Vælg en side
Del artiklen på:

Har du netop til opgave at skrive en lejlighedssang til din brors fødselsdag eller hans kobberbryllup? Mange synes, at det er passende at skrive en personlig sang til festens hovedperson/hovedpersoner. Og dette med god grund: sangen kan indeholde sjove minder, fortælle om personens skønne personlighed samt være et godt indslag for at skabe en munter stemning. Dog kan det for alle og enhver være svært at påbegynde sangskrivningen, da der er en række ting at tage stilling til. For eksempel er rim en god måde at skabe humor på, og samtidig er det et skønt redskab, idet du ud fra nogle bestemte ord hurtigere kan sætte et vers sammen.

Melodien til lejlighedssangen er endnu et punkt på dagsordenen, der med sikkerhed sagtens kan skænkes mange tanker, idet du her har til opgave at finde den perfekte melodi, som alle festens gæster kender og, ikke mindst, husker. Det er et kendetegn i det danske land at skrive en sangtekst, og derfor vil du i det følgende få en række gode tips og tricks til, hvordan du kan skrive en både sjov og rørende tekst om og til den næste fests hovedperson.

Brainstorm omkring indhold

Inden du sætter dig ned og finder den bedste melodi til din lejlighedssang, er det vigtigt først at holde en brainstorm session, så du kan komme af med alle dine idéer og tanker angående sangteksten. Hvis teksten henvender sig til bryllupsparret, kan du notere sjove oplevelser ned, som du har haft sammen med parret, samt hvordan parrets forskellige personligheder ses. Er sangen til din mors 80-års fødselsdag, kan du ligeledes tænke på de dejlige minder, I har haft igennem tiden, men også udtrykke din værdsættelse over for hende i sangens tekst. Vælg ligeledes om sangen mest skal få folk til at grine eller blot være meget personlig og rørende – hermed har du nemmere ved at finde en god melodi, efter sangskrivningen er ovre. Tag dig desuden god tid til brainstorming mødet med dig selv, idet du ved at stresse over indholdet ikke husker at få de bedste minder og oplevelser med i teksten. Hermed er det en god idé at starte sangtekstskrivningen flere uger før festen, så du har fornuftigt med tid til at skabe den perfekte, personlige sang til ham/hende, du holder af.

Melodien til lejlighedssangen

Efter du har fået noteret alt det ned om hovedpersonen/personerne, som du gerne vil dele med alle gæsterne, er det tid til at finde sangbogen frem for at finde en passende melodi. Tænk her tilbage på sangtekstens indhold, så du ikke vælger en sjov og munter melodi, hvis din tekst bærer præg af rørende ord og anekdoter. Der er ligeledes stor forskel på, om du skal til en konfirmation eller en rund fødselsdag hos din farfar, idet stemningen er anderledes ved de to begivenheder.

Angående valg af melodi til konfirmationssangen, er det en god idé at vælge en gammeldags dansk klassiker såsom ”I en kælder sort som kul” eller ”Se den lille kattekilling”. Disse melodier kendes af både store og små, så alle med garanti vil kunne synge med på din fine personlige sang. En melodi du derimod ikke skal overveje at tage med til konfirmationsfesten er ”Jeg er havren”, som faktisk, uheldigvis, er en af de mest populære melodier til konfirmationsfester. Selvom denne melodi har et dejligt tempo til en god sangtekst, kender mange unge ikke til sangen, og du vil derfor risikere, at det blot er de ældre, der vil synge med og få glæde af sangen.

Hvis du skal finde en melodi til din farfars fødselsdag, kan du vælge melodier såsom ”Jeg ved en lærkerede” eller ”Jeg en gård mig bygge vil”, der begge har et godt tempo og vers med behagelige længder, som ikke vil være svære at fylde ud med muntre historier og herlige minder. Har du lyst til at skabe en mere livlig stemning, kan du overveje melodien til ”Fra Engeland til Skotland”, som lægger op til sjove pinlige historier og underholdende personlige beskrivelser.

Byder dagen på kobber-, sølv- eller guldbryllup, er melodien ”Kærligheden brænder” af Fede Finn og Funny Boyz et oplagt valg, når parret skal fejres med en sjov og munter melodi. Hele selskabet vil desuden med garanti komme i den rette feststemning med denne melodi. Dog skal du huske, at dit indhold også skal være passende muntert, og du vil få en udfordrende, men sjov øvelse i at fylde versene ud grundet sangens temmelig hurtige tempo.

Skal melodien til din lejlighedssang spilles af en musiker? Hos Eventzonen finder du et bredt udvalg af festmusikere – Se mere her >>

Rim så meget, som du kan

Når du har fundet den perfekte melodi, er det på tide at binde din tekst sammen til en sang. Her skal du være forberedt på en del arbejdstimer, idet du højest sandsynligt vil møde udfordringer i form af drillende ord, der bare ikke vil passe ind i sangens forskellige vers. Men – et trick til at få ordene til at flyde og skabe skønne vers er at bruge rim i lange baner. Vælg den type af rim, som fremgår af melodiens oprindelige tekst, hvad enten det er den klassiske parrim eller den mere udfordrende form, krydsrim, som også findes i mange af melodiernes oprindelige sangtekster. Ved at have rim med i din lejlighedssang vil du kunne skabe en munter og herlig stemning, men samtidig også have lettere ved at sætte teksten sammen, idet du nu ved, hvordan mange af sætningerne skal afsluttes. Hermed vil du komme til at arbejde bagfra, da sætningernes afsluttende ord skal komme til at rime med hinanden.

En god måde at starte på, når du skal i gang med rimearbejdet, er at skrive en lang række af ord ned fra dine noter omkring sangtekstens indhold. Dermed får du et godt overblik over, hvilke af ordene der eventuelt rimer på hinanden, samt hvilke ord du kan finde synonymer til, så rimene kan opstå. Hvis du får problemer med de mange rim og generelt sammensætningen af teksten, skal du ikke være bange for at lege med ordene og skabe sjove forkortelser. Disse ændringer vil blot skabe dejlige grin og godt humør, så festens stemning vil emme af godt selskab.

God arbejdslyst med din egen personlige og muntre tekst til den næste fests lejlighedssang!

Del artiklen på: