Vi bruger rigtig meget af vores tid på at arbejde. Karriere fylder ofte mere og mere i vores liv, og vi tager vores arbejdsliv meget seriøst. Når man bruger så meget tid på sit arbejde, er det vigtigt, at man har et godt forhold til sine kolleger. Lange dage på kontoret er lidt mere overkommelige, hvis man har en god kommunikation med sine kolleger, og man forstår at arbejde godt sammen.
Er dette ikke helt noget, du kan nikke genkende til, er der måske behov, at I får styrket jeres sammenhold på arbejdspladsen. Er der lidt dårlig stemning på kontoret, eller snakker i aldrig sammen, er det nok på tide at få arbejdet med holdånden på arbejdspladsen. En god måde at forbedre sammenholdet og holdånden på en arbejdsplads kan være vha. teambuilding.
Teambuilding kan gøre en stor forskel for jeres samarbejdsevner, kommunikation og overordnede sammenhold. Det er derfor en rigtig god måde at styrke relationerne på arbejdspladsen. Vi giver her en masse gode råd og idéer til, hvordan teambuilding kan hjælpe jeres medarbejdere med at komme tættere på hinanden.
Hvad er teambuilding?
Helt konkret er teambuilding en måde at styrke sammenholdet mellem medarbejdere i en virksomhed. Det kan både være hele virksomheden, der skal have et bedre sammenhold, men det kan også være afdelinger eller mindre teams. Teambuilding bruges også andre steder end til virksomheder. Både skoler og studier benytter sig også af teambuilding i forskellig grad for at styrke sammenholdet mellem elever eller studerende.
Teambuilding kan være rigtig mange ting. Det kan være fysiske aktiviteter, øvelser, opgaver, lege eller noget helt andet, der alt sammen tjener formålet at styrke teamet. Det skal være med til at give et bedre sammenhold, hvor der er gode kommunikationsevner og samarbejdsevner.
Hvad kan du få ud af teambuilding?
Målet er at forbedre teamet. Det er ofte i forhold til, hvordan et team løser opgaver sammen, hvordan vi kommunikerer med hinanden – og det overordnede sammenhold i generel forstand. Har du en virksomhed, hvor der ikke er en særlig god relation imellem medarbejderne, har de svært ved at arbejde sammen og få løst opgaverne på den bedst mulige måde, og er kommunikationen nærmest ikkeeksisterende, kan teambuilding gøre en stor forskel.
Med teambuilding vil medarbejderne komme tættere på hinanden og opleve hinanden på et andet plan. Teambuilding med succes vil give en bedre arbejdsplads, hvor medarbejderne får et tættere forhold, hvilket gør, at de lettere kan arbejde sammen. Det bliver nemmere at løse opgaverne, og du vil opleve et team, der arbejder mere effektivt. Teambuilding kan derfor gøre en stor forskel på bundlinjen for din virksomhed.
Teambuilding kan gøres på mange måder
Der findes et hav af forskellige måder at udføre teambuilding på. Der er ikke nødvendigvis en måde, der er bedre end andre, men der er måske en måde, der passer bedre til din virksomhed fremfor andre. Det kommer ofte an på, hvad formålet er med at arrangere teambuilding. Er I dårlige til at kommunikere med hinanden? Halter samarbejdsevnerne? Er der meget individuelt arbejde, der gør, at medarbejderne ikke har nogen relation til hinanden som kolleger?
Der kan være mange forskellige incitamenter for at ville prøve teambuilding af. Det er derfor en god idé at sætte sig ned og tænke over, hvad det egentlig er, man gerne vil have ud af det her, når man går derfra igen. Ellers ender du måske med at gribe det helt forkert an, hvilket kan ende med, at du ikke opnåede det, du egentlig håbede på. Vi kommer her med gode forslag til teambuildingaktiviteter, øvelser, opgaver og meget mere, der kan gøre en forskel for dine medarbejdere.
Sjov teambuilding med øvelser der styrker sammenholdet
Vil man gerne skabe en tættere relation mellem sine medarbejdere, kan dette sagtens gøres på en sjov måde. Når der inkorporeres leg i teambuilding, vil mange faktisk opleve, at de får mere ud af det. Teambuilding kan gøres sjovt på mange forskellige måder. Det handler blot om at være lidt kreativ. Idéer til sjov teambuilding er ofte lege eller sportsaktiviteter af en art, hvor man kommer lidt ud af sin komfortzone. Det skal være udfordrende, men samtidig er det vigtigt at holde fast i de sjove elementer. Vi har samlet flere forskellige idéer til, hvordan du kan gøre teambuilding sjovt, samtidig med at det er lærerigt i forhold til at skulle arbejde sammen i teams.
Find din makker
Denne er en øvelse, der går ud på at skabe en bedre kommunikation mellem medarbejderne. Det er en fordel at være et lige antal til denne øvelse, da man hver især skal finde den, man passer sammen med. Find tape, papir og kuglepen frem. Derudover skal du have en liste med ting, der passer sammen. Eksempler kan være kniv og gaffel, pude og dyne, salt og peber osv. Hver person får et stykke papir med et ord på, fx salt. Vedkommende må ikke se det, men det skal i stedet klistres på ryggen af vedkommende.
Man går nu rundt imellem hinanden og gætter, hvad man selv har stående på ryggen, samtidig med at man skal have fundet den person, der har det ord, der passer sammen med ens eget. Man må stille alle de spørgsmål, man vil, men de andre, der er med i øvelsen, må kun svare ja og nej.
Når man har fundet den person, der har et ord, der passer til ens eget, skal de nu sætte sig sammen og finde på tre ord, deres to ting har til fælles. Øvelsen er færdig, når alle har gættet deres ord, har fundet deres match og har fundet på tre forskellige ord, de har til fælles.
Trivial Pursuit med et tvist
Denne øvelse kan også være med til at give en bedre kommunikation imellem medarbejderne. Derudover er det også en rigtig god måde at lære hinanden at kende på, på tværs af afdelinger. Øvelsen minder meget om spillet Trivial Pursuit. I skal blot lave spørgsmål, der passer til jeres virksomhed. Lav spørgsmål, der handler om sjove facts om virksomheden. Det kan fx være spørgsmål som, ”hvad hedder kantinedamen?”, ”hvor mange ansatte er der i virksomheden?”, ”hvem er den yngste i virksomheden?”, ”hvem er den ældste i virksomheden?” osv. Lav 20-50 spørgsmål alt efter, hvor længe I ønsker, at øvelsen skal tage.
I deles nu op i hold, hvor I kan konkurrere imod hinanden. Når man svarer rigtigt på et spørgsmål, giver det et point. Det hold med flest point vinder. Reglerne er rimelig simple, men I kan altid lave jeres egne regler, hvis det skal være mere spændende.
Tegning ryg mod ryg
Her er der igen en øvelse, der er perfekt til at effektivisere kommunikationsevnerne mellem medarbejderne. Her skal man også være lidt kreativ, hvilket kan gøre øvelsen rigtig sjov. Du skal bruge papir og noget at tegne med. Derudover skal der sørges for billeder af forskellige ting.
Gruppen deles ind i hold á to personer. De to personer skal sidde på hver sin stol med ryggen mod hinanden. Den ene får et billede, og den anden får papir og tegneredskab. Det gælder nu om, at den ene skal beskrive, hvad der er på billedet uden at afsløre, hvad det præcist er, mens den anden skal prøve at tegne det, der bliver beskrevet.
Når man er færdig, kan man bytte roller, hvor der nu bruges et nyt billede. Når I begge er færdige, kan I nu sammenligne billeder for at se, hvor godt det er gået. Dette er en rigtig sjov øvelse, der kan komme mange sjove tegninger ud af. Hvis man ønsker det, kan man også lave det til en konkurrence, hvor en dommer kårer det bedste billede.
Tårnet af spaghetti og skumfiduser
Denne øvelse byder på kreativitet og samarbejde. Øvelsen kan virke forholdsvis simpel, men når først man kommer i gang, kan det være sværere, end man lige tror. Til øvelsen skal du bruge en masse spaghetti og skumfiduser.
Personerne deles ind i hold. Det kan fx være to og to. Man kan sagtens være flere på hvert hold. Øvelsen kan derfor nemt tilpasses til forskelligt antal deltagere. Hvert hold får X antal minutter til at bygge det højeste tårn vha. af spaghetti og skumfiduser. Der er dog nogle regler for tårnet. Der skal være en skumfidus på toppen. Højden måles derfor fra den højest placerede skumfidus. Derudover skal tårnet kunne stå af sig selv i mindst 5 sekunder. Det betyder ingen hjælp fra hænder, vægge, stole, eller hvad man ellers kan finde. Det hold med det højeste tårn vinder.
Så vender vi kajakken
Denne øvelse er forholdsvis hurtig, men den kan være svær for nogle. Man skal sørge for at samarbejde og kommunikere med hinanden, for at den lykkes. Man kan være lige så mange deltagere til denne øvelse, som man vil. Deltagerne står på en række, hvor de alle sammen kigger i den samme retning. Man skal nu have bundet fødderne sammen. Hver deltager får en kop i hånden, der er fyldt helt op med vand.
Det gælder nu om, at alle deltagerne skal få vendt sig 180 grader om og spilde mindst muligt af vandet. Det kræver lidt koordination, samarbejde og kommunikation, hvis man ikke vil ende med at tabe alt sit vand. Den der har tabt mindst vand har vundet. Resultatet af denne leg kan sige meget om den enkelte deltager. Er koppen halvt fuld eller halvt tom?
Kluddermor
Denne er en velkendt leg, som mange børn finder yderst morsom. Den er dog også fremragende at bruge som teambuildingaktivitet, da den sætter deltagerne lidt på prøve. Der er dog lavet lidt justeringer ved denne version. Der skal ikke bruges rekvisitter til denne aktivitet.
Deltagerne stiller sig i en rundkreds med armene strakt frem foran sig. Alle deltagerne går nu på samme tid ind mod midten, indtil man ikke kan komme tættere sammen. Hver deltager tager nu fat i to forskellige hænder, der er dem nærmest. Nu gælder det om at blive viklet ud af hinanden. Dette kræver, at man samarbejder og kommunikerer med hinanden, ellers kan det ikke lykkes. Der er ikke som sådan nogen vinder af denne øvelse, hvis alle deltagere er med i legen. Man kan dog dele deltagerne op i to hold, hvor det hold, der først bliver filtret ud af hinanden, vinder.
Den vandrende ring
Denne øvelse handler i særdeleshed om at samarbejde. Alle deltagere skal have en tændstik, som placeres i munden. Deltagerne stiller sig nu på en række. De skal nu transportere en gardinring eller fingerring fra tændstik til tændstik, til den er kommet hele rækken igennem. Man må selvfølgelig ikke røre ringen med andet end tændstikken. Skulle man tabe ringen undervejs, skal man starte forfra med at få transporteret ringen igennem rækken.
Denne øvelse kan gøres med alle deltagere på et hold. Man kan dog også gøre det mere konkurrencepræget ved at dele deltagerne ind i to eller flere hold. Det hold, der først får tændstikken igennem hele rækken, vinder. Det giver lidt mere spænding til øvelsen, og man vil opleve at være mere presset, hvilket kan være mere virkelighedsnært for medarbejderne.
Øvelser der er perfekte til teambuilding
Når du skal arrangere et teambuildingevent med din virksomhed, er der mange forskellige øvelser, I kan benytte jer af. Har I nogle bestemte områder, hvor I synes, der kunne forbedres noget, vil det helt sikkert være en god idé at vælge øvelser inden for dette område. Det kan fx være, at man har problemer med kommunikationen på arbejdspladsen, at man ikke samarbejder så godt, eller at der kunne være en bedre relation imellem medarbejderne. Der findes specifikke øvelser til alle disse områder, som kan gøre en stor forskel fremadrettet. Vi giver her forskellige eksempler på øvelser, du kan få stor nytte ud af.
Sortering af ting i en firkant
Denne øvelse kan gøre kommunikationen bedre i en gruppe. Man skal i denne øvelse bruge nogle ting, der kan inddeles i fire kategorier. Det kan være bøger, legetøjsbiler, sko, æbler, eller hvad man ellers kan komme i tanke om. Der kan fx være fem ting i hver kategori. Man skal bruge en afmærket firkant, hvor tingene fordeles ud i helt tilfældigt. I denne øvelse kan der være 3 til 12 deltagere på hvert hold. Man bestemmer selv, hvor stor firkanten skal være, alt efter hvor mange deltagere, der er på hvert hold.
Alle deltagere på holdet skal nu stå i firkanten med bind for øjnene. Det gælder nu om at få samlet tingene i deres respektive kategorier i hver deres hjørne af firkanten. Man skal derfor være god til at kommunikere med hinanden for at være sikker på, man får samlet de rigtige ting i det rigtige hjørne.
Der skal være minimum to hold. Holdene prøver øvelsen på skift, hvor der bliver taget tid på, hvor lang tid det tager, før de har fuldført opgaven. Det hold, der er hurtigst, vinder.
Skab den rigtige form
Her er der igen tale om en øvelse, der skal gøre kommunikationen bedre imellem medarbejderne. Til denne øvelse skal der bruges et reb til hvert hold. Man bestemmer selv, hvor mange hold der skal være. Der skal bare minimum være to hold. Der skal være minimum fire deltagere på et hold. Alle deltagere på holdet får bind for øjnene.
Der bliver nu stillet forskellige opgaver, holdet skal løse. Opgaverne går ud på, at holdet skal danne en bestemt form med rebet med bind for øjnene. Eksempler på forme kan være en firkant, en cirkel, en trekant, et parallelogram osv. Det hold, der løser en opgave hurtigst, får et point. Det hold, der til sidst har flest point, har vundet.
Mål vandet rigtigt af
Denne øvelse er med til at øge samarbejdsevnerne mellem deltagerne i øvelsen. I denne øvelse får man stillet nogle opgaver, hvor der skal afmåles en bestemt mængde vand. Der skal være minimum to hold, hvor der er 3 til 9 deltagere på hvert hold. Til denne opgave skal der bruges en masse vand og spande i forskellige størrelser.
Hvert hold starter med at få tre spande, hvor der kan være henholdsvis 1 liter, 3 liter og 5 liter i. Der må ikke være nogen måleafmærkninger på spandene. Den første opgave er, at man skal have en spand med 2 liter vand. En dommer måler, hvor tæt eller langt fra, man er, hvilket tælles sammen i en samlet score pr. hold.
Sværhedsgraden øges nu, og holdene får nu hver tre spande, hvor der i stedet kan være 4 liter, 5 liter eller 8 liter vand i. Opgaveløsningen foregår som før, men det er nu blevet gjort sværere. Den næste opgave er, at man skal have en spand med 4 liter vand. Den sidste opgave er den sværeste. Her skal man først fremvise en spand med 1 liter vand. Dette afmåles, og man får spanden tilbage med samme mængde vand, som man afleverede. Dernæst skal man aflevere 2 liter vand. Sådan fortsætter man, indtil man når op på 8 liter vand. Afvigelsen tælles sammen for hver opgave. Det hold med den mindste afvigelse vinder.
Kast et reb op i luften
Denne øvelser er også en samarbejdsøvelse. Den lyder forholdsvis simpel, men den kræver en del samarbejde og koordinering, hvis det skal lykkes. Til denne øvelse skal der benyttes et reb til hvert hold. Rebets længde afhænger af, hvor mange deltagere der er på hvert hold. En tommelfingerregel er, at der skal være ca. 75 cm reb pr. deltager på holdet. Er man tre deltagere på et hold betyder det, at rebet skal være på ca. 225 cm. Et hold kan være på tre til seks deltagere. Rebet bindes sammen og holdet stiller sig ud i en rundkreds, mens alle holder fast i rebet.
Det gælder nu om at kaste rebet op i luften. Mens rebet er i luften, skal hele holdet rykke sammen i en mindre rundkreds, hvor rebet kan lande uden om hele holdet. Når rebet falder ned igen, må det ikke ramme nogen af deltagerne fra holdet. Det hold der først løser opgaven har vundet.
Det lyder forholdsvis nemt, men det kræver en del samarbejde at få kastet rebet op i luften. Alle skal være klar, og man skal have koordineret, at man alle sammen slipper rebet på samme tid for at være sikker på at det bliver kastet lige op i luften.
Sig det med et smil
Denne øvelse kan være med til at skabe en bedre relation imellem medarbejderne. Der kræves ikke meget til denne øvelse, men den kan kræve meget af deltagerne. Den er ikke en konkurrence, hvor der er en, der vinder. Dette er en ren og skær relationsskabende øvelse. Der skal helst være et lige antal deltagere med i øvelsen. Hver deltager får en blyant eller kuglepen. Denne skal placeres horisontalt imellem tænderne og må ikke røre læberne.
Det specielle ved denne stilling er, at man vil automatisk komme til at smile, selvom det dog er et lidt unaturligt smil. Øvelsen går nu ud på, at man to og to skal kigge hinanden i øjnene, mens man har blyanten eller kuglepennen imellem tænderne. Man vælger selv, om det skal være i 30 sekunder eller i et helt minut. Skift partner et par gange, men fokuser ikke så meget på, at man skal nå rundt til alle. Øvelsen skal ikke tage længere tid end 5 til 10 minutter i alt.
Det, at man skal kigge hinanden i øjnene, kan være svært for mange mennesker. Man skal kunne stole på hinanden, samtidig med at man skal have respekt for hinanden. Det kan derfor gøre rigtig meget for relationen mellem medarbejderne, at de tvinges til at se hinanden i øjnene. Når man tvinges til at smile, bliver man automatisk gladere, hvilket også smitter af på de andre deltagere. Dette er med til at forbedre relationen imellem medarbejderne.
Hvad har I til fælles?
Dette er også en relationsøvelse. Denne øvelse fungerer dog bedst til nye teams, hvor deltagerne ikke kender hinanden så godt. Der skal være et lige antal deltagere. Der er ikke behov for rekvisitter til denne øvelse. Deltagerne går sammen to og to.
Øvelsen går ud på, at hvert par har ét minut til at komme frem til flest mulige ting, de har til fælles. Man tæller antallet sammen, som bliver registreret af en dommer. Efter et minut skifter man partner, og man har nu igen ét minut til at finde flest mulige ting, man har til fælles. Det par, der ender med at have flest ting til fælles, har vundet.
Denne øvelse bliver sjovest, hvis man vælger ting, der ikke er så åbenlyse. At man begge er mænd og man begge har sko på, er ikke så kreativt. Få deltagerne til at åbne mere om op, hvem de er, og hvad de interesserer sig for. Det er sjovere at finde ting, der er til fælles, som fx at man begge går til badminton, eller man begge har en labrador derhjemme. Det er med til at skabe en bedre relation imellem deltagerne, da de lærer hinanden bedre at kende på et personligt plan.
Tag teambuilding med ud i naturen
Mange teambuildingøvelser kan laves indenfor. Vintermånederne eller en regnvejrsdag er derfor ikke en undskyldning for at få rystet teamet sammen. Man kan dog også sagtens lave en masse sjove og lærerige øvelser udendørs, hvis vejret er med jer, eller I ikke lader jer skræmme af lidt regn. Mange af medarbejderne vil måske sætte pris på at komme ud i lidt uvante omgivelser sammenlignet med kontoret, de sidder på. Der er mange forskellige teambuildingøvelser, der kan laves ude i naturen.
Et godt eksempel på teambuilding i naturen er et orienteringsløb. Der kan være arrangeret et løb med forskellige poster og opgaver, der skal løses i fællesskab. Det er en god måde at komme ud i naturen på, samtidig med at man skal løse forskellige opgaver sammen, hvilket kan styrke kommunikationen og samarbejdsevnerne imellem deltagerne.
Noget, der også er meget populært, er klatring. Her kan man få prøvet nogle grænser af, hvor man støtter hinanden igennem processen. Det kan være både udfordrende og lærerigt, hvor man bliver klogere på sig selv og sine medarbejdere eller kolleger i forhold til udfordringer.
En anden idé til teambuilding, der kan laves udendørs, er at bygge en bro, tømmerflåde eller noget andet lignende sammen. Her kan man sætte sine samarbejdsevner på prøve. Det er en sjov måde at udfordre deltagernes kreativitet og samarbejdsevner på, da det kræver en del af alle deltagere, hvis det skal lykkes.
Sociale arrangementer til at styrke teamet
Teambuilding kan jo bestå af rigtige mange ting. Det behøver ikke nødvendigvis at være opgaver, øvelser og specielle aktiviteter, for at I får et bedre sammenhold på jeres arbejdsplads. Sociale arrangementer kan også være en rigtig god måde at styrke sammenholdet på arbejdspladsen. Det gør meget, at man kan mødes uden for arbejdstiden og lave noget socialt sammen med sine kolleger. Man kan lave mange forskellige sociale arrangementer sammen. Det afhænger meget af, hvad I er til, og hvad I synes kunne være sjovt.
En måde at være social på, kan være ved at lave en middag sammen, eller hvor man skiftes til at være ansvarlig for aftensmaden til en komsammen. Der er noget hyggeligt over at lave mad sammen. Derudover kan god mad samle enhver forsamling. Teambuilding kan derfor sagtens bestå af madlavning sammen med sine kolleger.
En måde at lave teambuilding på med sociale arrangementer er ved at arrangere noget uden for arbejdstiden. Her kan man lave mange forskellige aktiviteter. Det kan fx være at arrangere en tur sammen i en forlystelsespark, spille minigolf, tage ud at bowle, tage på karaoke-bar, eller hvad I lige har lyst til. Mulighederne er mange, og det er kun fantasien, der sætter grænser.
Få hjælp fra en professionel
Er du leder i en virksomhed, og synes du, det virker uoverskueligt at skulle arrangere et teambuildingarrangement selv, kan du sagtens uddelegere det til nogen, der har mere forstand på det. Der findes en masse forskellige professionelle, der har helt styr på, hvordan et teambuildingevent skal afholdes.
Der findes både deciderede events eller kurser, du kan melde din virksomhed til, hvor I får arbejder med forskellige øvelser for at blive bedre til at samarbejde, kommunikere, skabe sammenhold, eller hvad jeres mål er for dagen måtte være. Ved at arrangere at dine medarbejdere kan komme til et teambuildingevent eller -kursus, kan dine medarbejdere blive klogere på, hvordan de bliver et bedre team, men også klogere på dem selv individuelt, og hvilken rolle de har i et team, og hvad der måske kan forbedres. Med professionel hjælp til teambuilding er du sikker på, det bliver gjort helt rigtigt.
Teambuilding kan sagtens gøres gratis
Selvom man kan ty til at vælge at få professionel hjælp, når der skal arrangeres teambuilding, er der også billige eller gratis muligheder. Det behøver ikke at koste en bondegård, og man kan sagtens få lige så stort udbytte ud af det, hvis man gør det selv, sammenlignet med hvis man får hjælp fra en professionel.
Man skal være opmærksom på, at det kræver lidt mere, når man skal arrangere det selv, hvis det skal være teambuildingaktiviteter, der er gratis. Du skal bruge noget tid på at undersøge, hvordan det skal gøres, og hvad du evt. skal skaffe af rekvisitter til teambuildingøvelserne. Det kan være en fordel at samle et lille teambuildingudvalg. På den måde er I flere til at hjælpes ad med at få det til at lykkes, og der er flere til at komme med gode idéer til, hvilke øvelser, aktiviteter eller opgaver der skal være en del af jeres teambuilding.
Mange af de forslag, der er i denne guide, kan man sagtens arrangere selv. Det er ikke alle øvelser, der kræver så mange rekvisitter. Ellers er de forholdsvis nemme at skaffe, uden det koster alt for meget. Du kan derfor snildt hoppe ud i at arrangere den næste teambuildingtur, der skal forbedre samarbejdsevnerne, kommunikationsevnerne eller sammenholdet imellem medarbejderne i din virksomhed. Det vil din arbejdsplads i sidste ende få stor gavn af.