Temafester ér bare noget helt særligt, og bestemmer man sig for at koble et tema til sin fest, er man næsten garanteret en god stemning. Der er utallige veje at gå, når man taler om temafester, og temaet afspejler i nogle tilfælde noget, man selv eller ens gæster har et særligt forhold til, og andre gange vælges temaerne ud fra, hvad der virker sjovest. Her vil vi se nærmere på ét af de temaer, hvor netop humoren er i højsædet, og hvor man ikke kan undgå at grine af egen eller de øvrige gæsters udklædning i løbet af aftenen. Læs med her, hvis du enten skal holde eller deltage i en fest med cowboytema i den nærmeste fremtid; vi har samlet en lang række festidéer, både når det kommer til tøj, mad, musik og meget mere. Der er både idéer til dem, som vil gå all in på cowboytemaet, og til dem, som foretrækker, at temaet spiller en lidt mindre rolle.
Invitationen
Er det dig, som holder cowboyfesten, er det også dig, som på den ene eller anden måde skal have inviteret nogle gæster. Der findes et utal af forskellige måder, hvorpå man kan gå til det med invitationerne. Den hurtige, nemme og tidstro måde at invitere dine gæster på er ved at oprette en begivenhed på Facebook. Med denne metode er det nemt at holde styr på, hvem der deltager, og hvem der ikke gør, ligesom dine gæster kan stille spørgsmål i et åbent forum, hvor alle kan følge med. Gør begivenheden personlig ved at udvælge et sjovt coverbillede, som afspejler cowboytemaet. Bruger du denne metode, kræver det naturligvis, at alle dine gæster er på Facebook. Er de ikke det, kan det let komme til at virke ekskluderende, og så skal du måske hellere gå en anden vej.
Er du sådan en type, som gerne vil gøre lidt ekstra ud af det, kan du lave din invitation selv. Der findes flere programmer på nettet, hvor du kvit og frit kan designe dine egne invitationer ved at bruge eksisterende skabeloner eller ved at starte helt fra bunden. Her vil du både få indflydelse på farvetemaet i invitationen – der, hvis du er meget fremme i skoene, kan matche farverne på pynten, som du påtænker at hænge op til festen – ligesom du kan indsætte cowboybilleder og deslige.
Har du helt særlige forestillinger om, hvordan du godt kunne tænke dig, at dine gæster var klædt ud, kan du også bruge invitationen til at informere dem herom.
Pynt og festsettings
Lukker man øjnene og forestiller sig de ultimative cowboysettings, er det typisk noget som en saloon med et Wild Wild West-skilt, små borde med ternede duge, en bar af træ og kaktusser, som man ser. Har man mulighed for at skabe de omgivelser derhjemme eller leje et lille sted, som eksempelvis har træbaren, er man allerede kommet rigtig langt. Er det ikke tilfældet, kan man sagtens skabe et troværdigt miljø alligevel. Brug eksempelvis de ternede rød/hvide duge på bordene, strø sherifstjerner ud på bordene, køb kaktusser – virkelige eller oppustelige i plast – og skriv eventuelt et par papskilte med tekst som ”WANTED” eller ”Wild Wild West”. Kan du ikke helt huske, hvilken font der er mest cowboy- og westernagtig, kan du med fordel finde inspiration på google. Der skal så lidt til, før det bliver rigtig overbevisende.
Som festarrangør kan du også sagtens tillade dig at stille lidt krav til dine gæster; du kan eksempelvis uddelegere pynt-opgaven til dem. Lad dem enten medbringe noget valgfrit cowboy-pynt eller vær helt specifik i dine ønsker. Et par gæster kan eksempelvis stå for sherifstjernerne, nogle andre for kaktusser og hestesko og så fremdeles. Det kan også være, at du ved, at én af dine gæster er mester til at gå i spøg og skæmt-butikker og komme hjem med det allersjoveste tilbehør – i det tilfælde kan du også bede vedkommende om at stå for pynten. Det gælder om at have en fornemmelse for, hvilke gæster der kan løfte hvilke opgaver – og have det sjovt med det samtidig.
Udklædning
Nu er vi kommet til det rigtig sjove, nemlig udklædning. Mange af os vælger at give den hele armen, når vi får en chance for at klæde os ud og tage lidt pis på os selv, og her er cowboytemaet helt oplagt, både for mænd og kvinder. Er du inviteret til udklædningsfest, er det helt almindeligt pli at respektere temaet og ”kravet” om udklædning. Det er så ærgerligt, når en velplanlagt fest med masser af potentiale ikke bliver, som arrangøren håbede, fordi gæsterne ikke har klædt sig ud.
Cowboy
Er du ude efter et cowboyinspireret udtryk i din udklædning, er der rigtig mange sjove muligheder at lade sig inspirere af. En af de ting, som gør cowboytemaet til en tilbagevendende favorit, er de mange enkelte effekter, som ret nemt og hurtigt skaber en meget udtryksfuld udklædning. Cowboyhat, cowboystøvler, plastikpistol, vest med frynser, sherifstjerne er blandt nogle af de effekter, der er nemme at skaffe, og som skaber et rigtig godt udtryk. Top det af med en hvid skjorte under vesten og et par autentiske cowboybukser, og du er i mål med en rigtig god udklædning.
Cowgirl
Med mange af de samme effekter som i ovenstående kan man klæde sig ud som en rigtig overbevisende cowgirl. Erstat bukserne med en nederdel – enten i denim eller andet materiale – og du er klar.
Indianer
En anden figur, som tit hænger sammen med cowboyudklædningen, er indianeren, og det er endnu en udklædningsfavorit. Frynser på nederdelen, en fjer i hatten eller hårbåndet, lædersnore om håndled og anklen samt små, farverige perler er gode skridt på vejen mod en god og sjov udklædning.
Bytte bytte købmand
En favorit til alle former for tema- og udklædningsfester er at udfordre eller helt bytte om på kønnene, og det er især inden for den disciplin, at man kan få trænet lattermusklerne ekstra meget.
Aktiviteter
En stor del af den succesfulde temafest er aktiviteterne, som man samles om i løbet af aftenen. Igen er der aktiviteter til ethvert niveau, både økonomisk niveau og fantasiniveau. En god tommelfingerregel er, at ønsker man at bruge en god slat penge og herefter opkræve et mindre beløb af sine gæster, er det rigtig god stil at informere gæsterne herom på forhånd. Langt de fleste har intet imod at spæde lidt til en god fest, men bliver det økonomiske en overraskelse, som kommer efter festen, kan nogen risikere at blive fornærmede. Vær derfor så åben og ærlig om det økonomiske som muligt.
Er der lidt penge til projektet, kan det være enormt sjovt og festligt at invitere en professionel linedancer forbi, som kan lære jer et par trin. Trinnene er per definition simple og lette at lære, og musikken er også et kapitel for sig. Trækker du som det mindste ikke bare en lille smule på smilebåndet over en god omgang linedance, må du næsten være bygget af sten.
Er penge ikke det, der er mest af, er der også rig mulighed for at arrangere næsten-gratis aktiviteter. Sæt halen på grisen/koen med bind for øjnene, ringspil med hestesko, slå søm i, sækkeløb og mange andre aktiviteter vil være helt og aldeles velegnede, og ingen af dem kræver ret meget.
Mad og drikke
Til en vaskeægte cowboyfest kan der sagtens være høflig selvbetjening, når det kommer til maden, eventuelt i baren hvis du har sådan én. Gode idéer til menuen kan være burger og pomfritter, majskolber, spareribs, nachos, hotdogs eller helstegt pattegris. Den helstegte pattegris kræver lidt ekstra, både tid og udstyr, men ellers er de øvrige idéer meget nemme at forberede og samle til selve festen – du kan endda som nævnt lade gæsterne samle maden selv.
Vil du hellere bruge din tid et andet sted end køkkenet, kan du sagtens tillade dig at bede dine gæster om at hjælpe lidt til med maden. Lav et sammenskudsgilde og bed én tage salat med, en anden tomater, en tredje pickles og så videre. Det letter din byrde både før og under festen.
De våde varer spiller en stor rolle til de fleste fester, og en fest med cowboytema er ingen undtagelse. Er du og dine gæster særdeles hårde, kan I drikke whisky hele aftenen, men det vil nu nok være rart med et par alternativer for selv den mest rutinerede festabe. Kulørte drinks med parasoller, øl og vin skaber alt sammen en rigtig god cowboystemning.
Cowboymusik
Nu til musikken. Ingen fest uden musik – og den gode temafest har gerne én genganger på spillelisten, som er særligt cowboyagtig, og som garanteret får alle gæsterne op af stolene. Vores bud på de sange og kunstnere, som skal være repræsenterede på cowboyfest-spillelisten, er:
.
- Cotton Eye Joe af Rednex
- Jeg har min hest jeg har min lasso af Poul Reichhardt
- Country Music Love Song
- Generelt country-musik
- Dolly Parton
- Folsom Prison Blues af Johnny Cash
- Johnny Cash i det hele taget
- Garth Brooks
- Tim McGraw
- Reba McEntire
- og mange, mange flere.
Igen kan du få rigtig meget ud af at søge inspiration på Internettet. Rigtig meget musik ligger frit tilgængeligt på de store streamingtjenester, og det er både nemt og hurtigt at tilgå de gode cowboysange og sætte dem på en spilleliste, inden festen starter. Gemmer du musikopgaven til selve festen, er der en risiko for, at alle dine gæster samles oppe omkring musikanlægget, fordi de gerne lige vil have deres yndlingscountrysang med på listen, og det er ærgerligt. Lav derfor listen på forhånd, bed eventuelt gæsterne om input, så alle føler sig hørt.
Vil du helt undgå at skulle tænke på musikken, så kan du her se Eventzonens store udvalg af DJs til temafest.
God fest
Retter du dig bare en lille smule efter de ovenstående gode råd, er du allerede kommet et godt stykke på vejen mod en god cowboyfest. Sørg for at forbered så meget som muligt dagen inden, så du ikke ender med at blive stresset på selve dagen. Uddeleger så mange opgaver, som du kan og vil – bare fordi man er vært, behøver man ikke stå med hele opgaven selv. Ryd eventuelt op undervejs, få et par af gæsterne til at hjælpe med opvasken, så du ikke skal stå med det hele dagen efter, når du måske har tømmermænd og hellere vil ligge på sofaen.
Når alt det er sagt, vil vi blot ønske dig og dine gæster en rigtig god fest.