Vælg en side
Del artiklen på:

Har du ansvaret for at skræddersy den perfekte polterabend, får du her opskriften på, hvordan du planlægger den ultimative polterabend. Vi giver dig her en masse inspiration til, hvordan du kan arrangere den ideelle dag for både bruden og brudgommen.

Forhåbentligt bliver det kun til én polterabend i vedkommendes liv, så sørg for, at den tæller og bliver husket for bestandigt. Tænk på, at det skal være sjovt for især kransekagefiguren, der er omdrejningspunktet. Stil dig selv spørgsmålet; hvad vil han eller hun kunne lide at lave på dagen, som de fleste har set frem til siden den dag, hvor kirkeklokkerne begyndte at ringe inde i hovedet.

Der er stor forskel på mænd og kvinder. Det kan vi vist hurtigt blive enige om. Derfor bør polterabendlege også være forskellige, når du tilrettelægger et program for dagen til henholdsvis en mand og en kvinde. Spids lyttelapperne, og gør dig klar til at tage noter, så du er klædt på til at strikke den bedste polterabend sammen siden “Tømmermænd i Las Vegas”.

Læg ud med en surprise, morgenmad og en lille én

Planlæg en surprise, så bruden eller brudgommen ikke fatter mistanke om, at der skal holdes polterabend. Læg dernæst ud med et lækkert morgenbord, hvor I får lidt at spise og en lille skarp. Så er I klar til dagens strabadser. Husk, at det er en lang dag, hvor alle har brug for rigeligt med energi. Tag lige et rundstykke og en basse ekstra, så alle holder hele dagen… og aftenen!

For ikke at gøre forskel på nogen, kan I med fordel lave ét fælles regnestykke, så alle betaler lige meget til gildet. Hovedpersonen betaler ikke. Husk det. I dag er det så nemt, at der er en, der holder styr på regnskabet og sender en anmodning til resten af gruppen på MobilePay eksempelvis. Fastsæt derfor et budget for dagen, som I kan holde jer inden for. Der skal jo også være lidt til sjusser, når diskokuglerne drejer.

Og så kan det være en rigtig god idé at bestille transport. Det kan være en minibus. Er man mange om at betale regningen, gør det knap så ondt. Det giver jer stor frihed, og I skal ikke være afhængige af offentlig transport eller dyre taxaer.

Sjove polterabendidéer med fart over feltet

Nu har I siddet stille længe nok. Pulsen skal lidt op, og der skal ske noget. Igen. Der er forskel på mænd og kvinder. Men nogle gange kan det godt flyde lidt sammen alt efter interesser og personlighed. Herunder nogle fede indspark, der kan sætte skub i de festlige begivenheder.

  • Paintball
  • Bumperfodbold
  • Fodboldgolf
  • ATW
  • Gokart
  • Fægtning
  • Rapelling
  • Klatring
  • Kajakpolo
  • Bowling
  • Sumobrydning

Det er svært at nå det hele – eller rettere umuligt – så forsøg at inddele dagen i blokke. En start, en midte og en ende. Vi har så småt været igennem nogle aktiviteter, hvor der er fart over feltet. Nogle koster mere end andre. Og der findes eventsteder, hvor flere af dem kan bestilles som en samlet pakke. Og så bør I hjemmefra have sørget for både lidt sandwich og noget at drikke. Både med og uden alkohol.

Højder og udfordringer, der kræver fuld koncentration, kombineret med alkohol er umiddelbart en dårlig idé. Disse kan derfor med stor fordel lægges først på dagen, hvor der er kommet knap så meget inden for vesten.

”Få-pulsen-ned”-polterabend-aktiviteter

Efter et par timer i et hæsblæsende tempo er der behov for at få pulsen lidt ned. Her bør der igen tages højde for interesser i forhold til mænd og kvinder. Lad os bare slå det fast én gang for alle. Klichéerne er set. At klæde bruden eller brudgommen ud og modtage kys på Strøget er prøvet. Det er ikke originalt længere. Det er ovenstående eller næstkommende tips måske heller ikke. Men kan vi ikke blive enige om, at de er en anelse mere spændende og hårrejsende for alle deltagere? Jo, ik’?

Rom-, gin-, øl- og vinsmagning er meget oppe i tiden. Særligt gin og øl. Nok hovedsageligt på herresiden. Kvinder er måske mere til champagnesmagning, håndlæsning eller måske indspilning af en sang. Men, men, men. Alle kan lide wellness. Et stop på et par timer i et kurbad med lidt frisk frugt og lidt fugtigt til ganen er en sikker vinder. Den går rent ind hos begge køn. Lidt afslapning skader ikke, før dagen kan fortsættes.

Underholdende polterabendquiz og festspil

Før middagen skal I lidt op i gear igen efter at have ladet lidt op til resten af aftenens program. Nogle foretrækker lidt mere stilfærdige spil, hvor hyggen er i fokus, mens især mænd er tilbøjelige til at inddrage alkohol i spil. Det kan eksempelvis være ølbowling med årgangsøl eller kroket, hvor man skal drikke, hvis man misser en port.

Tager vi de mere hyggebaserede spil, er der blandt andet kongespil, når vi taler udendørs – og glem ej minigolf. Men et spil som Margreteskål er også ganske populært, og det går ud på at gætte beskrivelser og grimasser. Genialt spil. Og så er der jo selvfølgelig dildo parties, når kvinderne rigtigt skal have noget at more sig over. Uanset eventet, om det er sport eller hygge, bør sjov være omdrejningspunktet. Og vælg gerne noget, der falder i alles smag, hvis det er muligt.

Lækker mad og forfriskende drinks og cocktails til de sene nattetimer

Arrangér et sted, hvor I kan tage bad og klæde om til festtøjet. Hav lidt drikkevarer klar og måske lidt snacks til at tage den værste sult, mens I hygger og gør jer klar. Det vil naturligvis også være en god idé at reservere bord i god tid, så der er er styr på det. Det kan også være med i budgettet, så man kun skal tænke på lommepenge til en bytur.

En lækker menu og et par lækre, forfriskende cocktails til at skåle for en god aften skal man ikke kimse af. Det er blevet særligt populært med social/casual dining, hvor hele bordet deles om en masse forskellige retter. Og så naturligvis en drink, der passer til. Velbekomme!

Alt afhængigt af deltagernes personligheder og temperament kan man også forlods have reserveret et bord på en bar eller diskotek. Måske et par flasker på bordene. Gør for så vidt muligt det meste af forarbejdet i god tid, så I ikke skal være i tvivl om, hvad der skal ske på dagen. Så kører det hele bare gelinde.

Rigtig god polterabend!

 

Se Eventzonens udvalg af underholdning til polterabend her
Del artiklen på: