Gæsteindlæg af skuespilleren Bjarne G. Nielsen.
Hvem var H.C. Andersen? Det tør jeg godt svare på, for jeg mødte ham i “Bakkehuset” i København i 1986. Når jeg påstår dette, er der selvfølgelig stadigvæk meget jeg ikke ved, men jeg lærer hver dag nye ting om personen. Jeg ved at han besidder en vidunderlig humor og ler gerne af sig selv, men aldrig af andre.
Desuden er han yderst musikalsk, hvilket man ofte fornemmer, når man læser og hører hans historier. Et tredie af hans kompetencer må være hans medfødte fingerfærdighed, når det gælder fremstillingen af papirklip, lampeskærme og bordpynt, desuden arrangementer af blomsterkranse og buketter. Han havde “nemme fingre” efter sin fader. Og så kunne han tegne og sy dukketøj.
Mange tror at H.C. Andersen var et højtideligt menneske, fordi han dømmes på sit udseende. Han smilede sjældent på billeder. Og så var han ofte sortklædt, som moden dikterede det.
Når jeg tager hans idenditet på mig, fornemmer jeg, at han kan snakke med alle mennesker, fordi jeg ligesom han selv – kender begge sider af tilværelsen. At H.C. Andersen da han blev voksen vendte tarveligheden ryggen, havde mere at gøre med at det deprimerede ham at opleve det uskønne – nu hvor han havde fundet glæden i tilværelsen. Han ville helst ikke mindes om sin fortid, men glemte aldrig sit tidligere armod, bl.a. de første fattige år i København og barndommen i Odense.
Det morsomme ved at spille eventyrdigteren H.C. Andersen er de mange muligheder det giver i 2013 – hvor netop humoren og improvisationen er de gængse værktøjer, fordi det i virkeligheden sjovt nok handler om at sprede sig over et par århundreder.
Jeg tror H.C. Andersen er et velkomment indslag i vores kaotiske og stressede hverdag – hvor fordybelsen i mange sammenhænge har mistet fodfæstet, fordi alle stormer afsted på gaderne, som skulle de nå deres egen begravelse. At spadsere stille og roligt afsted kan H.C. Andersen stadig gøre, som publikum oplevede det i Tivoli i 2000. Folk var nær faldet ned fra restauranternes balkoner, for dèr gik en person med høj hat, som ikke havde travlt.
I 2005 blev H.C. Anderen både brugt og misbrugt til den store guldmedalje, kvalitet og kvantitet flød sammen mellem hinanden. Når jeg som skuespiller tager frakke og hat på og svinger med stokken, er det H.C. Andersen jeg ønsker at vise og ikke bare en skuespiller med høj hat. Det synes jeg, jeg skylder ham, fordi han kontaktede mig i Bakkehuset. Og når publikum leger med, opstår der magiske øjeblikke.
Mit forhold til H.C. Andersen har foreløbig varet 27 år – og det er et ægteskab der holder…