Vælg en side
Del artiklen på:

Fællessange kan være noget af det mest fantastiske, du kan pryde en begivenhed eller komsammen med. Fællessang kan gøre noget helt specielt ved en stemning, hvis der bliver valgt de rigtige sang. Dine gode intentioner kan nemlig også falde helt til jorden, hvis du vælger den forkerte fællessang til det forkerte publikum til den forkerte begivenhed. Det kan derfor være svært at vælge den rette fællessang, der skaber den helt rigtige hyggelige stemning, som var intentionen til at starte med.

I dette indlæg hjælper vi dig godt på vej til at få succes med at introducere en fællessang til sammenkomster af forskellig art.

Derfor skal du have fællessange til din fest

Fællessang kan være mange forskellige ting. Holder du en fest, hvor der er sørget for et band, kan det være en sang, de spiller, hvor hele selskabet synger med. Det kan også være en fest uden band, hvor gæsterne har sørget for en sang til den eller dem, der fejres. Du kan også opleve fællessang omkring et bål på stranden en varm sommeraften.

Fællessang kan være rigtig mange ting, men fælles for dem alle er, at man synger en sang i fællesskab. Det er med til at skabe hygge og nærvær. Du vil opleve en helt unik stemning, når man samles om en sang. Vi forstår godt, hvis du går med tanken om at introducere en fællessang til en kommende begivenhed eller komsammen.

Inden du vælger den første og den bedste fællessang, du falder over, er der dog flere fælder, du skal komme udenom, hvis dit indslag skal blive en succes. Du skal dog ikke opleve det som kompliceret eller svært at finde den rette fællessang. Det kan nemt lade sig gøre. Der kan blot være forskellige ting, man lige skal have med i baghovedet, inden man kaster sig hovedløst ud i det.

Gode fællessange til en fest eller begivenhed

De fleste begivenheder inviterer nærmest til, at der må være fællessang. Fællessangen er med til at tage stemningen til et helt nyt niveau, og I vil ofte opleve, at I kommer hinanden mere ved, når der synges til for at skråle løs i fællesskab. Det er dog vigtigt, at man får valgt den rette sang til den enkelte begivenhed. Det er meget forskelligt, hvilke sange der passer til forskellige selskaber. Det handler derfor om nøje at udvælge en sang, der passer til publikummet. Vi giver her nogle gode råd og forslag til fællessange til en fest eller en fejring af noget.

Fællessange til brylluppet

Skal der holdes bryllup, og er du ikke så meget til at skulle holde tale, er en sang, man kan synge sammen et rigtig godt alternativ. Vælger du en velkendt sang, skal du vælge en, der passer til brudeparret. Den skal på en eller anden måde relatere til dem. Det kan være, de begge to er helt vilde med Thomas Helmig. Der vil en sang med ham selvfølgelig være et oplagt valg. Husk dog at tænke over teksten i sangen. Den skal helst være relevant for et bryllup. Er det Thomas Helmig, du går efter, skal du nok gå langt uden om sange som ”Nu hvor du har brændt mig af” og ”Det er mig, der står herude og banker på”. Det får pludselig en helt forkert klang til et bryllup.

Et bedre alternativ ville i stedet være ”Den jeg elsker, elsker jeg”, hvis det var Thomas Helmig-genren, vi befandt os i. Uanset hvilken kunstner du ender med at gå efter, er det vigtigt, at du nøje overvejer sangvalget. Det skal give mening i forhold til, at den skal synges til et bryllup. Overordnet skal du gå efter sange med kærlighed og nærvær. Det siger jo nærmest sig selv. Husk dog at styre uden om sange omhandlende ulykkelig kærlighed. Det kan skabe en yderst akavet stemning til et bryllup.

Forslag til fællessange til et bryllup:
• News – ”Du er”
• Ronan Keating – ”When you say nothing at all”
• Barry White – “You are the first, my last, my everything”
• Bryan Adams – “(Everything I do) I do it for you”
• Anne Linnet og Thomas Helmig – “Ingen anden drøm”

Fællessange til fødselsdagen

Er du blevet inviteret til en fødselsdag, hvor det skal fejres med en større fest, er dette et perfekt sted at introducere en fællessang. Det kan give en fantastisk feststemning, og du vil sammen med de andre gæster give fødselaren en fantastisk oplevelse ved at fejre vedkommende med en sang specielt til ham/hende.

Når du skal vælge en fællessang til en fødselsdag, er det vigtigt at tage fødselarens alder med i overvejelserne. Der er stor forskel på, hvilke sange man er til som 30- og 70-årig. Prøv derfor at gå efter noget, der relaterer til deres alder. Til fødselsdage kan det være sjovt at vælge en sang, der er udgivet i fødselarens fødeår, som måske beskriver fødselaren meget godt. Derudover kan det også være, hvis fødselaren har et yndlingsnummer eller en yndlingskunstner. Der er rigtig mange muligheder til en rund fødselsdag. Det kræver derfor, at man går lidt i tænkeboks. Synes du, det er svært at finde en sang, der passer helt perfekt til fødselaren, kan du gå efter de mere traditionelle fødselsdagssange.

Forslag til fællessange til en fødselsdag:
• Tommy Seebach – ”Hip Hurra”
• Stevie Wonder – ”Happy birthday”
• Katy Perry – ”Birthday”
• 50 cent – ”In da club”

Fællessange til børnefødselsdagen

Børnefødselsdage er nu en helt speciel begivenhed. Her skal barnet være i centrum med en masse god mad og gode gaver. Her er en fællessang også en rigtig god idé. Det er lidt hyggeligt, og får man valgt den rigtige sang, vil børnene helt sikkert også gerne være med. Mange børn synes, der er noget over sang. Fødselsdagsbarnet vil helt sikkert elske at få en sang specielt til ham eller hende på sin fødselsdag. Synger hele selskabet med, er det en stor succes.

Er det en fødselsdag, er det selvfølgelig oplagt at synge en fødselsdagssang. De traditionelle fødselsdagssange fungerer jo bedst til børnefødselsdage. Det er derfor bare med at få skrålet igennem, når der er mulighed for det.

De traditionelle fødselsdagssange:
• ”I dag er det NAVN’s fødselsdag, hurra, hurra, hurra…”
• ”NAVN har fødselsdag, og det har han/hun jo, og det er i dag…”
• ”Happy birthday to you…”

En børnefødselsdag kan dog sagtens have andre former for fællessange end blot en fødselsdagssang. Der findes nemlig flere forskellige gode fællessange, der er specielt henvendt til børn. De kan være rigtig hyggelige at synge sammen. Det giver en god stemning, hvor både børn og voksne kan være med.

Forslag til gode fællessange til børn:
• ”Jeg er så glad for min cykel”
• ”Der sad to katte på et bord”
• ”Puf den magiske drage”
• ”Jeg er en glad lille cowboy”
• ”Se min kjole”

Hyggelige fællessange omkring et bål

Har I begivet jer ud omkring bålet på en strand eller i haven en varm sommeraften, er der intet, der slår stemningen, som hvis der spilles op til fællessang. Er der en, der har en guitar, mundharmonika eller et andet instrument, bliver det nærmest ikke bedre. Her kan du for alvor få stor glæde af en god fællessang, da den vil give hygge og nærvær, som er svær at sammenligne med noget andet. Her kan det næsten ikke gå galt med sangvalget. I skal blot kunne synge med. Mulighederne er mange, når det kommer til fællessange omkring et bål. Det ender dog ofte med at være sange, der er lidt mere nede på jorden. Dette kan skyldes, at disse sange er bedre til at fange stemningen.

Vi læner os tit op ad de velkendte danske fællessange. Man vil ofte opleve klassikere fra Kim Larsen og Shu-bi-dua, når der skal synges fællessange om et bål. Her kan de fleste være med, og her finder du flere numre, der har den velkendte, rolige tilgang. Eksempler er ”Langebro” med Kim Larsen og ”Hvalen Hvalborg” med Shu-bi-dua. De gode danske fællessange er nu hyggelige, men er man til de mere internationale sange, er der også en masse at vælge mellem.

Forslag til internationale sange omkring et bål:
• The Beatles – ”Let it be”
• Tracy Chapman – “Fast car”
• R.E.M. – “Everybody hurts”
• Oasis – “Wonderwall”
• Toto – “Africa”

Hvad med musikken til sangen?

Når der skal synges, kan det ofte være en fordel, at der er musik til. Det gør det nemmere at følge beatet, og folk har lettere ved at følge den samme takt. Det anbefales derfor, at man har en eller anden form for musik til sangen. Dette gælder både, når man er til en stor fest, hvor der skal synges en fællessang, eller hvis man sidder et par stykker omkring et bål.

Der er mange muligheder for musik. Kender du en, eller er du selv, en knag på et instrument, er det bare med at hive det frem. Levende musik med instrumenter tilføjer noget fantastisk til den gode stemning, der kommer med fællessang. Der findes jo alverdens former for instrumenter. De klassiske, når det kommer til fællessang, vil ofte være en guitar, et klaver eller et keyboard. Selvfølgelig kan andre former for instrumenter også sagtens gøre det.

Kan du ikke selv spille på et instrument, og kender du heller ikke nogen, der kan, kan det sagtens lade sig gøre uden. Man kan ofte finde den instrumentale udgave af en sang på internettet. På den måde får du ikke de originale instrumenter, men det er fællesskabet, der kommer til at stå for sangen. Er det ikke muligt at finde den instrumentale udgave, kan du sagtens nøjes med at have den originale sang i baggrunden. Det kan også være en hjælp til at få folk i gang med at synge på det rigtige tidspunkt.

Er der absolut ingen mulighed for instrumenter eller backup fra den originale udgave på internettet, er det bare med at give den fuld skrue uden musik til. Det er bestemt ikke noget, du skal lade dig skræmme af. Husk på, at det skal være hyggeligt og nede på jorden at synge en sang sammen.

Fællesskål og -sang

Vi har sikkert alle sammen hørt dem før. Fællessange, der ender med en fællesskål. Disse synges ofte for at løsne lidt op i stemningen og skabe et fællesskab, der ender i en fællesskål. Det er en god måde at få skålet med sidemanden og ham, der sidder overfor dig, som du ikke rigtig kender. For at en fællessang med fællesskål skal være en succes, skal det helst være en sang, de fleste i selskabet kender. Er man den eneste, der kender den, kan det være ufattelig svært at få hele selskabet med.

Det gør ikke noget, at der er nogen af gæsterne, der ikke kender sangen. Det er en god måde at komme i snak på, hvis man skal lære dem, hvordan sangen går. Derudover får man jo skålet en del sammen, hvilket er med til at give en god stemning. Der er derfor noget yderst selskabeligt over en fællessang, der ender med en fællesskål. Fællesskåle kan både være unikke eller allerede kendte sange, der er lavet om på for at ende med en fællesskål.

Forslag til fællessange med fællesskål:
• ”Vi skåler for vore venner, og dem som vi kender…”
• ”Der’ ingen bånd, der binder mig, og ingen drikker øl som jeg…”
• ”Haps, haps, haps, nu skal vi ha’ snaps”
• ”Vi sejler op ad åen, vi sejler ned ad igen…”
• ”Da hønsehuset brændte…”

Spring ud i en fællessang

Er du stadig i tvivl, om du skal springe ud i at starte en fællessang, er det bare med at tage springet. Er der stemning for det til festen, er det en fantastisk tilføjelse til selskabet. Mangler der lidt god stemning, er det en fantastisk løsning, hvor der bliver rusket lidt op i folk. Har du brugt lidt tid på at vælge den helt rette sang, vil det helt sikkert tage kegler. Vi lover dig for, at du vil elske det. Det vil de andre gæster helt sikkert også, hvis det er en fællessang til en fest. Spring ud i det og mærk, hvordan stemningen når nye højder med en rigtig god fællessang. God fornøjelse.

Del artiklen på: