Vælg en side
Del artiklen på:

Når julen endnu en gang nærmer sig, er det tid til at planlægge årets julefrokost. Hvad enten det er med familien eller med de nærmeste venner, er det en hyggelig tradition, som man ser frem til år efter år. Julefrokoster kan imidlertid nemt komme til at ligne rigtig meget hinanden – hvilket naturligvis skyldes netop de mange traditioner – og det kan man af og til godt ærgre sig en smule over. Det betyder nemlig, at de desværre ofte kan komme til at flyde sammen i erindringen, og det er naturligvis ikke ligefrem ønskværdigt for dig, der har lagt en masse tid og energi i planlægningen. Selvfølgelig skal der ikke nødvendigvis vendes helt op og ned på de gode, gamle traditioner, som nu engang hører sig til, men hvis du alligevel gerne vil holde en julefrokost, som skiller sig lidt ud fra mængden, så følg blot denne guide, og så vil du helt sikkert få stablet et brag af en fest på benene. Den vil uden tvivl blive husket i mange år frem, og folk vil fremadrettet se endnu mere frem til lige netop din julefrokost.

Gør noget særligt ud af invitationerne

Enhver fest starter med invitationerne, og allerede her har du faktisk mulighed for at give dine gæster et indtryk af, hvilken fest de skal til. Derfor kan du med fordel gøre noget særligt ud af at invitere dine venner og familie, fremfor blot at sende en SMS med de vigtigste oplysninger. Lav i stedet håndlavede invitationer, og send dem med posten. På den måde kan du i sandhed gøre noget særligt ud af dem, og det vil helt sikkert både glæde og overraske dine gæster at få et godt gammeldags brev. Laver du dem i hånden, kan du klippe og klistre akkurat, som du har lyst til, og har du børn, er det en helt perfekt aktivitet for dem at hjælpe til på en mørk og kold eftermiddag. Invitationerne behøver på ingen måde at ligne hinanden, og det betyder også, at du kan tilpasse de enkelte invitationer til hver enkelt gæst. Der er noget mere arbejde i det, end der er i en SMS, men til gengæld er det også væsentligt hyggeligere og meget mere personligt. Desuden vil især bedsteforældre virkelig sætte pris på en håndlavet invitation, som deres børnebørn har lavet.

Skal der inviteres mange gæster, kan du også invitere dem gennem Facebook, men alligevel gøre noget ekstra ud af det. Lav for eksempel en begivenhed på Facebook, som du så sørger for at gøre fin og speciel ved at indsætte begivenhedsbillede og skrive en sjov og personlig invitation som tekst. Ved at gøre det over Facebook kan du desuden holde dine gæster ved ilden ved i ugerne op til festen at poste forskellige ting og sager inde på begivenheden. På den måde er stemningen allerede lagt, inden festen for alvor går i gang, og I har allerede fået en forsmag på glæderne. Det er sjovt og hyggeligt, hvis du faktisk gør noget ud af det, og det vil helt sikkert få dine gæster til at glæde sig endnu mere til netop denne julefrokost.

Eksempelvis kan du her lægge billeder op af dit eget solide julefrokost-outfit og få gæsterne til at gøre det samme. Du kan også holde gæsterne opdaterede på menuen, og hvis I hver især skal have noget med, er det også en helt ideel måde at planlægge dette på. Sidst men ikke mindst kan du opfordre venner og familie til selv at komme med forslag til aktiviteter og lege, der skal foregå til julefrokosten. Ved at indbyde på denne måde og skabe en fælles debat og kommunikation om arrangementet, skabes der en helt særlig dynamisk invitation, og det inddrager gæsterne i løjerne, i stedet for at de skal forholde sig helt passivt til begivenheden, indtil selve dagen oprinder.

Vær ude i god tid

Vi kender det alle sammen: December er altid pakket med arrangementer og familiehygge i lange, lange baner. De færreste har særligt mange weekender fri i december, da der altid er enten et julearrangement på barnets skole, en julefrokost med firmaet eller nogle julegaver, der skal købes. Det er en travl måned med masser af hygge på programmet, men hvor der også af og til er planlagt så meget hygge, at man slet ikke har tid til blot at slappe af og slå hjernen fra.

Hvis du vil gøre dig forhåbninger om at få dine gæster til faktisk at dukke op, skal du derfor være ude i rigtig god tid. Faktisk langt bedre tid, end du sandsynligvis lige går og tror, for før du får set dig om, er alle dine venner og familiemedlemmers kalendere booket fuldstændig op, og så kommer du til at sidde alene og drikke snaps og spise sild, og dét er altså ikke helt lige så sjovt. Hvis ikke du har de præcise detaljer på plads, kan du nøjes med blot at nævne datoen for de mennesker, du har tænkt dig at invitere, så de kan reservere denne. Ligesom man kan sende et kort ud med ”save the date” til eksempelvis et bryllup, kan du altså også med fordel nævne julefrokosten for venner og familie i forvejen. Så har de mulighed for at skrive det i kalenderen i god tid, og så ved de, at der nok skal komme nærmere information om det senere hen. På den måde er der langt større chance for, at du faktisk kan få alle dem med, du gerne vil se, og at du ikke skal modtage afbud efter afbud, når først dine invitationer er sendt afsted.

En anden måde, hvorpå du kan sikre dig, at alle dem, du har kær, faktisk kan komme med, er ved at holde julefrokosten på et lidt atypisk tidspunkt. Det er der mange, der er begyndt at gøre – især inden for de seneste år, da december netop i forvejen er så tæt pakket med arrangementet af både den ene og den anden slags. Derfor kan det være en fordel at holde julefrokosten enten lidt før eller lidt efter det tidspunkt, hvor de ellers typisk ligger. Mange begynder at holde julefrokoster allerede i november, så faktisk skal du holde den allerede i oktober, hvis du vil være helt sikker, og ellers skal den flyttes til januar eller februar. Dette er desuden måneder, hvor der typisk ikke foregår så meget andet, og derfor kan det faktisk være rigtig fornuftigt at holde din julefrokost på netop dette tidspunkt. Ovenpå en måned med fyldt kalender og velkomsten til et nyt år, kan januar hurtigt komme til at virke lidt ”flad”, da der netop ikke rigtig sker noget. Holder du din julefrokost her, vil der altså sandsynligvis være flere, der kan, og dine gæster vil desuden – i hvert fald i mange tilfælde – sætte mere pris på arrangementet, da de faktisk har tid og overskud til det, i stedet for at det blot er endnu én af de mange, mange ting, de skal.

Hav en dresscode

Ønsker du at holde en klassisk dansk julefrokost, men alligevel sætte en lille tvist på det? Så kan du eksempelvis lave en særlig dresscode, som alle gæsterne skal overholde. Gør du dét, kan resten af arrangementet forløbe lige akkurat, som det har gjort de sidste 15 år, men det bliver alligevel noget lidt andet.

Hvor meget der skal gøres ud af det, kan du naturligvis selv bestemme. Én mulighed kan være, at alle mændene skal komme iklædt slips og strømper med julemotiv, og at alle kvinderne skal bære nissehue. Det er temmelig overskueligt, og resten af ens tøj til julefrokosten kan fortsat være det samme. Vil du gøre endnu mere ud af det, kan du lave en dresscode, der går ud på, at folk hver især kun må bære én farve, at alle skal have et stykke gult tøj på, eller at alle skal komme iført tennissko. Der er uendeligt mange muligheder, og uanset hvad du vælger, er det helt sikkert med til at gøre netop din julefrokost til noget helt særligt. Desuden er det oplagt, hvis der bliver inviteret mange gæster, som ikke nødvendigvis kender hinanden særlig godt. Kommer samtlige gæster eksempelvis med et stykke gult tøj på, bliver der nemlig skabt et bånd allerede fra starten af, og så er du sikker på, at gæsterne i hvert fald har noget at snakke om, når I mødes.

Er dine venner eller familie rigtig med på spas og løjer, kan du også gå hele vejen og bede alle om at møde op i deres bedste Hawaii-outfit eller klæde sig ud som spioner, sørøvere eller indianere. Du kan også bytte om på de klassiske ”kønsuniformer” og få kvinderne til at møde op i jakkesæt, mens alle mændene skal komme i kjoler til julefrokosten. Det er altså kun fantasien, der sætter grænser, og det er uden tvivl med til at gøre julefrokosten til noget ud over det sædvanlige. Denne mulighed er naturligvis sjovest, hvis du ved, at dine gæster også er med på den og gerne vil gøre noget ud af det. Målet med en dresscode er at skabe en anderledes fest og også gerne fjerne noget af formaliteten, men hvis du tror, at det vil gøre dine gæster utilpasse, eller at det vil stresse dem at skulle finde et særligt outfit, så er det naturligvis ikke det værd. Det er altså noget, du selv må afgøre, i forhold til hvordan dine gæster er som personer. Er de med på lidt af hvert, vil de sikkert finde en sådan temajulefrokost sjov, men er de mindre kreative og holder af traditionelle fester, så er det sandsynligvis nok at nøjes med nissehuerne eller bede alle om at møde op i stribede strømper. Hvad end du vælger, er det med til at gøre dagen lidt mere anderledes end den helt klassiske julefrokost.

Lav en anderledes menu

Når man tænker på menuen til julefrokoster, drages tankerne automatisk mod frikadeller, sild, lun leverpostej og fiskefileter. Sådan behøver det imidlertid ikke at være, da du jo i princippet kan servere lige akkurat, hvad du har lyst til. For eksempel kan du vælge at lave den klassiske menu, men lave en lille smule om på den. Således kan du for eksempel lave grøntsagsfrikadeller i stedet for den klassiske af slagsen, eller du kan servere gåseleverpostej eller leverpostej lavet af vildt. På den måde er menuen stadig noget, folk kender, men der er alligevel lavet lidt om på den. Er du ferm i et køkken, vil det uden tvivl også være en sjov udfordring for dig selv, og dine gæster vil blive overraskede over at få serveret noget, som er så klassisk, men alligevel afviger så meget fra den almindelige, velkendte menu.

Vil du gøre noget helt andet, kan du vælge at lave en vegetarisk julefrokost, hvor du serverer en masse lækre salater, friskbagt brød, linsefrikadeller og hummus krydret med alverdens forskellige, lækre krydderier. Det er bestemt noget andet end en klassisk dansk julefrokostmenu, men det betyder heldigvis ikke, at det ikke kan være lækkert. Desuden er der inden for de seneste år kommet stor fokus på vegetarisme, og det betyder, at det ikke længere bør være noget problem at sammensætte en lækker, vegetarisk menu, som gæsterne vil nyde. Og du behøver heller ikke at frygte, at gæsterne ikke bliver lige så mætte, som hvis der var kød i.

Har du lavet en af de helt vilde dresscodes, kan du naturligvis også sammensætte en menu, som følger samme tema. Således kan du eksempelvis servere farverige drinks og tropiske retter, hvis dine gæster skal møde op i Hawaii-outfits. Har du valgt at holde sørøvertema, skal der masser af seafood og måske en kiksekage på bordet for at sende tankerne mod beskøjter og tønder med fisk i lange baner. Der er altså rig mulighed for på den måde at lave en rød tråd igennem hele festen og dermed gøre det til en temafest på alle fronter. Det er noget helt andet, end det man er vant til, men hvis du er træt af de traditionelle julefrokoster, er det uden tvivl en god måde at skabe en anderledes fest på.

Sidst men ikke mindst kan du naturligvis – uanset om du holder temajulefrokost eller ej – vælge at servere noget, som egentlig ikke har vanvittig meget med julen at gøre, men som du bare synes er lækkert. Er du jæger, kan du med fordel servere vildt af forskellige arter, eller du kan vælge at lave din nye yndlingsret til dine gæster. Er din julefrokost en af de sidste i sæsonen, er der alligevel en stor sandsynlighed for, at dine gæster er ved at være trætte af sild og rejemadder, og så er det måske i virkeligheden meget forfriskende med noget lidt andet. I bund og grund handler en julefrokost jo blot om at være sammen med dem, man har kær, og så behøver maden egentlig ikke at spille den helt store rolle. Der er umiskendeligt mange traditioner forbundet med julefrokosten og den dertilhørende menu, men er du klar på at ruske lidt op i dine gæster og prøve noget andet, er der bestemt ikke noget, der står i vejen for, at du gør det. Så kan I i stedet spise flæskesteg og brunede kartofler til sommerfesten, hvor de fleste mennesker ikke har fået det i godt et halvt års tid.

Planlæg forskellige aktiviteter og lege

En julefrokost strækker sig ofte over en del timer, og derfor skal der også være noget at få tiden til at gå med. Der bliver brugt utrolig meget tid på at spise, men indimellem er der også brug for en pause fra maden, og så er det fint at have noget planlagt til at fylde dagen med. På den måde sker der noget lidt andet, end at man bare sidder og snakker – selvom det naturligvis også er hyggeligt.

Til mange julefrokoster spiller man pakkeleg, og det kan I selvfølgelig sagtens holde fast i. Der er imidlertid ingen, der siger, at det behøver at være med de helt traditionelle regler, som alle kender til. Vil du holde fast i traditionen med pakkeleg men måske gøre det på en lidt anden måde, er det altså blot med at lægge hovedet i blød og finde på nogle sjove regler, som kan gøre det endnu mere underholdende at spille om gaverne. For eksempel kan I lave en regel om, at hvis man slår en 3’er, skal man stjæle en pakke til sin sidemand, hvis man slår en 1’er, skal man give en gave væk, og slår man en 4’er, skal man rejse sig op for at udbringe en lille skål. Der er rigeligt med muligheder for at gøre det endnu sjovere og sørge for, at der sker lidt mere rundt om bordet, end blot når der bliver slået en 6’er. I kan også vælge at lave en regel om, at man kun må stjæle pakker fra folk, der er ældre end én selv (den ældste undtaget, naturligvis), eller at man ikke må tage pakker fra dem i selskabet, der kommer fra samme husholdning, som man selv gør. Der er utallige måder at gøre det lidt mere spændende på, og I kan fuldkommen selv bestemme, hvor indviklet og fjollet spillet skal gøres. Er der mange børn med, skal I selvfølgelig finde på nogle regler, som de også kan følge med til, men ellers er der frit valg på alle hylder, og I kan dermed gøre det klassiske spil til jeres helt eget.

Andre idéer til aktiviteter til julefrokost er eksempelvis at lave quizzer, andre selskabslege eller at spille brætspil. Hele dagen behøver ikke nødvendigvis at være centreret om maden, og derfor står det dig frit for at finde på en sjov underholdning til julefrokosten, som vil gøre dagen til noget helt særligt. For eksempel kan du dele gæsterne ind i forskellige hold og så lave quizzer med alle de kendte julesange fra de sidste års tv-julekalendere eller med spøjse juletraditioner fra rundt om i verden. På den måde kan du få rystet dine gæster lidt sammen, hvis ikke de kender hinanden så godt på forhånd, og det er en fremragende måde at lave lidt sjov på. Sætter du en lækker præmie på højkant til vinderholdet, vil konkurrencestemningen uden tvivl være helt i top, og det vil helt sikkert skabe mange sjove situationer.

Der er mange forskellige måder at lave quizzer på, og du kan jo fuldkommen selv vælge, hvad de skal handle om. Eksempelvis kan du på Kahoot.com lave quizzer, som dine gæster så kan deltage i via deres mobiltelefoner. Det er nemt og hurtigt, og det er en sjov måde at quizze på. Ellers kan du naturligvis også lave en god, gammeldags Jeopardy, som de fleste også kan finde ud af at spille i forvejen.

Skal I have gang i en musikquiz, kan du spille små ”bidder” af de forskellige sange uden tekst på og så se, om dine gæster alligevel kender deres navne. En anden sjov måde at lave en musikquiz på er ved at oversætte sangteksterne til andre sprog. Således kan du for eksempel få Google Translate til at oversætte de engelske sangtekster til dansk eller omvendt få den til at gøre de danske tekster engelske. Det resulterer i nogle helt enormt sjove oversættelser indimellem, som I uden tvivl vil more jer meget over. Skal det være ekstra sjovt, kan du få deltagerne til efterfølgende at forsøge at synge sangene med de ”nye” sangtekster, hvilket uden tvivl vil blive noget værre rod til glæde for alle andre i selskabet. Det giver en helt ny mulighed for at få implementeret nogle sjove julesange til julefrokosten, og alle, der har en svaghed for store julehits eller blot er interesserede i musik, vil helt sikkert finde det enormt underholdende. Eksempelvis Wham!s ”Last Christmas” bliver altså bare lidt sjovere, når teksten pludselig lyder:

”I sidste jul gav jeg dig mit hjerte
Men meget næste dag gav du det væk
I år for at redde mig fra tårer
Jeg giver det til nogen speciel
En gang bidt og to gange genert
Jeg holder afstanden
Men du får stadig øje med mig
Fortæl mig, baby
Genkender du mig?
Nå, det har været et år
Det overrasker mig ikke
(God jul!) Jeg pakket det op og sendte det
Med en note, der siger: “Jeg elsker dig,” mente jeg det
Nu ved jeg, hvad en fjols jeg har været
Men hvis du kyssede mig nu
Jeg ved, du vil narre mig igen”

Få gæsterne til selv at komme med aktiviteter

Nu når du står med hele planlægningen og afholdelsen af julefrokosten selv, kan du også godt tillade dig at udlicitere nogle af opgaverne. For eksempel kan du med fordel få gæsterne til selv at komme med forskellige sjove indslag til julefrokost. På den måde inddrager du dine gæster, og desuden tager det noget af presset fra dine skuldre. Det kan i forvejen være hårdt arbejde at skulle dække bord, lave mad og sørge for, at alting er pænt og indbydende, når gæsterne kommer, og derfor er der bestemt ingen skam i at få nogle andre til at stå for noget af underholdningen. Dagen skal gerne være sjov og hyggelig for jer alle sammen, og det bliver den kun, hvis du også selv har overskud til at være sammen med dine gæster og nyde deres selskab.

En idé til julefrokost kan derfor være, at hver enkelte husstand, der deltager, skal have en form for underholdning med. Om det så er en quiz, en selskabsleg, en nyfortolket julesang, eller de selv vil optræde med et lille nummer, må være helt op til dem selv. Så længe de har planlagt et eller andet, er det godkendt, og så må de selv vurdere, hvor meget tid og energi de vil lægge i det. På den måde er du også sikker på, at der kommer til at ske lidt forskelligt til julefrokosten, og at det ikke blot blive de samme, gamle sange, der bliver sunget og den klassiske pakkeleg, der bliver leget.

Det afhænger naturligvis af dit eget – og af dine gæsters – temperament, hvor meget der skal laves om på den helt traditionelle julefrokost, men hvis I har lyst til at gøre noget lidt andet, er underholdningen i hvert fald et godt sted at starte. Menuen, tøjet og stemningen er på den måde uændret i forhold til tidligere år, der er blot lidt flere indslag og lidt mere underholdning planlagt mellem retterne. Det er altså en god mellemvej, hvis du synes, at der gerne må ske noget lidt andet til netop din julefrokost, men du samtidig gerne vil holde fast i de gode og hyggelige traditioner, som julen naturligvis også er præget af.

Sådan holder du en klassisk julefrokost

Er du i virkeligheden slet ikke interesseret i at lave om på de mange fine traditioner, der hører sig julen til i Danmark, er der naturligvis heller ingen, der siger, at du skal det. Der er en grund til, at traditioner bliver til traditioner, og hvis ikke de var hyggelige og fantastiske, havde vi nok ikke holdt fast i dem i så lang tid. Derfor er det bestemt også skønt at komme til en helt klassisk og traditionel julefrokost, som vi alle kender.

Vil du holde en sådan, er det helt sikkert maden, der er i fokus. Vi danskere er rigtig glade for mad, og vi baserer gerne vores sociale aktiviteter på netop dette grundlag. Derfor er det altså også menuen, der er i fokus til en helt traditionel dansk julefrokost. Så skal der sild og leverpostej på bordet, og jo mere af maden, der er hjemmelavet, des bedre. Har du svært ved selv at skulle diske op med alle lækkerierne, kan du eventuelt få forskellige af dine familiemedlemmer eller venner til at medbringe den ret, de er allerbedst til at lave. På den måde sikrer du dig, at kvaliteten er høj igennem hele frokosten, da I hver især kan fokusere på netop det, I skal stå for.

Til en traditionel julefrokost skal der naturligvis også snaps til, og ligeledes er der mange, der er glade for at få en øl til rugbrødsmadderne. Det er lidt forskelligt, hvordan folks traditionelle julefrokoster forløber, da traditionerne naturligvis afviger en smule, alt efter hvor i landet du er fra, og om I har nogle særlige traditioner i lige netop din familie. Ofte vil det imidlertid være sådan, at man starter med at få rugbrød med æg, rejer, sild, leverpostej, fiskefileter og så videre. Derefter går man over til varme retter, som kan være flæskesteg, medister eller juleskinke. Til sidst toppes hele menuen med risalamande og kirsebærsovs i lange baner. På en sådan dag går der altså hurtigt meget tid med at spise og drikke, og det kan de fleste danskere godt lide.

Desuden er pakkeleg uundgåeligt til den helt klassiske julefrokost, og ligeledes skal der nok synges et par julesange i løbet af dagen. Her skal der altså blot skrues helt op for hyggen, de danske traditioner og alt, hvad der har med julen at gøre. Forsøger du at holde en god, gammeldags julefrokost, skal du altså ikke ændre for meget på hverken menuen, programmet eller opdækningen, men i stedet forsøge at gå fuldstændig efter bogen med uskrevne regler. Det kan næsten være endnu sværere end at gøre arrangementet til dit eget og gøre noget anderledes, men det er virkelig hyggeligt, når det lykkes. Er det første gang, du skal holde julefrokost, må du spørge din mor og eventuelt dine bedsteforældre til råds, og ellers er du sandsynligvis i så god træning, at du kan planlægge hele dagen med lukkede øjne, for når alt kommer til alt, sidder traditionerne alligevel dybt i de fleste af os.

Sådan planlægger du en alternativ julefrokost

Vi har allerede været en del inde på, hvordan du kan holde en julefrokost med en tvist, og det gør det naturligvis også til en lidt alternativ én af slagsen. Du kan imidlertid også vælge at gøre noget fuldkommen anderledes og holde en julefrokost, som i bund og grund slet ikke har noget med en traditionel julefrokost at gøre. Det kan være sjovt at prøve, og der er i hvert fald ingen fare for, at dine gæster så glemmer denne dag lige foreløbigt.

En idé til en alternativ julefrokost er at planlægge det hele som en sommerfest i stedet for. Det vil med garanti overraske dine gæster, og ovenpå godt en måned med julegodter, julemusik, julehygge og julemad kan det godt være, at de i virkeligheden er ved at være klar til noget helt andet. Har du et større lokale at holde festen i, kan du så for eksempel pynte op med parasoller, masser af grønne planter og måske endda et lille børnebadebassin. Du kan også vælge, at alle gæsterne skal sidde ved havemøbler inde i gildesalen, eller hvor end I nu holder julefrokosten. Har du mulighed for det, er det helt ideelt at diske op med grillretter, som ellers normalt hører sommerens fester til, og ellers kan du i hvert fald holde dig til sommerlige retter såsom friske salater, marineret kylling og lækre dips. I bund og grund skal du blot arrangere din allerbedste grillfest og så vente et halvt år med at invitere gæsterne, og så får du den mest anderledes julefrokost, man overhovedet kunne drømme om. Hvis ikke dét kan få dine gæster til at huske din fest, så er der vist snart ikke noget at gøre.

Skal det være en rigtig julefrokostfest, skal I naturligvis have masser af drinks med paraplyer i, og I kan nok heller ikke komme uden om en stor skål sangria eller punch. Ligeledes skal der serveres masser af kolde øl og lækker hvidvin, så det rigtig kommer til at minde om en festlig sommeraften i haven. Pynt også gerne op med lanterner og lyskæder, så du får den helt rigtige sommerstemning frem, og sørg for at sammensætte en lækker playliste med alt andet end julemusik.

Denne meget atypiske julefrokost kan naturligvis med fordel kombineres med temaet med Hawaii-tøj, men hvis du vil chokere dine gæster, skal du lade dem møde op i deres ”almindelige” julefrokosttøj og så blot overraske dem med en julefrokost, der går i en helt anden retning. Det gør din julefrokost sjov på et helt nyt niveau at se alle gæsterne rende rundt iført juleslips og nissehuer og drikke piña coladas med frisk frugt og cocktail-paraplyer i. I kan desuden droppe de klassiske lege til julefrokosten og i stedet spille stangtennis, høvdingespil og kroket. Det kræver noget forberedelse og også en del plads, men hvis det kan lade sig gøre, vil det være prikken over i’et at arrangere nogle så atypiske aktiviteter.

Med en sådan julefrokost er du helt sikker på, at du skaber en fest, som dine gæster sent vil glemme. Der er noget helt surrealistisk ved at drikke fine, sommerlige drinks og spise grillmad i havestolene på en kold decemberdag, og det vil helt sikkert få dine gæster til at grine. Skal det blive godt, kræver det imidlertid også en del arbejde, da du er nødt til virkelig at gennemtænke og gennemarbejde hele dagen, men gør du dét, er der ingen tvivl om, at det vil blive taget godt imod, hvis dine gæster er med på sjov og noget lidt anderledes.

Den perfekte julefrokost

Der er altså masser af forskellige måder at holde sin julefrokost på, og når du selv er vært, har du netop også den frihed, at du helt selv kan bestemme, hvordan du gerne vil have det. Er du vild med gamle traditioner og klassisk julemad, skal der naturligvis bare skrues helt op for hyggen og mængden af risalamande, men vil du gerne gøre noget anderledes, står også dét dig frit for.

Uanset hvordan du vælger, at din julefrokost skal være, er det dog altid en god idé at finde på nogle sjove selskabslege til julefrokosten. Det kan både være de helt gængse af slagsen, eller du kan mikse det lidt med nogle mere alternative aktiviteter – igen afhængigt af dine personlige præferencer, og hvad du tror, dine gæster vil sætte pris på.

Maden spiller desuden en stor rolle til en julefrokost, og derfor skal du selvfølgelig nøje overveje, hvad menuen skal være. Desuden skal du tænke over, om du vil stå med det hele selv, eller om du vil udlicitere opgaverne til dine gæster. En helt anden mulighed er naturligvis også at bestille maden udefra, hvorved du faktisk slet ikke skal tænke på andet end borddækning og planlægning af eventuelle aktiviteter. Det er en måde at gøre projektet mere overskueligt på, og især hvis ikke du er vild med at stå i køkkenet, kan det gøre dagen langt sjovere og mere behagelig for dig selv.

I sidste ende handler det jo netop om, at du skal have en god dag med venner og familie, og derfor skal du også være realistisk, i forhold til hvad du kan nå, og hvad du har lyst til at bruge din tid på. Det bliver ikke en særlig god oplevelse for dig, hvis du skal stå i køkkenet hele dagen og i bund og grund slet ikke kan lide at lave mad, og ligeledes er der ingen grund til partout at skulle følge samtlige traditioner, hvis du egentlig ikke selv er vildt begejstret for dem. Når du selv er vært, har du friheden til at gøre lige akkurat, som du har lyst til, og i og med det er venner og familie, der er inviteret, vil de helt sikkert nyde dagen, hvad end du har fundet på. Det vigtigste er, at I har mulighed for at få en god dag sammen, som I kan se tilbage på med et smil på læben lige indtil næste års julefrokost. Om det så ender med at blive en Hawaii-inspireret fest eller en god gammeldags julefrokost, der følger alle de danske traditioner, vil dine gæster glæde sig over at have haft en god dag i godt selskab.

Del artiklen på: