Når foråret er over os, og sommeren så småt nærmer sig, er det igen blevet konfirmationstid. Det er en tid, hvor vi fejrer, at vores kære træder ind i de voksnes rækker, og derfor er det også en oplagt mulighed for både at kigge tilbage på minder fra barndommen og frem mod det, der kommer. Dette kan man blandt andet gøre ved at skrive en sang, og hvis det er denne mulighed, du vælger, kan du her få inspiration og ideer til at skrive den perfekte konfirmationssang. Måske anser du ikke dig selv som værende den fødte sangskriver, men med disse guidelines er du godt på vej til at skrive årets sang, som både konfirmanden og gæsterne vil synes om.
Vælg en melodi til konfirmationssangen, som alle kender
Der er nogle særlige melodier, der har det med at gå igen som konfirmationssange, og det er der naturligvis masser af gode grunde til. For det første er det melodier, alle kender. Det nytter ikke meget at skrive en hylende morsom eller rørende sang, hvis halvdelen af gæsterne ikke kender melodien, og derfor skal du naturligvis vælge en melodi, som alle kender. Desuden er det smart at vælge en simpel melodi, så de knapt så musikalske også kan være med, og så der ikke kommer rod i rimene. Sidst men ikke mindst er det godt med en melodi, der netop er nem at rime på. Hvis melodien lægger op til rim, bliver det nemlig en del nemmere for dig at få det til at hænge sammen.
For at disse kriterier alle er opfyldt, er der naturligvis nogle melodier, der er særligt oplagte til konfirmationssange. ”Jeg har min hest” er en af dem. Det er en simpel melodi, som alle kender, og hvor alle linjerne desuden er cirka lige lange. Det gør, at den er nem at rime på, og derfor er den god til konfirmationssange. ”I en kælder sort som kul” er også et godt valg, når der skal forfattes. Generelt er børnesange gode, fordi alle netop kender dem, og de også gerne er temmelig simple. Desuden er der nogle kendte, danske sange, som naturligvis heller ikke er til at komme uden om – herunder eksempelvis ”Hist hvor vejen slår en bugt”.
Det vigtigste er generelt, at du vælger en melodi, der er nem at synge med på uanset gæsternes musikalske færdigheder og -viden. På den måde kan alle gæsterne være med, og I kan sammen hylde konfirmanden, frem for at det kun er halvdelen af selskabet, der synger med. Er der mange børn med, er det gerne endnu mere vigtigt, at du vælger en nem melodi, så de også kan følge med.
”Jeg er havren” er eksempelvis en anden melodi, der dukker op år efter år til konfirmationer. Det farlige med denne sang er imidlertid, at der netop er mange i den yngre generation, der ikke kender den, og det kan selvfølgelig være en udfordring. Er der til gengæld mange ældre med til festen, kan de trække læsset, og så skal de unge nok følge med, så godt de kan. Det er imidlertid værd at have med i dine overvejelser, når du skal vælge din sangmelodi.
Er det en broget flok med mange børn og unge, kan du med fordel vælge en kendt børnemelodi. Det er ligetil, fordi alle i selskabet kender den og dermed kan synge med for fuld hals. Populære børnemelodier er eksempelvis ”Se den lille kattekilling” og ”Mariehønen Evigglad”. Det er begge simple melodier, som vi alle kender ud og ind, og derfor er de begge sikre valg. Desuden er de temmelig nemme at skrive en tekst til, og det er selvfølgelig en fordel for dig.
De har også begge rimelig korte vers, og dette er også noget, du skal kigge på, når du vælger din melodi. Du skal nemlig overveje, om du gerne vil have en sang med lange vers eller en med korte vers. Det skal du, fordi det fungerer bedst, hvis hver oplevelse og hvert emne i en konfirmationssang bliver afsluttet i det samme vers. Vil du gerne vil kunne uddybe dine anekdoter, skal du derfor gerne vælge en melodi med længere vers, men vil du derimod gerne nå hurtigt omkring en masse ting, er det oplagt med en sang med kortere vers.
Skal du for eksempel skrive velbekomme-sange til konfirmationen, er der også nogle, der er særligt oplagte. Dette er typisk en kortere sang, som skal være hyggelig og sjov, og hvor der ikke er vanvittigt meget indhold i de enkelte vers, da man ikke forsøger at fortælle en historie. Derfor er der nogle melodier, der gør det særligt godt til denne type konfirmationssange. ”Hammer hammer fedt” er for eksempel helt genial til både velkomst- og velbekomme-sange, og den kan du dermed roligt vælge. Den er enkel, versene er korte, og alle kender den.
Glem melodiens tekst
Når du har valgt en melodi, som du selv er komfortabel med, som versmæssigt passer med de emner, du vil have med, og som du ved, alle kender, skal du glemme den igen. Eller rettere sagt: Du skal glemme melodiens tekst. Pointen med en konfirmationssang er netop at gøre den personlig, og derfor skal du gerne lægge den oprindelige tekst på hylden.
Det kan være svært med sange, man kender rigtig godt, fordi teksten er tydeligt indprentet i ens hukommelse, men ikke desto mindre er det nødvendigt. Skriver du eksempelvis en konfirmationssang på Kim Larsens ”Det var en lørdag aften”, vil du sandsynligvis gerne bevæge dig væk fra det småmelankolske og gøre det lidt mere festligt. Desuden er det nok de færreste konfirmander, der bekymrer sig om, om marken er mejet, og høet er høstet. Det handler altså for dig om at kunne skelne melodi og tekst fra hinanden, så du ikke kommer til at bruge den oprindelige tekst til din konfirmationssang – medmindre det er meningen selvfølgelig.
Hvor der er en regel, er der nemlig, som bekendt, også altid en undtagelse. I nogle tilfælde kan det således være sjovt at bruge elementer fra den oprindelige tekst, hvis det giver mening i sammenhængen. Skriver du eksempelvis en sang til en konfirmand ved navn Marie, kan du godt kalde hende ”Mariepigen Evigglad” og dermed bruge det aktivt, og hedder konfirmanden Frederik, er ”Den lille frække Frederik” naturligvis oplagt. Har konfirmanden en kat, der hedder Emil, kan du bruge melodien fra ”Postmand Per” og så videre. Den oprindelige tekst kan altså godt bruges, men det skal være et aktivt valg, fordi det giver mening i forhold til netop denne konfirmand, og det skal ikke være noget, der ubevidst får sneget sig ind, fordi du ikke kan få den oprindelige tekst ud af hovedet.
Hav hovedpersonen i fokus
Når du nu har valgt en melodi, skal du i gang med at overveje, hvilke emner der skal være med. I sange til konfirmation ønsker man at skrive en personlig sang, hvor dagens konfirmand er i fokus, og derfor er det vigtigt at gøre sig nogle overvejelser omkring hovedpersonen.
Den gode konfirmationssang er både sjov og lidt rørende, og så er det altafgørende, at den er personlig. Derfor skal du i gang med at tænke over, hvilke egenskaber ved konfirmanden du finder særlige, og hvilke gode minder I har sammen. Hvis sangen både indeholder nogle sjove, lidt interne elementer og nogle mere generelle iagttagelser, går den rent hjem.
Det er klart, at det hele ikke skal være interne jokes og oplevelser, som de andre gæster ikke kender noget til, men du må samtidig gerne vise konfirmanden, at I har delt nogle særlige oplevelser. Du ønsker nemlig heller ikke at gøre det alt for generelt og overfladisk, så man får fornemmelsen af, at sangen kunne have været skrevet til hvem som helst. Det er dermed en hårfin balance, hvor målet er at gøre sangen både personlig, sjov og rørende. Man må gerne kunne fornemme dit eget forhold til konfirmanden, men samtidig skal det være sådan, at alle gæsterne kan være med og kan nikke genkendende til de ting, der bliver nævnt i sangen.
Har I en særlig intern ting kørende, kan du også sagtens nævne det, men du skal blot være indstillet på, at de andre gæster sandsynligvis vil spørge ind til det bagefter. Nævnes der noget, der lyder kryptisk og sjovt, vil folk selvfølgelig blive nysgerrige, og er det ikke en oplevelse eller joke, du har lyst til, at alle skal vide noget om, skal du altså undlade det i din konfirmationssang. Det er derfor heller ikke her, du skal afsløre konfirmandens dybeste hemmeligheder eller pinligste momenter, om end man gerne må prikke lidt til vedkommende.
Hav din relation for øje
Når du skal skrive din konfirmationssang, spiller det desuden en rolle, hvilken relation du har til konfirmanden. Sange til konfirmation fra bedsteforældre er naturligvis anderledes end konfirmationssange fra søskende. Det er nogle forskellige oplevelser, man har haft sammen, og ens forhold er anderledes, og det må gerne afspejle sig i sangen.
Er det for eksempel en konfirmationssang fra lillebror, er det meget sjovt at fremhæve nogle af de små kontroverser, I har haft. Nu hvor I er lidt ældre, kan I sikkert grine af nogle af de gange, hvor I har drillet og irriteret hinanden, og det kan være meget sjovt at have med. På samme tid er det en god mulighed for at få fortalt din søster eller bror, at du holder af ham eller hende. Som søskende er man ikke altid så gode til at få sagt de følsomme ting, fordi det meget handler om drillerier og sjov, og derfor er en konfirmationssang en oplagt chance for at få sagt noget af det, der ellers kan være lidt svære at formulere.
Er det konfirmationssange til barnebarnet, vil de typisk handle om alle de gode stunder, I har haft sammen. Man bliver altid forkælet hos sine bedsteforældre, og det er noget, de fleste børnebørn nyder godt af. Generelt er bedsteforældrenes hus et sted fyldt med glæde og grin, og man føler sig altid velkommen. Dette er endnu en af de ting, du som bedsteforælder kan lægge vægt på – at huset altid står åbent for dit barnebarn. Selvom den kære konfirmand nok godt ved det i forvejen, er det rart at få at vide, at der er et trygt sted, man altid kan komme hen, hvis man har brug for lidt omsorg og forkælelse.
Det med relationen kommer sandsynligvis temmelig naturligt, men det er alligevel en god idé lige at overveje det, så sangen kommer til at passe til det forhold, du har til konfirmanden.
Find de sjove minder frem
Som vi allerede har været inde på, skal en konfirmationssang gerne være sjov. Det er en festlig dag med god mad og godt selskab, og de sjove sange til konfirmationen har det med at være de bedste. Det er en mulighed for at gøre en lille smule godmodigt grin med konfirmanden og fremhæve nogle af de sjove øjeblikke, han eller hun har været en del af.
Det betyder også, at man gerne må afsløre nogle lidt pinlige ting i konfirmationssangen, så længe det stadig er sjovt for hovedpersonen selv. Det vil helt sikkert være sjovt for hele selskabet, og efterlades man med et smil på læben efter sangen, vil den uden tvivl blive husket. Vær dog meget opmærksom på, om konfirmanden også vil finde det sjovt. Det er konfirmandens dag, og derfor er det vigtigste selvfølgelig, at han eller hun bliver glad for sangen. Er du i tvivl om, om du går over grænsen, er det derfor bedre at udelade det, så du er sikker på, at sangen falder i god jord hos dagens hovedperson. Hvor langt du kan gå handler naturligvis også om, hvordan konfirmanden er som person, og det ved du selvfølgelig bedre end os.
Det er imidlertid ikke kun småpinlige episoder, der kan gøre en konfirmationssang sjov. Er der for eksempel en finurlig ting, som konfirmanden altid gør eller gjorde, da han eller hun var lille? Så er dette muligheden for at få det nævnt og på den måde få gjort sangen både sjov og personlig. Bruger konfirmanden nogle særlige udtryk eller har en speciel hobby, er dette også ting, der kan nævnes i netop en konfirmationssang.
Udnyt muligheden for at rose
Det hele skal naturligvis ikke blot handle om pinlige og sjove oplevelser, som vil få forsamlingen til at grine. En konfirmationssang er nemlig også en rigtig god mulighed for at få rost konfirmanden for hans eller hendes særlige egenskaber. Er han eller hun helt vildt god med dyr, til at tegne eller til at fortælle vittigheder, er dette altså også noget, der skal nævnes. Det er ikke så tit, at man får fortalt sine kære, at man beundrer deres evne til at fordybe sig, være en god ven eller få andre til at grine, og det er naturligvis en skam. I en konfirmationssang kan du derfor nævne netop ting som disse, som du måske ikke får sagt normalt.
Er konfirmanden særligt talentfuld inden for eksempelvis musik, sport eller billedkunst, er dette også noget, man kan inddrage. Det er både dejligt for konfirmanden at få ros for sine evner, og samtidig opfordrer det ham eller hende til at fortsætte, fordi evnerne faktisk bliver anerkendt.
Ligeledes kan man komme ind på konfirmandens fremtidsdrømme og planer for livet. Netop fordi konfirmationen er en overgang fra barn til voksen, er det oplagt at komme ind på emner som disse. Det er meget muligt, at konfirmandens drømme og ambitioner ændrer sig senere hen, men så er det også blot sjovt at kunne kigge tilbage på. Når så han eller hun kigger på sine konfirmationssange om 5 eller 10 år, kan man se på, om det nu gik, som man oprindeligt havde planlagt, eller om man mon valgte en helt anden vej. Det er sjovt uanset hvad, og så kan man som hovedperson få et indblik i, hvordan man var og tænkte, da man blev konfirmeret.
Find din indre sangskriver frem
Nu hvor du har alt indholdet på plads, skal du så i gang med at forfatte selve sangen. Det virker måske som et lidt uoverskueligt projekt, for det er de færreste af os, der går rundt med den helt store sangskriver i maven, men du skal nok få et godt resultat, hvis du lægger hovedet lidt i blød.
Hvis du kender én, der er god med ord, sange og rim, kan du også med fordel spørge ham eller hende om hjælp. Det er nemlig ikke nødvendigvis så afgørende, at du fuldkommen egenhændigt skriver sangen, så længe det er dit eget indhold, der er med, og du har været med ind over. Ellers kan du på nettet finde diverse rimordbøger, så du kan få hjælp til rimene, som ofte er det sværeste.
Alternativt kan du vælge slet ikke at have rim med i din sang. Det er ikke en nødvendighed, og hvis det blot kommer til at være et irritationsmoment for dig, er det bedre at droppe det. Det vigtigste er, at du er konsekvent. Hvis du først beslutter dig for rim, skal du altså have rim hele vejen igennem. Desuden skal dine rim naturligvis følge det samme rimmønster. Er det således 1. og 3. linje samt 2. og 4. linje, der rimer i det første vers, skal resten af sangen følge samme mønster, så der ikke opstår forvirring blandt gæsterne. Rimmønstre kan variere utroligt meget, og det vigtigste er altså, at det er konsekvent. Desuden skal du igen huske på, at det måske ikke er alle til konfirmationen, der er lige musikalsk anlagte, og derfor er der ikke nogen grund til at gøre det mere kompliceret end højst nødvendigt. Det er sjovere at skrive en simpel sang, som alle kan synge med på, end at skrive et digterisk mesterværk, som du til gengæld må fremføre solo til konfirmationen.
Hold dig derfor til simple rimmønstre, som alle kan være med på, og som også er lette for dig at følge i din skriveproces.
Hold sproget simpelt
Generelt gælder det, at en konfirmationssang gerne skal være temmelig simpel. Derfor skal du også undgå svære ord, som ikke alle kender eller ved, hvordan man udtaler. Også slang og forkortelser skal du helst undgå, da det ofte blot ender med at forvirre alle de stakkels gæster, der ikke selv har skrevet det. Det giver selvfølgelig fuldkommen mening for dig, som selv har siddet med det, men du skal huske på, at alle de andre gæster ser sangen for første gang og ikke – i modsætning til dig – har haft mulighed for at øve sig hjemmefra.
Derfor skal du også være meget påpasselig omkring din stavning. Når du skal have din sangtekst til at passe til melodien, får du nemlig sandsynligvis brug for at undlade dele af et ord, og så skal du være meget tydelig omkring dette. Således kan et ord som ”søskende” udtales, fuldkommen som det står skrevet, men i daglig tale vil man ofte udtale det ”søsk’ne”. Hvis det er sidstnævnte måde, der passer ind i din sang, skal du derfor sørge for at skrive det således. Der er en hel stavelse til forskel på de to udtalemåder, og synger folk ”søskende”, hvor du mente ”søsk’ne”, kommer resten af melodien dermed ikke til at passe.
Sørg derfor for at notere det, som det skal synges, og ikke nødvendigvis som det staves. Er du i tvivl om, hvordan du skriver ordene, så de passer til udtalen, kan du eventuelt spørge en dansklærer, som du kender, eller en anden, der har godt styr på sproget og ved, hvordan man noterer de forskellige ting. På den måde risikerer du ikke, at din tekst og melodi ender med ikke at passe sammen, fordi gæsterne ikke er sikre på, hvordan de skal udtale de forskellige ord.
Få andre til at synge din sang på forhånd
I forlængelse af dette er det en rigtig god idé at få nogle andre til at synge din sang inden den store dag. Når du sidder og skriver, synger du naturligvis selv sangen igennem, men man stirrer sig nemt blind på sit eget værk. Udtaler du det eksempelvis altid ”søsk’ne”, er det ikke sikkert, at du tænker over, at det kan siges på andre måder, og derfor er det godt at få andre øjne på det.
Få gerne nogle stykker til at prøve at synge den, så du kan få et indtryk af, om alle gæsterne kan få melodi og tekst til at hænge sammen, eller om der er noget, der skal rettes til. Hvis ikke du er vant til at arbejde med rim og skrive sange, er det gerne noget af en udfordring pludselig at skulle skrive en konfirmationssang, og derfor er det også helt naturligt, at den ikke er lige i skabet i første forsøg. Hvis der er noget, dine testpersoner ikke kan få til at passe, er det altså blot om at arbejde videre og eksempelvis rykke lidt på nogle ord eller måske slette noget og sørge for, at alting står præcis, som det skal udtales i netop din sang. Så kan du helt sikkert få det til at passe i sidste ende.
Find eventuelt inspiration og ideer til konfirmationssangen i andre sange
Generelt kan du på nettet finde masser af inspiration og konfirmationssange ideer. Det er naturligvis ikke så sjovt og personligt blot at kopiere en andens sang, og du skal derfor gerne undgå at plagiere for meget, men du kan sagtens kigge på andre konfirmationssange for at få nogle bud på, hvordan det kan gøres. I disse kan du sandsynligvis finde nogle gode vendinger, som på den ene eller anden måde kan bruges i din sang, og desuden kommer du ind i hele sanguniverset. Der er masser af bud på konfirmationssange derude, og det gør altså ikke noget at lade sig inspirere, så længe du sørger for alligevel at gøre sangen til din egen i sidste ende.
Har du meget svært ved at sætte ordene sammen, kan du også vælge at købe en personlig konfirmationssang. Så vælger du selv, hvilke emner der skal indgå, og hvad der skal være fokus på, og så er der en anden, der skriver selve sangen for dig. Det er naturligvis ikke helt lige så personligt, som hvis du skrev det hele selv, men det kan være en sidste udvej, hvis alternativet er, at du slet ikke kommer med nogen sang, fordi du ikke selv kan få det til at hænge sammen.
Lav en anderledes sangskjuler
Når sangen er skrevet, tænker du måske, at du er færdig, men nej. Der skal selvfølgelig også laves en anderledes og sjov sangskjuler, så din sang kan blive præsenteret på fineste vis. Her handler det igen om at tænke på, hvem din hovedperson er, og hvad han eller hun vil sætte pris på.
Spiller hovedpersonen eksempelvis meget håndbold, kan du finde en gammel håndbold og bruge den som sangskjuler. Har konfirmanden altid været begejstret for Disney, kan du komme sangene i gamle DVD- eller VHS-kassetter fra de gode Disney-film. Hvis konfirmanden er lidt en bogorm, kan du gemme sangene i en udhulet stak bøger. Der er altså lidt forskellige muligheder for at lave en god sangskjuler, der passer helt perfekt til denne konfirmation. Det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser, og det vigtigste er – igen – at den er personlig, og at den passer til konfirmanden og den sang, du har skrevet. Hvis det hele passer sammen, virker det gennemført, og det er naturligvis sjovest for både dig selv, for gæsterne og for dagens hovedperson.
Den perfekte konfirmationssang
For nu at opsummere er den perfekte konfirmationssang altså én, der er personlig. Hvis du blot kopierer en andens sang, kan du lige så godt helt lade være. Gør dig derfor umage med at finde frem til de egenskaber, som er helt særlige for konfirmanden, og få nævnt nogle af de fælles oplevelser, du husker og sætter pris på. Inddrag gerne sjove og småpinlige ting, men vær omhyggelig med ikke at gå over grænsen, så du kommer til at gøre konfirmanden ked af det.
Eksempelvis konfirmationssange fra søster eller bror kan godt være lidt mere ”udleverende”, fordi et søskendeforhold typisk i høj grad handler om drillerier og om at lave sjov med hinanden, men du skal altså stadig overveje, om din kære bror eller søster nu også kommer til at finde det sjovt. Selvom I ofte driller hinanden, er det noget andet, når hele familien lige pludselig sidder med til bords. Sørg derfor for at finde en balance – uanset hvilket forhold du har til konfirmanden – og brug også gerne chancen for at sige nogle mere følsomme ting til ham eller hende.
De gode sange til konfirmation er dem, der både er sjove og rørende på samme tid, og som naturligvis er fulde af personlighed. Derfor er det også fint med en sangskjuler, som passer til konfirmanden og sangen. Eventuelt kan du sige et par ord som præsentation af din sang, hvis der er noget, der bør tilføjes.
Når du skal vælge melodi og skrive selve teksten, er nøglen at holde det simpelt. Der er ingen grund til at kaste sig ud i en gammel, irsk folkemelodi, som ingen kender, og som er umulig at digte en ny tekst til. Vælg i stedet en velkendt melodi, som alle er fortrolige med, og som du uden problemer kan sætte nye ord til.
Sørg for at også sproget er simpelt og ligetil – vælger du at rime, skal det ikke være til at tage fejl af, og ligeledes skal du stave, således at det er klart for alle, hvordan ordene skal udtales. Forsøg generelt at undgå for svære ord, som ikke alle er helt sikre på, hvordan man udtaler, og brug i stedet mere simple synonymer.
Følger du disse guidelines, er du godt på vej til at skrive en fremragende konfirmationssang, som både konfirmand og gæster vil huske i lang tid frem.
Ønsker du yderligere underholdning til konfirmationen? Hos Eventzonen finder du et stort udvalg af underholdning til konfirmation– Se mere her >>