Gæsteindlæg af Jens Peter Madsen. Du kan læse mere om Jens Peter, samt booke ham som historiefortæller > her <.
Misunder du den kollega eller ven, som altid har en god personlig historie i ærmet? Gode personlige historier letter ofte stemningen, bringer nyt lys i hverdagen og skaber sammenhold i flokken, hvem vil ikke gerne bidrage med det i familien, på arbejdet, i foredraget eller blandt vennerne?
Måske tænker du, at det blot er et medfødt talent eller en særligt personlighed, som gode hverdagsfortællere er udstyret med, og at det derfor er uopnåeligt for dig. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at de gode fortællere har særlige talenter, MEN under alle omstændigheder er det også en færdighed, som du kan lære og opøve hos dig selv.
Grundlæggende er det slet ikke så svært at fortælle gode personlige historier. Særligt ikke, hvis du holder dig til de historier, som du selv har oplevet eller hørt andre fortælle. Det kræver sådan set blot, at du går i gang med at fortælle i en af de mange trygge sammenhænge, som du har i familien eller blandt dine bedste venner. Alt det raffinerede og elegante kommer med øvelsen.
At det er så relativt let skyldes, at langt de fleste af os i forvejen fortæller mange personlige historier til vores nærmeste og fortrolige. Men ofte tænker vi slet ikke på, at det er historier vi fortæller, og ofte blander vi historierne med alt mulig anden snak og forklaringer, som betyder, at de gode historier forsvinder i hygge og småsnak.
Det handler derfor også om at blive klar over, hvornår du fortæller historier, og hvornår du bare hyggesnakker. Det sidste er jo vældig godt for samværet og fællesskabet, men prøv alligevel at være mere opmærksom på, hvor ofte du markerer i snakken, at nu vil du lige fortælle en historie om noget, du har oplevet eller tænkt på. Overordnet, så vælger vi altid en fortællende fremstillingsform, når vi taler om alt det, som skete engang før i tiden, et andet sted, i en anden situation eller måske i vores egen fantasi. Og ofte markerer vi helt ubevidst fortællingen, sprogligt med vendinger som for eksempel ”vil du høre”, ”engang da…”, ”for eksempel”, ”jeg skal fortælle dig…” etc.
Det, at fortælle historier til vore medmennesker er et medfødt behov vi har som mennesker, fordi vi helt fra de tidligste tider har haft brug for at dele oplevelser og erfaringer med hinanden, simpelthen for at kunne overleve som mennesker. Alene er mennesker alt for sårbare over for naturens kræfter og farer, og fra de tidligste tider organiserede de sig i familier, bopladser eller stammer. Det var historierne og fortællingen af dem, som formede og holdt disse nødvendige sociale grupper sammen.
Vi anvender spontant en fortællende sprogform, når vi skal tænke på og tale om alt det, som vi ikke kan se helt konkret foran os. For at tænke på det eller tale om det, må vi danne os et forestillingsbillede af det. Vi må se det for os for at kunne dele det med andre. Forestillingsbilleder er ikke fysiske billeder, som dem vi ser i virkeligheden, men mentale repræsentationer af noget, som vi har erfaret med vore sanser, eller noget vi har fantaseret eller tænkt os til. Vore egne forestillingsbilleder hjælper os til at vælge netop de ord og de udtryk, som former den historie vi gerne vil fortælle. Og det hjælper et andet menneske som lytter til vores fortælling med at danne sine egne indre forestillingsbilleder af det forhold eller de oplevelser, som vi er i gang med at fortælle vedkommende en historie om. Målet for al god historiefortælling er, at få den som lytter til eller læser vores historie til at se det, som du fortæller, som et indre personligt billede. Og fortællingen lykkes, når vedkommende nikker, smiler og måske udbryder ”Nåh ja !! det kan jeg godt se for mig..”
Når du nu til en start glemmer, at en god historie også er en hel masse ord og en hel masse komplicerede sætninger, som er frygteligt svære at huske i den rigtige rækkefølge – OG når du i stedet tænker på, at en historie også er en serie af billeder, som du kan forestille dig for dit indre blik. Ja så er du godt på vej til at kunne fortælle den efter metoden ”Lige ud af hovedet og uden bog” Du kan også tænke på den historie, som du gerne vil huske og kunne fortælle til andre, som en film eller et teaterstykke. Når du fæster din opmærksomhed på billederne og deres rækkefølge vil du opdage, at det er meget lettere at huske mange billeder end en hel masse ord og sætninger, som du skal lære udenad.
Og når du så kigger nærmere på de vigtigste billeder (=scenografier eller filmklip) i den historie, som du gerne vil lære at fortælle, vil du sandsynligvis opdage, at der er langt færre forskellige billeder i selv ret lange og omfattende historier, end du lige umiddelbart forestiller dig. Det er en fordel at begrænse antallet af billeder til det absolut minimale og nødvendige. Når du har styr på din histories billeder og deres rækkefølge, undersøger du hver enkelte billeder, hvordan ser der ud, hvilke personer og ting er tilstede i billedet, og hvad foregår der i hvert billede og i hvilken rækkefølge foregår det.
Når du har styr på din histories billeder og de handlinger, som foregår i hver af dem og har styr på, hvordan du går fra det ene billede til det andet og nogle gange tilbage igen. Så er det sådan set bare med at komme i gang med at fortælle, hvad det er du ser og, hvad der foregår i din egen indre film (= historie). Så kommer ordene som regel mere eller mindre af sig selv, og ingen lytter vil undre sig over, at du lige tøver et øjeblik og kigger efter en ekstra gang på dine indre billeder. Det gør din tilhører nemlig også meget gerne selv. Det billede, som lytteren til den gode historie sidder og kigger på, er naturligvis ikke det samme billede, som du selv kigger på, imens du fortæller din historie. Det ligner og minder i bedste fald om det billede, som du fortæller om, men lytterens egne erfaringer og personlige oplevelser er jo ofte anderledes end dine. Lytteren er derfor ofte glad og tilfreds, når han eller hun selv har et interessant billede for sit indre blik. Jo mere du har øvet dig på at fortælle, jo bedre billeder kan du give dine lyttere, og jo mere fælles kan I blive om oplevelsen af den godt fortalte historie.
Det er en helt enkel sag med personlige erindringer, som du husker rigtig godt. I erindringshistorier er udfordringen meget ofte at få skåret alt det fra, som ikke er vigtigt for lige netop den historie, som du ønsker at fortælle. Det er som regel en god idé, at du bestemmer dig for, hvorfor du selv har lyst til at fortælle netop den eller de erindringer. Det kan hjælpe dig med at skære alt det fra, som ikke stemmer med din egen lyst til at fortælle den. Væk med det kedelige, det banale eller det som bare er omsvøb, forklaringer eller undskyldninger. Men det som er overflødig i din historie, bliver du som regel først opmærksom på, når du er i gang med at fortælle historien og kan mærke lytterens tålmodighed og interesse. Vedkommende vil måske også gerne fortælle dig, hvad der gjorde størst indtryk i din historie og, hvad der godt kunne undværes. Men spørg kun, hvis du kan tåle at høre, hvad din lytter mener om din historie. Vi tåler nemlig væsentlig mindre kritik end vi ønsker at indrømme.
Og hvis det handler om en historie, som du selv har fået fortalt, læst i en bog eller fået læst op, og som har gjort indtryk på dig, så er fidusen at tænke grundigt over de billeder, som den pågældende historie har sat i din erindring. I første omgang dukker der måske kun et enkelt eller to erindringsbilleder op, men når du i tankerne dykker ned i det, som du først erindrer, så vil der helt sikkert dukke endnu flere erindringsbilleder op. Erindringsbilleder er som et stykke vævet stof, hvis du trækker i en tråd, trækker du samtidig i hundrede eller tusindvis af andre tråde. Og på den måde kan du med en forholdsvis beskeden indsats komme dybt ind i en erindring du har, også de erindringer, som ligger meget langt tilbage i tiden, eller en historie, som du har hørt for længe siden.
Og når du så går i gang med at fortælle alt det, som du kan se ud fra dine erindringsbilleder, så vil du opdage, at der kommer mange flere billeder, ord og sætninger, som du slet ikke drømte, at du gik og huskede på.
OG når du så dykker ned i dine erindringsbilleder, er det vigtigt at være opmærksom på, at vi som mennesker ikke blot oplever verden med øjne og ører, men at vi også udforsker verden med næsen, fingre, smagsløg, følelserne, kropsfornemmelser – Ja med hele kroppen – Og når du begynder at erindre dufte, kropsfornemmelse, smagsoplevelser, så vil du opdage, at du erindrer meget mere, end du kan forestille dig.
God fornøjelse med at fortælle dine egne personlige historier.
Vil du gerne høre mere om mine idéer og tanker om at fortælle historier ”Lige ud af hovedet og uden bog”, kan du følge min videoblog på www.jenspetermadsen.dk/videoblog, eller du kan læse min bog ”Lige ud af hovedet og uden bog – sådan bliver du verdens bedste historiefortæller” udgivet maj 2017 på Forlaget Underskoven.
Gæsteindlæg af Jens Peter Madsen. Du kan læse mere om Jens Peter, samt booke ham som storyteller på eventzonen.dk.