Skal du til bryllup i den nærmeste fremtid? Og har du lyst til at glæde brudeparret med en personlig sang lige fra hjertet? I Danmark er det en god skik at medbringe en personlig sang til diverse fester, og især ved fejringen af et brudepar kan en hjemmelavet bryllupssang være til stor glæde for hele selskabet. For selvom sangen blot er til selve brudeparret, vil alle gæsterne, især dig selv, få en uforglemmelig fest grundet den fine sang. Sangen vil gøre stemningen fantastisk festlig, og du vil få muligheden for at dele dine favoritminder og tanker om det skønne brudepar. Dog kan det være temmelig svært at få skrevet en helt perfekt sangtekst til bryllupssangen, idet teksten jo gerne skal passe til en fin melodi. Og hvad er lige en god melodi til et bryllup? Få svar på disse spørgsmål samt en række andre i dette indlæg, hvor du vil kunne lære at skrive en skøn og personlig bryllupssang til brudeparret.
Skriv alle idéer ned
Når du skal i gang med sangtekstprocessen, er det vigtigt, at du starter med at sætte dig stille og roligt ned for at skrive alle de idéer, du allerede har i hovedet ned i en notesbog. Hvis du ikke har stikord i forvejen, kan du begynde at tænke på bryllupsparrets personligheder. Tænk på forskellene mellem de to, men også på de ting, der skaber nærværet imellem dem. Sørg endelig for at sætte en positiv tone an, da du skal fejre bryllupsparrets kærlighed til hinanden. I forbindelse med alt skriveriet skal du endelig også huske at skrive alle de dejlige minder ned, som du har haft med brudeparret indtil nu. Her kan du endelig inddrage de hyggelige stunder, I har haft både derhjemme, men eventuelt også i udlandet, for at gøre sangen så personlig som mulig. Nævn også et par pinlige episoder, hvis du ved, at brudeparret kan tage lidt god humor. Humor er desuden en vigtig faktor at tage stilling til i sangskrivningsprocessen, idet en god portion humor i versenes linjer vil skabe store smil og grin, hvilket er med til at øge den festlige stemning.
Tag dig endelig god tid til at skrive alle dine idéer og notater ned omkring de forskellige personligheder og skønne oplevelser, som du har haft med brudeparret. Hvis du kun bruger en enkelt aften på denne proces, kan du nemlig komme til at glemme et dejligt minde, som med sikkerhed skal have sin plads i din personlige lejlighedssang til brylluppet. Husk også på at mange noter er bedre end få, da du hermed har masser at vælge imellem, når du skal i gang med at binde din tekst sammen til en sang.
Find den rette melodi
Når du har skrevet alle de skønne ting ned om parrets personligheder samt de fantastiske oplevelser, som du har haft med dem, er det på tide at finde en passende melodi til din bryllupssang. Her er der masser af gamle danske melodier, som du kan vælge imellem, og som har simple verser, der er forholdsvis lette at fylde ud med dine egne ord. Find ligeledes ud af forinden, om du har lyst til at fokusere på en smuk og rørende sang med kun få sjove indspark, eller om du hellere har lyst til et friskt beat, som har plads til diverse sjove minder og bemærkninger omkring begge partnere. Hælder du mest til den smukke og rørende sang, kan du kigge nærmere på melodierne ”Det er i dag et vejr”, ”Jeg ved en lærkerede” og ”Jeg er havren”. Disse sange egner sig til at dele adskillige smukke ord omkring brudeparret og deres kærlighed til hinanden, og der er god mulighed for at rykke rundt på indholdet, idet linjelængderne nogenlunde er lige lange i alle sangene.
Har du derimod mere lyst til at begive dig ud i en mere livlig og sjov sang til brudeparret, skal du undersøge melodier såsom ”Åh Susanne” og ”Jeg har min hest, jeg har min lasso”. Disse melodier vil skabe en sjov og festlig stemning, og de, der var ved at falde i søvn i støvlen efter den gode middag, vil pludselig også synge med i højt humør!
Uanset hvilken melodi du vælger, skal du dog være yderst opmærksom på, at næsten alle og enhver til brylluppet kender din valgte melodi godt nok til, at de kan synge med på alle dine fine vers. Hvis du ikke finder en kendt melodi, risikerer du en akavet stemning, og dette vil være en skam efter alt dit hårde slid med sangteksten.
Benyt dig af rim
Næsten alle de gamle danske sange, som bliver brugt til lejlighedssange, indeholder gode og sjove rim. Derfor skal du da også overføre disse herlige rim til din personlige bryllupssang til brudeparret. I forbindelse med de forskellige rim kan du både anvende de klassiske parrim, a-a, b-b eller de lidt mere udfordrende krydsrim, som går a-b, a-b. Ved at bruge rim i din sang kan du hurtigere finde ud af, hvordan du skal sammensætte din tekst, eftersom du arbejder med at skulle lave de forskellige sætninger ud fra nogle bestemte ord. Når du skal i gang med alt rimeriet, er det ligeledes en fremragende idé at skrive en god mængde nøgleord ned ud fra alle dine noter omkring brudeparret. Hermed får du et godt overblik over hvilke ord, der eventuelt kan rime med hinanden. Hvis du desuden har problemer med at få de nedskrevne ord til at rime, kan du lede efter synonymer til nogle af ordene for at skabe de perfekte rim.
Find inspiration på nettet
Under hele sangtekstprocessen kan du heldigvis også finde masser af god inspiration på nettet, når der opstår problemer. Rundt omkring på diverse hjemmesider finder du nemt inspiration til valg af melodier og kan udforske andres tekster for at finde sjove løsninger og smukke vendinger. Hermed bliver arbejdet med den personlige bryllupssang nemmere og sjovere, og du vil glæde dig fantastisk meget til at dele den skønne sang med brudeparret til bryllupsfesten.