Vælg en side
Del artiklen på:

Babyshower er en amerikansk tradition, som efterhånden også har gjort sit indtog i Danmark og resten af Europa. Det går i al sin enkelthed ud på at holde en fest for den vordende mor, hvor hun kan hygge sig med veninder og familiemedlemmer, når ventetiden er ved at være rigtig lang. Typisk afholdes denne fest således en måned eller to inden den forventede fødsel, og helt traditionelt er det kun kvinder, der deltager.

Den sidste del af ordet – ”shower” – henviser til alle de gaver, den gravide typisk modtager til en sådan fest, hvor hun beriges med bleer, babytøj og alt det andet, man har brug for, når man sådan får en lille ny. I Danmark har man traditionelt set haft en ”regel” om, at man ikke måtte give de kommende forældre gaver inden fødslen, da det kunne bringe uheld, men dén regel er altså blevet fejet til side for amerikanernes tradition om at fejre det nye liv.

Det er typisk den gravides bedste veninde, søster eller en anden kvinde, der står hende nær, som planlægger festen, og hvis det skal være helt rigtigt, skal det holdes som et surpriseparty. Det er altså op til arrangøren at få alle detaljerne på plads, invitere gæsterne og sørge for at få den gravide til at dukke op. Skal du arrangere denne babyfest, får du her en guide til, hvordan du gør det helt perfekt og får skabt en god og hyggelig dag fyldt med babyglæde.

Invitér folk i god tid

Hvis du står som arrangør, er det altså også dit ansvar at få inviteret alle gæsterne. Det skal du naturligvis gerne gøre i god tid, så der er størst sandsynlighed for, at alle kan komme. Hvordan du vælger at gøre det, er helt op til dig, men det er selvfølgelig hyggeligst, hvis der er blevet gjort lidt ud af invitationerne også. Dekorer dem derfor eksempelvis med små, søde dyr, fine blomster eller et sødt babybillede af moderen selv og send dem med posten, så det bliver rigtig personligt.

Desuden skal du så overveje, hvem der skal inviteres med. Som regel er der ingen mænd til en sådan fest, men i nogle tilfælde vælger man alligevel at invitere faderen, et par tætte venner eller de nærmeste mandlige familiemedlemmer. Hvad der er passende i den specifikke situation, må du som arrangør selv vurdere. Hvis det vil gøre festen bedre for den kommende mor, at der er et par mænd med, skal de naturligvis bare inviteres. Hvis ikke, kan du med fordel holde fast i traditionen og gøre det til en dag fuld af pigehygge.

Hvor mange, der skal inviteres, må også komme lidt an på, hvad den gravide vil sætte pris på og naturligvis også, hvor meget plads der er at gøre med. Typisk vil man invitere kvindelige familiemedlemmer, veninder og tætte kvindelige kollegaer med. Det kan både være et større arrangement med gæster fra nær og fjern, og det kan være holdt til en mindre gruppe, hvorved det bliver mere intimt og hyggeligt – igen afhængigt af pladsen og hovedpersonens ønsker.

Forsøg at lave en ønskeliste

Når ikke den gravide selv er med i planlægningen, er det naturligvis svært for hende at skulle skrive en ønskeseddel. Derfor skal du som arrangør forsøge at guide gæsterne til, hvad de skal medbringe af gaver. Som nævnt er gaverne et vigtigt element i denne amerikanske tradition, da man derved kan hjælpe de nye forældre lidt på vej med praktiske ting og sager, som de snart får brug for.

Måske har den kommende mor i forvejen nævnt nogle ting, hun står og mangler, og det kan du så naturligvis videreformidle til de inviterede gæster. Ellers er det selvfølgelig også oplagt at spørge faderen til råds, da han sandsynligvis også kan nævne en enkelt ting eller fire, de stadig står og mangler, til når babyen kommer.

Ellers er der heldigvis også mange oplagte babyshower-gaver såsom bleer, bodystockings, rangler, sutter og lignende. Det handler blot om at komme i tanke om alle de ting, man får brug for, når man får et barn, og som det derfor er rigtig rart at have på forhånd, så man ikke skal tænke på det, når først barnet er kommet til verden.

I USA er det populært at give såkaldte ”diaper cakes”, som direkte oversat til dansk betyder ”blekager”. Det er en sammensætning af bleer og andre nødvendigheder, som så er sat sammen, så det kommer til at ligne en stor kage. Også i Danmark er det naturligvis muligt at finde sådanne, så hvis du skal have fat i den perfekte gave, kan det være, at det er sådan en babyshower-kage, du skal på udkig efter.

Planlæg dagens aktiviteter/lege

Nu tænker du måske ”hvad laver man til et babyshower?”, og det er sådan set også et temmelig fornuftigt spørgsmål. Som nævnt fylder gaverne meget, men selvom de er en stor del af festen, er det naturligvis ikke det eneste, der skal være på programmet. Derfor skal du som arrangør forsøge at finde på noget underholdning, så I har noget at give jer til, når først gaverne er åbnet.

Der findes for eksempel mange forskellige babyshower-lege, man kan hygge sig med. En populær leg går ud på, at alle gæsterne medbringer et babybillede af sig selv, og så skal den højgravide forsøge at gætte, hvem der er hvem. Det er virkelig underholdende for alle, og det er naturligvis også sjovt blot at se søde babybilleder af hinanden og se, hvem der har ændret sig mest fra dengang.

En anden virkelig sjov og lidt mere udfordrende aktivitet er at lave tips og lotto om babyen. Så skal gæsterne hver især udfylde en lottokupon, hvor de gætter på forskellige fakta om babyen, og når så den lille kommer til verdenen, har den person med flest rigtige naturligvis vundet. For at gøre det ekstra spændende skal der selvfølgelig være en præmie på højkant. Det kan enten være, at du som arrangør finder på en præmie til den heldige vinder, og ellers kan I lave en lille præmiepulje, som alle, der deltager, betaler et mindre beløb til. En tipskupon til ”babylotto” kan for eksempel se således ud:

– Køn
– Fødselsdag
– Fødselstidspunkt
– Vægt
– Længde
– Øjenfarve
– Hårfarve
– Navn
– Fødslens varighed

Der er lidt af hvert at gætte på, og man skal være temmelig heldig for at ramme plet. Desuden er det sjovt efterfølgende at se, om der er nogle, der gætter rigtigt på især den med navnet. Hvis ikke der på dette tidspunkt er blevet bestemt et navn, kan det ligefrem være, at en af gæsterne kommer med den nødvendige inspiration. Vinderen af tipsspillet kan med fordel afsløres ved den efterfølgende dåbsfest, hvis der kommer en sådan.

En anden leg, som er både hyggelig og sjov, er ”Mors ønsker for babyen”. Den går ud på, at den gravide inden legens start skal udfylde et skema, hvor hun skriver, hvilke egenskaber, karaktertræk og udseendemæssige ting hun håber, babyen arver fra henholdsvis hende og faderen. Således kan hun for eksempel svare på, hvis næse, mund og øjne hun håber, babyen får, og om hun gerne vil have, at den skal arve hendes eller faderens humor, intelligens, tålmodighed og så videre.

Derefter skal gæsterne udfylde samme skema ud fra, hvad de tror, moderen har svaret, og til sidst findes der naturligvis en vinder i takt med, at den gravide fremlægger sine egne svar. Det er en virkelig sjov leg, som også kræver lidt eftertænksomhed, og desuden er det en god måde at få åbnet op for en snak. Således er der nu rig mulighed for at spørge ind til den gravides svar og på den måde få startet en fin dialog om hendes drømme og håb for den lille ny. Derudover er det naturligvis morsomt at se, især hvilke udseendemæssige træk hun ønsker babyen skal arve fra dem hver især – dét kan der komme meget sjov ud af.

Der er altså mange forskellige ideer til det perfekte babyshower, og på nettet kan du selvfølgelig finde et væld af forskellige lege og aktiviteter. Det er dog i bund og grund ikke så afgørende, hvad I konkret foretager jer, så længe I har en hyggelig dag sammen, hvor moderen kan få lov til blot at nyde sine veninders og familiemedlemmers selskab. Det er hårdt at være gravid, og det bliver bestemt ikke mindre hårdt, når først babyen kommer ud. Derfor fortjener den vordende mor også at blive forkælet og at have en dag, som udelukkende handler om hende og det nye liv, hun snart skal sætte i verden.

Derfor er dette desuden dagen, hvor det er helt acceptabelt ikke at snakke om andet end babymos, rangler og barnevogne hele dagen lang. Denne dag er dedikeret til moderen og det lille væsen, der er på vej, og derfor må der gerne skrues helt op for babyglæden og babysnakken. Det er klart, at det fylder meget hos de kommende forældre, og som veninde kan det godt være, at man af og til kan blive træt af at høre om bleer, scanninger og bodystockings i forskellige størrelser, hvis man ikke er helt det samme sted i livet, men til lige netop et babyshower er det altså 100% dette, der er på programmet, og det vil moderen uden tvivl sætte pris på.

Pynt fint op

Når der sådan skal holdes babyfest, skal der naturligvis også fyres op for noget babyshower-pynt. Det vil ofte være balloner, guirlander og andre fine sager, som sætter en festlig stemning på lokalet, hvor det skal holdes. Kender du kønnet på babyen i forvejen, kan du naturligvis målrette pynten, så den kommer til at passe helt perfekt til enten en dreng eller en pige. Således kan du altså for eksempel investere i nogle af de fine folieballoner med teksten ”It’s a boy” eller ”It’s a girl”.

Generelt set er det passende med masser af fine rangler, sutter og søde dyr i pynten. Derudover skal du naturligvis gerne undgå mørke og dystre farver og i stedet gå efter pastelfarver som lys lilla, gul, mintfarvet og lyseblå. På den måde bliver det fint og babyvenligt, hvad end det er en pige eller en dreng.

Lav en lækker menu

Et babyshower kan godt vare et stykke tid, så der skal typisk også gerne serveres noget mad. Du kan enten vælge at invitere til decideret frokost eller eftermiddagskaffe, hvorved der skal laves en reel menu. Ellers kan du også nøjes med at invitere til snacks og små lækkerier – det kommer lidt an på dit temperament, hvor længe, du tænker, arrangementet skal vare, og om du eller I, der står bag, har tid til at skulle diske op med det helt store eller ej.

Uanset hvad du vælger, kan du med fordel også sørge for at holde maden i den fine babystil. Således kan du eksempelvis lave småkager, der er formet som rangler og sutter, eller du kan pynte muffins med glasur i pastelfarver og med glimmerkugler på. Hvis du har tid og overskud til det, kan du med fordel lade maden matche pynten, så der er en rød tråd gennem det hele.

Står du med planlægningen selv, kan du naturligvis også få hjælp til madlavning af nogle af de andre gæster. Der er sandsynligvis en kommende bedstemor, der gerne vil bage nogle boller eller trylle en lagkage frem, og på den måde kan I altså fordele arbejdsopgaverne imellem jer, så du ikke nødvendigvis behøver at stå med både invitationer, mad og pynt helt selv. Hellere fordele opgaverne lidt, så I sammen kan skabe den absolut bedste dag for den gravide.

Netop fordi det er et babyshower, skal du også overveje, om der skal serveres alkohol. Den gravide har naturligvis efterhånden vænnet sig til at undgå vin og øl, og i og med at det er hendes fest, er det også meget normalt ganske enkelt at undlade alkoholiske drikke i menuen. Det må være op til dig som arrangør at afgøre, og det kan naturligvis også komme lidt af sig selv afhængigt af tidspunktet for festen, og hvordan dagens program ser ud.

Det perfekte babyshower

At holde babyshower er stadig en meget ny tradition herhjemme i Danmark, og det betyder også, at der endnu ikke er særlig mange traditioner forbundet med netop denne fest. Hvis vi kigger mod USA, som står bag denne babyfest, hedder det sig, at der kun skal være kvinder inviteret, og at det skal holdes, uden at moderen på forhånd ved noget om det. Hvis dette giver mening og kan lade sig gøre i det specifikke tilfælde, kan du naturligvis lige så godt holde dig til disse ”regler”, men ellers sker der selvfølgelig heller ikke noget ved at lave lidt om på dem.

Det vigtigste er, at den gravide får en god dag, og hvis hun eksempelvis ikke er glad for overraskelser, vil hun nok ikke sætte særlig meget pris på et surpriseparty. Så fortæl hende hellere om planerne, så hun kan gå og glæde sig i stedet for lige pludselig at blive overvældet af en masse mennesker.

Desuden kan det være, at hun vil sætte pris på at have faderen, hendes egen far eller hendes bror med, og så skal de naturligvis bare inviteres, selvom det teknisk set går imod traditionen. Det gode ved, at det er så nyt et fænomen, er netop, at man kan tilpasse det akkurat, som det passer en selv, så man er sikker på, at man får arrangeret en dag, som vil falde i god jord hos den vordende mor.

Gaverne er umiskendeligt en stor del af denne fejring af det nye liv, og derfor bliver der også brugt en del tid på dette, men derudover skal der også gerne planlægges nogle andre aktiviteter. Der er masser af forskellige muligheder, og du kan planlægge lige akkurat så mange eller så få lege og aktiviteter, som du finder passende. Er moderen meget socialt anlagt, kan hun måske godt holde til en hel dag fuld af sjov med veninderne, men er hun i forvejen ved at være godt udkørt ovenpå graviditeten, er det nok bedre at holde programmet til et par timer, som I så kan nyde, hvorefter hun kan komme hjem og slappe af og kigge på alle de fine gaver.

Der er altså i bund og grund frit valg på alle hylder – det handler bare om at skabe en dag, som den kommende mor vil elske. Om det betyder masser af aktiviteter og middag med tre retter mad, eller det betyder et mindre selskab til eftermiddagskaffe og et par timers hygge og snak, ved du bedst. Så længe du har den gravides temperament, energiniveau og personlighed for øje, skal du nok få arrangeret en dag, hun vil glæde sig over i lang tid frem.

Del artiklen på: