tjenere, og måske er de ved at spare sammen til et nyt hus. Man ved ikke altid, hvilken situation ens venner står i, så for at undgå uforudsete, ærgerlige situationer aftaler man altid pengesager på forhånd.
Nu er der kun tilbage at sige rigtig god fest.