12 1/2 år efter, at det glade og forventningsfulde brudepar har sagt ja til hinanden, er det tid til at holde kobberbryllup. Her i landet har vi mange traditioner samt skrevne og uskrevne regler, når det kommer til de store milepæle som kobberbryllup, sølvbryllup, guldbryllup og så fremdeles, og er du i familie med eller ven til et kommende kobberbryllupspar, kan du med fordel læse med her. Her finder du nemlig en grundig gennemgang af alt, som har med kobberbryllupssange at gøre; hvad end det er om morgenen eller til festen, hjemmeskrevne sange eller lånte klassikere. Find inspiration til, hvordan du får skrevet en god sang til kobberbrylluppet, hvordan du kan hente hjælp, hvilke viser og salmer der er velegnede, hvilke melodier du kan skrive din egen festsang på, og hvilke alternativer der er, hvis du ikke er så meget til det med sange.
Danske traditioner er musiktraditioner
En stor del af de helt gængse, danske traditioner er hængt op på sange. Sange, som synges til forskellige anledninger, i forskellige sammenhænge og på forskellige måder – men alligevel altid med de samme kendetegn, der gør, at vi alle kan synge med. Salmer, sange fra Højskolesangbogen, gamle danske hits og andre klassikere. Der er mange af dem, og nogle af dem hører særligt til begivenheder og højtider som eksempelvis jul, Sankt Hans, bryllupper, begravelser og kobberbryllupper. Har du ikke altid helt styr på, hvornår man synger hvilke sange, skal du ikke være flov. Skal du dog være en del af planlægningen af en kommende kobberbryllupsfest, kan det være en rigtig god idé at være bare en lille smule opdateret på, hvilke sange der hører til hvor.
Om morgenen på kobberbryllupsdagen
Alle dem, som allerede har prøvet at være en del af morgensang eksempelvis til et kobberbryllup, ved, hvor specielt det er, og hvilken helt særlig stemning der normalt opstår. Typisk mødes gæsterne et sted lidt væk fra kobberbryllupsparrets hus eller lejlighed og følges derefter hen til hjemmet. Nogle har sørget for at sætte en smuk æresport op, så man ikke er i tvivl om, hvor parret bor. Ofte er en hornmusikant også med, som spændt står og venter på at komme i gang med morgensangen og med vækningen af parret. Ofte slås tonen an enten med ”I Østen Stiger Solen Op” eller ”Det Er Så Yndigt At Følges Ad”, og efter de første strofer plejer kobberbryllupsparret at kigge (mere eller mindre) overrasket ud af vinduet. Mens de fremmødte synger videre, kommer parret igen til syne, denne gang i hoveddøren, så de – når sangene er færdige – kan invitere gæsterne på morgenmad. Er man en del af den flok, som sammensætter sanghæftet til denne hyggelige morgensang, må man endelig ikke glemme ”Katinka, Katinka”, der med sin ørehængende melodi er helt perfekt til formålet. Et eksempel på første strofe kan være: Så tidligt på dagen herude vi står / mon døren bli’r åbnet en kende / På kobberbryllupsdagen, som fejres i år / jeres gæstfrihed er uden ende / Vi er troppet op, både store og små / nu dynen til side – af senge I må / Så X og Y luk nu vinduet op / for I må for folket jer vise!
Der er noget helt særligt ved at synge om kap med en hornmusikant og en flok ligesindede sådan en tidlig morgenstund, og en del af denne særlige oplevelse er uden tvivl sangene. Selvom langt de færreste af os lytter til salmer som ”I Østen Stiger Solen Op”, udover når vi er i kirke eller til festlige anledninger som eksempelvis et kobberbryllup, så fremkalder salmerne en helt særlig følelse i os, når vi så synger dem – en blanding af stolthed af landets sangtraditioner og af gode minder.
Kobberbryllupssange til festen
Nu er det ikke alle kobberbryllupspar, som holder en fest, men hvis de gør, plejer sangene til kobberbrylluppet også at fylde en hel del her. Når det kommer til festen og den mængde sange og taler, som man påtænker at høvle afsted mod hovedpersonerne, skal man kende sit brudepar. Og så skal man selvfølgelig udnytte den viden, man har. Skal du fejre et par, som, du ved, ikke er så meget til opmærksomhed i form af taler og sange, bør dette holdes på et minimum. Det er trods alt deres dag. Har du derimod med et brudepar at gøre, som elsker sange og taler, og som selv flittigt forfatter lejlighedssange og deslige, skal man endelig give den gas – uanset om det er hjemmeskrevne sange eller gamle klassikere.
I den følgende gennemgang skelnes der mellem tre typer af sange og musik til kobberbryllupsfesten, nemlig klassikerne, de hjemmeskrevne lejlighedssange og den stemningsskabende baggrundsmusik. De forskellige kategorier kan noget forskelligt hver især, og om man holder sig til det ene, mixer og matcher eller helt klarer sig uden musik, afhænger helt og holdent af parrets ønsker og traditioner.
Klassikere
Vælger man som gæst til en kobberbryllupsfest, at man skal synge salmer eller andre klassiske sange eller viser, kan det give en rigtig god stemning, hvis det er sange, som går igen fra parrets bryllup. Selvom det er 12 1/2 år siden, vil parret godt kunne huske det, og genhørets glæde kan være større, end man lige går og regner med. Kender du som gæst til en anden vise eller salme, som parret har et særligt forhold til, kan denne også vælges. En god tommelfingerregel er altid, at sange, der skal synges i fællesskab og i mange tilfælde helt uden musik, skal være kendte. Igen – det er så ærgerligt at hakke sig igennem en god sang, fordi gæsterne ikke kender melodien.
Har parret en forkærlighed for Kim Larsen, TV2, Elton John, eller hvem det nu må være, kan man sagtens lykkes med en omgang fællessang af dem.
Gode forslag til bryllupssalmer og -viser til festen kan være følgende. Nogle er gode til hele året, mens andre er årstidssalmer:
.
- Op, al den ting, som Gud har gjort
- I blev skabt som mand og kvinde
- Nu falmer skoven trindt om land
- Det dufter lysegrønt af græs
- Nu blomstertiden kommer
- Naturen holder pinsefest
I det hele taget er langt de fleste salmer gode til festlige anledninger som et kobberbryllup, udover dem som i høj grad forbindes med begravelser naturligvis.
Hjemmeskrevne lejlighedssange
Sange skrevet særligt til en given lejlighed er altid gode, sjove og til stor glæde for parret, som er i centrum. Går du den vej, er der nogle ting, som du med fordel kan huske og forholde dig til:
.
- Vælg en kendt melodi, så sangens fine budskab ikke drukner i gæsternes fumlende forsøg på at finde og holde melodien.
- Få så meget personlighed ind i sangen som overhovedet muligt – både i forhold til selve brudeparret og i forhold til sangskriverens forhold til brudeparret.
- Brug gerne minder fra brylluppet og parrets historie sammen som drivkraft til sangen.
- Husk at bruge mange henvisninger til selve dagen og milepælen, som I fejrer. På den måde kan parret finde sangen frem om mange år og huske tilbage på dagen og den anledning, som sangen var skrevet til.
- Inddrag alle de ting, som er særlige/smukke/misundelsesværdige/sjove ved parrets forhold og ægteskab.
- Brug i det hele taget al den viden, du overhovedet har om parret.
- Gør lidt grin med dem – hvis de er typerne, som kan tage det.
Vil du rigtig gerne underholde med en hjemmeskrevet sang, men har du måske ikke helt evnerne dertil? I så fald kan internettet i høj grad være behjælpeligt. Der er mange sider med store arkiver af festsange, som man enten kan lade sig inspirere af, eller som man helt kan kopiere ved at lave en kort række ændringer. Jo mere man skriver selv, jo mere personlig bliver sangen selvsagt. Men lidt sang er uden tvivl bedre end ingen sang.
En anden vej, som man kan gå, hvis man kommer til kort på sangskriverfronten, er at få hjælp af en professionel. Der findes nemlig dygtige sangskrivere, som gerne hjælper mennesker som dig, der gerne vil stille op med en rigtig god festsang, og som ikke vil gå på kompromis med personligheden eller kvaliteten i det hele taget. Vælger du denne måde, kan du typisk have så meget eller lidt medindflydelse, som du ønsker. Har du anekdoter, som skal med, kan du skrive dem ned og sende dem med. Har du særlige historier eller minder, der skal med, kan du gøre det samme. Ved du, at parret vil sætte pris på en helt særlig melodi, kan du også ønske det.
Gode melodier at skrive festsange på – der er melodier i forskellige tempi og med forskellige stemninger:
.
- Hammer hammer fedt
- Se den lille kattekilling
- Fra Engeland til Skotland
- I en kælder sort som kul
- Jeg en gård mig bygge vil
- Højt fra træets grønne top
- Jeg er en glad lille cowboy
- I en skov en hytte lå
- Jeg er havren
- Den lille frække Frederik
- Jeg har min hest, jeg har min lasso
Sådan kommer du fra A til B
Skriver du din egen sang til kobberbrylluppet, kan du her få en vejledning til, hvordan du bedst muligt kommer fra idé og gode intentioner til færdigt produkt:
.
- Brainstorm: Hvad skal der med i kobberbryllupssangen? Er der særlige begivenheder, oplevelser, citater, situationer eller lignende, som skal med i sangen? Er der noget særligt omkring parret og deres forhold, som fortjener at blive nævnt? Skriv så meget ned som muligt her, og hvis du kan, så forsøg at undgå at skrive dine tanker i stikord – jo mere komplette dine sætninger er, jo nemmere er det at få dem ind i en sang efterfølgende.
- Melodi: Beslut dig for en melodi – det er den, som hele sangen og sangens rytme står og falder på, og du kan ikke komme i gang med selve sangskriveriet, før du har fastlagt dig på en melodi. Brug eventuelt ovenstående liste som inspiration.
- Rim eller ej: Beslut dig for, om din sang skal rime eller ej – hvis ja, på hvilken måde skal den så rime? Den bedste form for lejlighedssang har kontinuitet, når det kommer til rimene. På den anden side kan det også være charmerende og sjovt, hvis konstruktionen af sætningerne og versene skifter undervejs. Det kan udstråle en positiv form for selvironi og give en udstråling af, at ”nej jeg skriver ikke sange til hverdag, og det er okay”.
- Test-syng: Når du har skelettet på plads, er det en rigtig god idé at prøvesynge sangen – helst ikke alene, da skribenten godt kan have stirret sig blind på sangen og ikke opfatte eventuelle mangler. Få en anden til at synge sangen igennem med dig og se, om melodien fungerer sammen med ordene, og om din sang egner sig til at blive sunget af flere.
- Ret: Brug ovenstående oplevelse som rettesnor for, hvor du skal sætte ind, og hvor der skal ændres lidt. Vær selvkritisk her – det er bedre at være det nu, end når sangen bliver sunget, og man kan høre, at enkelte passager alligevel ikke var helt gode.
Baggrundsmusik
Den tredje og sidste type af festmusik, der skal nævnes her, er baggrundsmusikken, og igen kommer det helt an på kobberbryllupsparret, festtypen og omgivelserne, hvad du skal gå efter. Et par gode muligheder kan være:
.
- Baggrundsmusikken, som kun beror på rolig musik fra piano, guitar eller deslige.
- En dygtig sanger(inde), der med et enkelt instrument og et roligt repertoire kan sætte en behagelig stemning, uden at musikken fylder alt for meget.
- Er det en festlig fest, du skal til, kan du også gå hele vejen med et partyband, men i det tilfælde er det nok en rigtig god idé at rådføre sig med brudeparret først; ønsker de, at musik skal fylde på den måde? Hvis ja, giv los. Et band, som har styr på parrets præferencer, formår i høj grad at sætte en festlig stemning og få gang i gæsterne. Der er jo ingen, der siger, at kobberbryllupsfesten ikke kan vare hele natten ligesom festen 12 1/2 år tidligere.
Det lavpraktiske
Næsten uanset hvordan man griber det med sangene an til en fest som et kobberbryllup, skal man printe sangene for at have dem i fysisk form, så gæsterne kan synge med. I det regi er der nogle ting, som er gode at huske, hvis man er den, som har printe-opgaven.
Layoutet tæller med
Forestil dig at være en del af kobberbryllupsparret og forestil dig så, at du sidder med to printede sange foran dig. På den ene side står sangtekst, titel og melodi, og på den anden er der udover det basale som tekst, melodi og titel også et par billeder af parret samt en overskrift, som klart og tydeligt forbinder sangen med anledningen. Der er ikke tvivl om, hvilken sang man helst vil have, vel? Der skal så lidt til, før en sang på et klassisk, hvidt A4-papir bliver meget mere personlig. Et par billeder og en overskrift a la ”I anledning af X og Y’s kobberbryllup den x/x/xxx”, så er man altså ret langt.
Print rigeligt
Når du først er i gang, kan du lige så godt printe rigeligt med eksemplarer. Både så du er helt sikker på, at der er én sang til alle gæster, men også så parret kan tage minimum ét eksemplar med hjem til gemmerne.
Det gode alternativ til sangen
Er du bare ikke en sang-type, men vil du alligevel gerne give parret et par ord med på vejen? Så gør det i taleform. Uanset længden på talen er det altid meget beundringsværdigt, når gæster til en fest stiller sig op og holder en tale for parret. Ved en tale har man – med mindre man er verdensmester i sangskriveri – en større fortællefrihed end i en sang, idet der ikke er noget, der hverken skal rime eller passe til en særlig melodi. I en tale har man frit slag, og de øvrige gæster får sig også en sangpause – der er sikkert rigeligt med sange, selvom du vælger at droppe din. En tale giver maksimal mulighed for personlighed og for at adressere parret direkte; ikke via alle gæsternes munde, men via din alene. Lad din tale handle om dit forhold til parret, din erindring om brylluppet, særlige begivenheder eller oplevelser, du har delt med parret – eller gør lige præcis det, du helst vil. Om din tale varer 3, 5 eller 15 minutter er i og for sig ligegyldigt. Det eneste, du måske skal overveje, er, at den ikke bliver alt for lang. Selvom den er smuk og sjov, kan for lange taler virke trættende for de øvrige gæster.
Se også: Sådan holder du den perfekte tale
Print din tale
Holder du en tale for et kobberbryllupspar, vil de sandsynligvis blive rigtig, rigtig glade, hvis du husker at printe et eksemplar til dem også. Der er noget helt unikt ved at få fremført en tale direkte og ansigt-til-ansigt, men der er bestemt også noget fedt ved at have talen på skrift, så man kan genlæse den, når man har lyst.
Til slut…
… skal du huske, at du er en førsteklasses kobberbryllupsgæst, idet du overhovedet overvejer at bidrage med et musikalsk element til den kommende fest. Der er ovenfor listet mange gode råd og rettesnore, men i sidste ende er det ofte tanken, der tæller. Kaster du dig ud i at skrive en sang, må du gøre det så godt, som du kan. Det værste, der kan ske, er, at du må guide gæsterne i, hvordan de skal synge sangen, og med det som ”worst case scenario” kan det ikke gå helt galt. Uanset hvordan du investerer tid i en sang, skal kobberbryllupsparret nok blive glade og værdsætte din indsats. Det er ingen skam at søge hjælp til sangen, ligesom det heller ikke er nogen skam at komme med en sang, som ikke helt rimer eller passer sammen.
Kom i gang, hav det sjovt og nyd festen. Og husk at kigge over på hovedpersonerne undervejs. De bliver glade.