Vælg en side
Del artiklen på:

Sidste skoledag er ofte en meget speciel dag for mange folkeskoleelever. Det er den sidste skoledag, inden de skal begynde at forberede sig på deres afsluttende eksaminer. Det betyder også, at de er ved at afslutte et kapitel i deres liv. Både i forhold til skole og læring, men også i forhold til en hverdag med gode klassekammerater. Efter folkeskolen spredes eleverne typisk i alle mulige forskellige retninger, hvis de skal videre på forskellige ungdomsuddannelser. Det er en milepæl, hvor eleverne pludselig skal gå fra at være barn til at være mere moden og ansvarlig.

Sidste skoledag er typisk en dag, der er præget af en masse forskellige traditioner. Det kan variere meget fra skole til skole eller fra årgang til årgang. Er du i tvivl om, hvad I skal lave til sidste skoledag på din skole, finder du her en masse gode idéer, der kan gøre dagen sjov og underholdende.

Planlæg en sjov sidste skoledag

Det er en god idé at få lagt en plan for sidste skoledag. Der kan ofte være flere forskellige aktiviteter, I skal igennem. Har I ikke planlagt, hvad der skal ske, kan det hurtigt blive en kaotisk dag, der ikke bliver så sjov som forventet. Det anbefales derfor, at I sætter jer ned og prøver at lave en plan for dagen.

Der er mange forskellige aktiviteter, I kan lave. I kan enten sætte jer sammen hele klassen og komme med forskellige idéer til, hvad I gerne vil lave sidste skoledag. Lav en fælles brainstorm, hvor I kan komme med forslag. Hvis I får startet i god tid, kan I have en kasse eller skål stående, hvor I løbende kan lægge sedler med gode idéer. De mange idéer kan I præsentere for klassen efter et par uger og derefter stemme om, hvilke I gerne vil lave på jeres sidste skoledag.

Bliver det for meget at skulle have hele klassen med ind over planlægningen, kan I sammensætte en gruppe, der skal stå for planlægningen. Det kan gøre det nemmere at få lavet noget produktivt. Uanset om hele klassen eller kun en gruppe planlægger dagen, vil det være en god idé at have en lærer med på råd. Han eller hun kan typisk komme med input til, hvorvidt idéerne kan lade sig gøre på jeres skole. Derudover kan læreren også have et par forslag, som I måske ikke selv var kommet på.

Hvad med budgettet for sidste skoledag?

Når I skal planlægge sidste skoledag, er det en god idé at have styr på budgettet, inden I får planlagt alt for vilde ting, der ikke kan lade sig gøre med jeres budget. Det er meget forskelligt, hvor meget skolen er villig til at bidrage med. Dette er endnu et argument for at tage en lærer med på råd. Det er nemlig noget, han eller hun helt sikkert kan hjælpe jer med at finde ud af.

Har skolen ikke stillet et særlig højt beløb til rådighed til jeres sidste skoledag, er der flere ting, I kan overveje. I kan fx undersøge, om I kan lave nogle ting selv fremfor at skulle købe dem. Derudover kan I diskutere i klassen, om I eller jeres forældre er villige til at bidrage med noget til dagen. I skal selvfølgelig gøre det, der er stemning for i jeres klasse.

Hvis I gerne vil have flere penge til jeres sidste skoledag, men der ikke er flertal for egenbetaling, kan I blive nødt til at tænke i andre baner. Der er mange klasser, der vælger at udføre en eller anden form for arbejde, hvor de kan tjene penge til deres sidste skoledag. Det er en idé, som også sagtens kan bruges, hvis I har brug for flere midler til at arrangere jeres sidste skoledag. Spørg jeres lærer eller forældre til råds. Det kan være, de kender en, der kan hjælpe jer.

Gør det til en hyggelig sidste fællesaktivitet

Sidste skoledag er en mulighed for at tage afsked med sine klassekammerater og lærere på en god måde. Aktiviteterne til sidste skoledag må derfor gerne være noget, I kan lave i fællesskab, og hvor I netop hylder jeres skoletid og de kammeratskaber, I har haft i løbet af de sidste 10 eller 11 år.

En fælles morgenmad vil være en god start på sidste skoledag. Det kan I gøre på skolen eller hjemme ved en af jeres klassekammerater, der har plads til at have jer alle. Når I har spist morgenmad, kan I sammen gøre alle de ting klar, der skal bruges i løbet af dagen. Det hele bliver lidt sjovere, når I er fælles om det, fremfor at det kun er et par stykker, der skal stå for det hele.

Blå bog som et godt minde om folkeskolen

Sidste skoledag er afslutningen på et kapitel i elevernes liv. Det kan være meget skræmmende at skulle videre i uddannelsessystemet uden sin vante klasse. Mange afgangsklasser fra folkeskolen vælger at lave en bog til minde om deres tid sammen.

I en blå bog bliver alle eleverne præsenteret. Det er en bog, man senere kan slå op i, hvis man har brug for at genopfriske gode minder. Det er meget forskelligt, hvad der står i en blå bog. Det kan være alt fra en beskrivelse af personens særlige karakteristika til sjove historier om vedkommende. I bestemmer helt selv, hvilke spørgsmål der skal svares på i jeres blå bog.

Gode idéer til kategorier i en blå bog:
.

  • Præsentation: Her beskrives vedkommende. Det kan være alt fra sjove egenskaber, interesser eller hvad det måtte være.
  • Rolle i klassen: Her beskrives, hvilken rolle vedkommende har i klassen. Det er især godt, hvis det uddybes, hvorfor er det lige netop den rolle. Det kan fx være klassens klovn, fordi du altid får hele klassen til at skraldgrine eller klassens klogeåge, fordi du altid kan svare på det, læreren spørger om.
  • Kærester/flirts: Her skriver du, hvem vedkommende har været kærester eller haft en flirt med gennem de seneste år af folkeskolen.
  • Brølere: Her beskriver du, hvad vedkommende har gjort af sjove, pinlige eller dumme ting.
  • Tre ting du ikke kan undvære på en øde ø: Her skal man gætte, hvad vedkommende på ingen måde kunne undvære, hvis de var strandet på en øde ø. Det kan fx være en computer, telefon, makeup, kæledyr osv.
  • Det bliver du i fremtiden: Her kan man gætte på, hvad vedkommende kommer til at lave i fremtiden. Her kan være fokus på familie, karriere eller interesser.

Det er altid en god idé at have et billede med af hver person i den blå bog. Hvis man nu på et tidspunkt i fremtiden kommer til at tænke på en person, man har gået i folkeskole med, men man kan ikke huske vedkommendes navn, er det rart at kunne kigge efter et billede.

Det er meget forskelligt, hvordan man vælger at lave den blå bog. I kan vælge at dele eleverne ind i grupper, der skal skrive blå bog om eleverne i en anden gruppe. I kan også vælge at lave det hele klassen samlet, hvor en elev skiftes til at gå udenfor døren, mens de andre skriver om vedkommende. De færreste vælger, at eleverne skal skrive om sig selv. Det er meget sjovere at læse om, hvordan de andre elever i klassen opfatter en. Derudover er det rigtig sjovt at læse i den blå bog flere år ud i fremtiden.

Det kræver muligvis en del tid at lave en blå bog. Det bedste er, hvis I kan have den klar til jeres sidste skoledag, hvor I kan bruge et øjeblik på at bladre igennem den sammen. Det vil helt sikkert give en masse gode grin.

Karameluddeling er meget traditionel for sidste skoledag

En tradition for sidste skoledag, der går langt tilbage, er uddeling af karameller. Der vil være skoler, hvor de ikke gør det længere, men det er dog på langt de fleste skoler stadig en tradition, der holdes fast i. Det går kort sagt ud på, at afgangseleverne går rundt og kaster karameller ind til de yngre klasser på skolen.

Traditionen med at kaste med karameller antages at være startet, fordi det var en sjov måde at blive i barndommen på lidt endnu. Dagen efter skulle man være voksen og ud at arbejde. Det er helt sikkert en tradition, som er værd at videreføre. Det er noget I og de andre klasser under jer vil finde yderst morsomt og underholdende.

Man kan typisk finde karameller på tilbud, når sidste skoledag er ved at nærme sig. Alternativt kan man tage til Tyskland og købe dem, hvis I bor forholdsvis tæt på grænsen. Sørg for at have rigeligt med karameller for at være sikker på, at der er nok til alle klasserne på skolen. Det er brandærgerligt at stå og mangle til de tre sidste klasser.

En god udklædning kan være rigtig underholdende

Et af de punkter, hvor der også er meget tradition forbundet, er udklædning til sidste skoledag. Det er igen en sjov måde at beholde lidt af det barnlige, mens I stadig har mulighed for det. Det sjoveste er helt sikkert, hvis I alle sammen er enige om, at I skal klæde jer ud til sidste skoledag.

I kan selv bestemme, om I vil have et bestemt tema, I klæder jer ud efter, eller om I selv vælger noget, I vil klæde jer ud som. Hvis I går med et tema er der en masse forskellige at vælge imellem. Kun fantasien sætter grænser.

Eksempler på temaer til kostumer kan være:
.

  • Bondegård
  • Science fiction
  • Håndværkere
  • Mit fremtidige jeg
  • Mad
  • Kendte
  • Osv.

Der er uendelige af muligheder. Det handler blot om at være kreativ.

Vælger I selv udklædningen, er der kun flere muligheder. Her kan du virkelig slå dig løs, da du ikke er begrænset af et bestemt tema. Hos pigerne er det blevet mere og mere populært at gå efter de frække kostumer til sidste skoledag. Dette kan skyldes, at det er en måde at bryde med den barnlige del af sit liv.

Afslutningen på folkeskolen indebærer ofte, at man på den ene eller anden måde skal videre i uddannelsessystemet. Det betyder, at man går en anden tid i møde, og allerede sidste skoledag prøver man at bryde med sin barndom. For voksne kan det være svært at forstå, da de mener, de unge mennesker sender forkerte signaler. Det er ofte forholdsvis uskyldigt, og det er ikke noget, man behøver at lægge så meget i. Den ene dag, bør det være helt i orden, at eleverne selv bestemmer, hvad de synes kunne være sjovt at klæde sig ud som.

Sådan finder du det rigtige kostume til sidste skoledag

Når du skal finde et kostume til sidste skoledag, kan du gribe det an på forskellige måder. Du kan vælge noget, der relaterer til dig og din personlighed. Du kan i stedet gå den modsatte vej og vælge noget, der bryder med din normale person. På sidste skoledag har du chancen for at opføre dig så tosset, som du vil, når det kommer til valg af kostume. Der er ikke nogen regler for, hvor skørt eller sjovt det må være. Hvis du gerne vil have, at dine kammerater bliver overraskede over dit kostume, skal du ikke fortælle dem, hvad du har tænkt dig at tage på. Det kan nemlig være sjovt at se dine venners reaktion på dit valg.

Sjove kostumer er altid et hit

Sidste skoledag skal være en sjov dag, hvor man hygger sig med sine klassekammerater. Der er også noget festligt ved at gå rundt på skolen og vise sit kostume frem. Hvis du får folk til at grine, er du sikker på, at din udklædning er et hit. Er du stadig i tvivl om, hvad du skal klædes ud som, kan du prøve at gå efter et sjovt kostume. Du vil helt sikkert blive lagt mærke til, hvis du går lidt utraditionelt til værks.

Skal du købe eller lave det selv?

Når du skal have et kostume til sidste skoledag, kan du enten vælge at lave det selv eller købe det færdigt. Den nemme løsning vil selvfølgelig være at købe et. Du kan dog risikere, at der er flere, der har valgt det samme kostume. Det vil være super ærgerligt, at I er to eller flere med fuldstændig det samme kostume. Det er sjovere med et kostume, kun du har på. Du kan derfor overveje at lave dit kostume selv.

Det kræver muligvis lidt ekstra kreativitet. En ting er, at du skal finde på, hvad du gerne vil være klædt ud som. En anden ting er, at du skal finde ud af, hvordan du laver dit kostume. Det kan være en smule udfordrende, men der findes flere forskellige guider i bøger og på nettet. Har du en mor eller anden familie, der er dygtig til at sy, kan I virkelig få lavet et godt kostume. De fleste kostumer kræver en eller anden form for syning. Derfor er det rart at kunne trække på lidt ekstra erfaring.

Når du laver dit eget kostume, kan det også spare dig penge. Det kommer dog meget an på, hvad dit kostume til sidste skoledag skal være. Det kan nemlig også blive lidt dyrere, hvis der skal anvendes en masse forskellige materialer. Det vil dog helt sikkert være det hele værd, da du er sikker på, at du får et helt unikt kostume, som ingen andre har.

Lav sjov underholdning til sidste skoledag

Udover at kaste med karameller er der mange andre aktiviteter, I kan lave på jeres sidste skoledag. Nogle skoler har tradition for bestemte aktiviteter, der laves på sidste skoledag. Andre steder er det eleverne selv, der bestemmer, hvad der skal ske på dagen.

Få et godt grin med fysiske aktiviteter
Når det kommer til de fysiske aktiviteter, er der mange, der vælger at spille fodbold mod lærerne. Det er et sjovt arrangement, hvor de andre elever kan komme og kigge på. Derudover får I som afgangselever mulighed for at tæve jeres lærere i en omgang fodbold.

Er I ikke til fodbold, kan I spille andre former for boldspil. Det kan være basketball, volleyball, rundbold eller noget helt fjerde. Det vil helt sikkert være sjovt at løbe rundt i sit kostume og prøve at vinde over lærerne. Er lærerne med på at klæde sig ud, bliver det kun endnu mere underholdende.

Skal der være lidt mere spænding ved de fysiske aktiviteter, kan I prøve at gøre sportsgrenen lidt mere udfordrende. Det kan fx være rundbold, hvor man to og to bliver bundet sammen. Det kan give en masse underholdning, hvis man ikke er enige om, hvilken retning man skal. En anden idé er fodbold, hvor man skal kigge gennem toiletrulle-briller. Det giver et begrænset synsfelt, der kan resultere i nogle sjove forsøg på mål i løbet af kampen. Vil I gerne gøre det sjovt, er det en god idé at tænke morsomme udfordringer eller forhindringer ind i en allerede kendt sportsgren.

Vilde vandlege
På flere skoler er der meget almindeligt, at afgangseleverne må sprøjte med vand på sidste skoledag. Det anbefales, at I spørger lærerne, hvor det er tilladt at sprøjte med vand, og hvor det ikke er. Det kan skabe nogle uheldige situationer, hvis der er elever, der ikke ønsker at være en del af vandkampen. Med særlige områder til vandkamp, kan dem, der vil være med nemt deltage.

Nomineringer som sjov underholdning
En anden form for underholdning er noget, I kan lave internt i klassen. Nomineringer foregår på den måde, at I laver nogle bestemte kategorier, hvor den enkelte kategori bliver tildelt en elev i klassen. Det er sjovest, hvis der minimum er én nominering til hver i klassen. Der er ærgerligt for den eller dem, der ikke får en nominering. Hvis der er rigeligt med nomineringer at dele ud af, er det en sjov fælles aktivitet.

Der er mange forskellige nomineringer, I kan benytte jer af. Gør dog meget ud af, at de bliver sjove og ikke for ondskabsfulde. Det skal derfor helst være positive ting.

Idéer til nomineringer kan være:
.

  • Klassens bedst klædte pige/dreng
  • Klassens klogeste pige/dreng
  • Klassens scoretrold
  • Klassens klodsmajor
  • Klassens elektroniknørd
  • Klassens sportsnørd
  • Klassens spasmager
  • Klassens trendsætter
  • Klassens modespecialist
  • Klassens sludrechatol
  • Klassens spørgejørgen

Fællesspisning er en hyggelig måde at komme videre fra skolen

Når I er færdig med diverse aktiviteter og underholdning på skolen, kan det være hyggeligt at fortsætte dagen sammen med klassekammeraterne. Det kan I gøre med hyggelig fællesspisning. Den kan foregå hjemme ved en i klassen, hvor nogle forældre evt. hjælper med at bikse noget mad sammen til jer. Vil I gerne, at det er lidt mere fancy, kan I også tage ud at spise sammen i en stor flok. Det kan være en del af at gå fra barn til voksen. Der findes flere forskellige steder, der sagtens kan have plads til hele jeres klasse.

Det kan selvfølgelig blive noget dyrere at skulle ud at spise end at gøre det hjemme privat. Det kan dog være muligt at få noget mængderabat eller en god pris, når I er så mange, der skal spise sammen. Her er det en god idé at være ude i god tid, hvis I vil være sikre på at finde en restaurant, der har plads til jer allesammen. Uanset, hvad I vælger, vil det helt sikkert være en hyggelig måde at fortsætte jeres sidste skoledag sammen.

Slut af med et brag af en fest

Jeres sidste skoledag skal være en festdag. Det er selvfølgelig noget, der skal fejres – også efter I er færdig på skolen. Langt de fleste klasser vælger at slutte dagen af med et brag af en fest. Det er en god måde at slutte folkeskolen af med dine klassekammerater. Det er de færreste hjem, der har plads til, at en eller flere klasser kan holde fest. Derfor er der flere, som vælger at leje et lokale til deres sidste skoledagsfest. Det kan fx være i et forsamlingshus.

Når I skal holde en fest, er det en god idé at have nogle voksne med til festen, der kan sørge for, at det hele går, som det skal. Er der alkohol indblandet, kan det hurtigt løbe af sporet, hvis der ikke er nogen, der kan træde til ved behov. Der er helt sikkert nogle forældre, der gerne vil hjælpe jer med at få en god fest ved at stå til rådighed, når det hele går løs.

Når I skal arrangere festen, er det en god idé at sætte klare rammer. Det gælder bl.a. tidspunkt for, hvornår festen starter og slutter. Det kan det også være i forhold til, om alle selv skal medbringe drikkevarer, eller man køber ind på forhånd. Det gør det også nemmere for forældrene at have et overblik over arrangementet. Derudover skal I selvfølgelig sørge for at have det sjovt og nyde jeres sidste skoledag med et brag af en sjov fest.

Et pænt farvel til lærerne

Når I har sidste skoledag, er det en anledning til at sige farvel til alle sine lærere. Jeres lærere har været en stor del af jeres barndom og læring, og flere oplever at få et nært forhold til deres lærere. Sidste skoledag er derfor en rigtig god mulighed for at sige pænt farvel til sine lærere. I kan selvfølgelig lave lidt sjov med det, men I kan også gøre det seriøst. En kombination er den bedste mellemvej, hvis I gerne vil have det hele.

Den sjove del af afskeden med lærerne
Når I skal lave en sjov afsked med lærerne, kan det være en del af jeres underholdning i løbet af jeres sidste skoledag. En sjov måde at tage afsked med lærerne på kan være at lave et show specielt til dem. Det kan fx være en form for revy, hvor I laver parodier af lærerne. Det handler selvfølgelig om at gøre det sjovt, uden det bliver for meget.

I kan prøve at fokusere på nogle af deres sjove karaktertræk og efterligne dem. Det vigtigste er, at I ikke bliver ubehagelige, når I skal lave parodier af lærerne. Tvivler I, om I er gået over stregen, er det en god idé at vende jeres idéer med jeres forældre. De vil hurtigt kunne sige, om det er sjovt eller for meget. Det vigtigste er, at I og lærerne synes, det er sjovt.

Den seriøse del af afskeden med lærerne
Det kan være sørgmodigt at skulle sige farvel til sine lærere. De har jo alligevel gjort en hel del for jer. De har sikkert været med til at gøre jer til dem, I er i dag. Det skal de selvfølgelig have at vide. Som tak for deres indsats kan det være en god idé at give jeres lærere en gave. Det behøver ikke at være noget stort og dyrt. En gave viser, at I som elever er taknemmelige for de lærere, I har haft. Det er måske ikke altid, I har syntes lige godt om dem, når de fx har givet jer lektier for. Husk dog på, at de har gjort det for jeres skyld – for at give jer et godt grundlag at komme videre i livet på.

Når I skal finde en gave til jeres lærere, vil de sikkert sætte stor pris på, at I har brugt tid på at vælge noget særligt til dem. Igen behøver det ikke at være noget voldsomt dyrt. Det vil helt sikkert betyde mere for dem, at I har brugt tid og kræfter på det, fremfor I har brugt en masse penge på noget useriøst.

Hvis I virkelig gerne vil tage kegler, laver I selv noget til lærerne. Det kan være et afskedsbrev eller -kort, hvor I alle sammen har skrevet en lille hilsen. Det er noget, der kan gøres billigt, men som I kan høste en masse point på. Det resulterer måske i en tåre eller to hos nogle af lærerne. Jeres lærere vil sikkert være sørgmodige over at skulle tage afsked med jer, da de jo har fulgt jer i mange år. En fællesgave fra jer på jeres sidste skoledag kan derfor være den perfekte afsked.

Del artiklen på: