”Kære XXX. I anledningen af min fødselsdag inviteres du hermed til min fødselsdag…”.
Ja, du kender sikkert til formuleringen, og mon ikke du igennem dit liv har modtaget en enkelt eller to af disse fødselsdagsinvitationer. Lad os lige starte med at slå fast, at der ikke som sådan er noget i vejen med sådanne ”standardiserede” skabeloner til fødselsdagsinvitationer. De lever skam i bedste velgående, fungerer ganske fint og gør lige præcis dét, de skal gøre: at invitere modtager til fødselsdagsfest og -fejring. Men meget mere gør de ikke. Vi kan vist godt blive enige om, at en sådan fødselsdagsinvitation ikke er den mest spændende, opsigtsvækkende og appellerende af slagsen – måske faktisk tværtimod. Fødselsdagen er en festlig og farverig begivenhed til glæde for de fleste, så hvorfor ikke også lade fødselsdagsinvitationen afspejle og understrege netop det?
Når det så er sagt, er det ikke helt underligt, at mange forfalder til de mere standardiserede og nemme løsninger, som vi kender og ikke skal bruge særlig meget tid og ret mange kræfter på at få smækket sammen. Fødselsdagsinvitationen er nemlig ofte en relativt overset del af fødselsdagsfejringen og -planlægningen, som generelt tenderer til at blive lidt nedprioriteret. Den anses mest som en praktisk foranstaltning, der bare skal være på plads og hurtigt skal klares eller overstås. Ikke desto mindre er fødselsdagsinvitationen en meget vigtig del af fødselsdagen, der tjener langt flere funktioner end bare at kommunikere ”save the date”-budskabet.
Derfor kan der være stor værdi i at gøre noget ekstra ud af din fødselsdagsinvitation, og faktisk kan du ved hjælp af få og simple tiltag, virkemidler samt en god portion idérigdom og kreativitet komme ret langt – for ikke at sige helt i mål – på meget kort tid.
Læs med her, hvor vi giver dig nogle skarpe tips, tricks og gode idéer til, hvordan du udformer den perfekte fødselsdagsinvitation, der passer til netop dig og din fest. Så uanset om du søger fødselsdagsinvitationer til børn, fødselsdagsinvitation til 40-års fejringen eller til noget helt tredje, kan du uden tvivl finde gode råd, som du kan bruge til din egen personlige indbydelse. Og vi lover dig, at det nok skal blive sjovere og mere spændende end ”Kære XXX”.
Rigtig god fornøjelse.
Brug fødselsdagsinvitationen til at kickstarte festlighederne
Hvornår starter en fødselsdagsfejring? Ja, altså det umiddelbare og oplagte svar ville selvfølgelig være om morgenen på selve dagen, når fødselaren vækkes på sengen med sang, gaver og morgenmad. Men faktisk kan man argumentere for, at fødselsdagen tager sin begyndelse meget tidligere i planlægningsfejringen – nemlig med selve fødselsdagsinvitationen.
Fødselsdagsinvitationen er der, hvor man får fastlagt, hvad dagen skal byde på, og hvordan festen skal forløbe, samt hvilke gæster der skal være med til at fejre på dagen. Du kan således opfatte udformningen af fødselsdagsinvitationen lidt som at ”tage forskud på glæderne”, hvor man kickstarter festlighederne ved at sætte rammerne for fødselsdagen. Dette kan samtidig være smart i forbindelse med fødselsdagsinvitationer til børn, da sådanne tidlige forberedelser kan være med til at forkorte den ellers ulidelige ventetid for de små, der som følge af forventningens glæde føler tiden som alenlang og langsommelig.
Så hvorfor vente, når du kan kickstarte fødselsdagsfejringen – med din eller dine børns fødselsdagsinvitation.
Fødselsdagsinvitation til børn, voksne – og barnlige sjæle
Der er rigtig mange forhold, der spiller ind på det endelige slutresultat, når du skal udtænke og udarbejde en fødselsdagsinvitationen. Én af de første og allervigtigste forhold er selvfølgelig, hvem indbydelsen formidles på vegne af – altså den konkrete fødselar.
Hvem fødselaren er, er retningsgivende for, hvordan invitationen skal udformes, og hvad og hvilken tekst til fødselsdagsinvitationen, der skal formuleres. Der er selvsagt stor forskel på, om det er en fødselsdagsinvitation til børn eller en 50-års fødselsdagsinvitation fra en far, mor, onkel eller tante.
Hvis vi først betragter fødselsdagsinvitationen til børn, så er det som regel den voksnes (typisk forældrene til barnet) ansvar at få skrevet indbydelsen på vegne af – eller ideelt set i tæt samarbejde med børnene. Det handler her for de voksne om at sætte sig ind i børnenes mindset og tankegang, så invitationen bliver serveret i øjenhøjde. Hvis det er en decideret børnefødselsdag, skal der ikke skrives til forældresegmentet, men derimod til de andre børn i børnehaven eller skolen.
Netop derfor kan der være stor værdi i at inddrage barnet aktivt i idéfasen, så de barnlige tanker og idéer får frit spil – og så du sikrer dig, at fødselsdagsinvitationen rent faktisk lever op til barnets egne ønsker og forventninger. Det er jo trods alt hans eller hendes fødselsdag.
Når det så er sagt, skal der selvfølgelig være lidt styr på sagerne, og de kreative idéer skal i et vist omfang tøjles, hvilket du som voksen må sørge for. Voksen/barn-samarbejdet garanterer på denne måde, at de nødvendige informationer kommer med, uden at det bliver for tørt, kedeligt og på kompromis af de kreative idéer.
Kigger vi derimod på fødselsdagsinvitationen til de voksne, vil de fleste nok ”forfalde” til at udforme en mere klassisk invitation, der ikke som sådan prioritere kreativiteten højest. Igen er der ikke noget galt med denne løsning, men vi vil gerne slå et slag for, at den ”barnlige sjæl” sniger sig ind i udarbejdelsen af din indbydelse. Du kan med fordel tænke lidt som barnet og gribe de sjove og lidt skæve idéer og vinkler som et friskt pust til standardinvitationen.
Hvem ville ikke synes om en invitation fra onklen eller tanten, som rent faktisk var udformet som en vaskeægte børnefødselsdagsinvitation. Og du kunne endda også vælge at gå hele vejen og gøre børnefødselsdagen til et tema for hele fødselsdagsfesten, hvilket i samspil med invitationen kunne skabe et helstøbt og gennemført koncept.
Tekst til fødselsdagsinvitationen – pak informationerne pænt ind
Et andet vigtigt punkt, du skal tage stilling til, når du giver dig i kast med indbydelsen, er selve teksten til fødselsdagsinvitationen. Det vil sige:
.
- Hvilke informationer, der skal prioriteres.
- Hvordan disse informationer skal præsenteres – både formidlingsmæssigt og rent visuelt.
Generelt set er det ganske indlysende, at tekstens konkrete udformning vil afhænge af det specifikke tilfælde og fødselaren. Ikke to indbydelser er helt identiske, og det er dybt individuelt, hvad man prioriterer og vægter med hensyn til tekstens indhold. Konsekvensen af dette er også, at der ikke foreligger nogen endegyldig opskrift på den ”rette” skabelon til fødselsdagsinvitationen. Uanset hvordan du vælger at gå til den, er det dit valg – og din fødselsdag.
Alligevel er der visse ”minimumskrav” til tekstens indhold, som er med til at definere fødselsdagsinvitationen overordnet set. Det drejer sig blandt andet om følgende informationer:
.
- Angivelse af dato og starttidspunkt for fødselsdagsfesten – og eventuelt øvrige tidspunkter for dagens forløb, hvis dette er aktuelt.
- Nøjagtig adresse for festlokationen.
- Information om fødselarens ønsker – eller en direkte henvisning til, hvor man kan finde ønskelisten.
- Øvrige praktiske oplysninger – eksempelvis om festens lokation (havefest, fest i telt, forsamlingshus), praktisk påklædning til lejligheden, eventuelle aktiviteter, et bestemt tema for festen eller lignende forhold.
Disse informationer kan let komme til at give fødselsdagsinvitationen et kedeligt og tørt udtryk, og derfor er det vigtigt at rammesætte dem med mere livlige og festlige tekstelementer. Indled med en glædesbetonet og personlig henvendelse til den pågældende gæst, og sæt den gode stemning for festen ved at beskrive alt det gode, som dagen vil byde på. Husk altid at understrege, at du glæder dig til at se netop den pågældende person – dét kan i den grad medvirke til at opbygge forventningsglæde hos ham eller hende. Det er desuden altid en god idé at afslutte med en rigtig kærlig hilsen, der underbygger den glade og gode stemning og tone i fødselsdagsinvitationen.
Det gælder altså populært sagt om at pakke de grundlæggende og praktiske informationer ind i festligt ”indpakningspapir” – forstået som engagerende og farverig tekst, der sætter gang i fødselsdagsstemningen og lysten til at fejre dagen allerede før, at dagen er oprunden.
Alternative og sjove fødselsdagsinvitationer
Som lovet vil vi i dette indlæg ikke forfalde til de klassiske fødselsdagsinvitations-skabeloner, men forsøge at give dig lidt inspiration til, hvordan du relativt simpelt kan lave nogle sjove fødselsdagsinvitationer, der skiller sig ud fra mængden og vil blive husket. Vi må jo alle sammen indrømme, at der er noget tilfredsstillende ved at komme hjem til en nær person, hvor ens indbydelse er blevet hængt op på køleskabet blandt de ”fine udvalgte”.
Men for at dette kan lykkes, kræver det, at du tænker lidt ud af boksen og laver en fødselsdagsinvitation, der differentierer sig. Og her er de alternative og skæve idéer meget velkomne. Det kan dog ofte være lidt vanskeligt at komme på de gode idéer, og derfor kan det altid anbefales at starte idégenereringsfasen med en god, gammeldags brainstorm.
Brainstorms findes i mange forskellige udgaver, og du skal selvfølgelig gå med netop dén, du føler giver bedst mening for dig. Én måde er for eksempel at gå den analoge vej med papir, post-its og blyant, hvor du tømmer hjernen for tanker og skøre idéer, som nedfældes på skrift i form af korte beskrivelser, bullet points, stikord eller lignende. Og her skal du endelig ikke lægge låg på dig selv, men derimod lade tankerne flyde. Det kan i første omgang ikke blive for skørt.
Næste fase handler så om at tage de mere realistiske briller på og få grupperet og systematiseret idéerne med henblik på at få udvalgt de allerbedste påfund til en sjov fødselsdagsinvitation. Du kan med fordel spare med andre i familien eller din omgangskreds, hvis du vakler mellem et par kandidater.
Hvor kreativ og skæv den endelige idé, som du vælger at gå med, rent faktisk er, afhænger af dit temperament og din personlighed. Heldigvis er der som sagt ikke nogen fast opskrift – så længe fødselsdagsinvitationen afspejler dig.
For at hjælpe dig en smule på vej med idégenereringen, får du her et par hurtige eksempler på fødselsdagsinvitationer, der har en sjov og anderledes vinkel:
.
- Den selvironiske invitation: En god måde at skabe en sjov indbydelse er ved at anvende humor – eller måske endnu bedre selvironi. Indled eksempelvis din invitation med at understrege, hvor ”ældgammel” du faktisk bliver. Denne selverkendelse kan du yderligere understrege ved for sjov at skrive, at du nok gør bedst i at ønske dig en stok, en rollator eller et kateter grundet din fremskredne alder. At kunne gøre grin med sig selv på denne måde og med et glimt i øjet kan medvirke til at skabe en afslappet, hyggelig og uformel stemning – allerede inden selve festen. Og så er det samtidig sjov læsning for modtageren af fødselsdagsinvitationen.
- Den aktiverende invitation: Du kan også vælge at gå lidt mere alternativt til værks og få modtageren aktiveret i forbindelse med fødselsdagsinvitationen. En sådan type indbydelse kan have mange former. Du kan eksempelvis vælge at klikke din invitation op i små puslespilsbrikker og putte dem i kuverten. Modtageren er således nødsaget til at samle puslespillet (korrekt vel at mærke) for at nå frem til de informationer, som indbydelsen indeholder. En anden idé kunne være at skrive teksten i fødselsdagsinvitationen med citronsaft blandet med lidt vand, der kan fungere som ”hemmelig” og ”usynlig” skrift. Skriften toner frem på papiret under opvarmning, hvilket du kunne markere ved at vedlægge en tændstik samt en note herom i selve kuverten med invitationen. En tredje mulighed er at vedlægge en ballon i invitationen, hvorpå der er skrevet en festlig tekst, som bliver synlig, når ballonen pustes op. Fælles for alle disse idéer til sjove indbydelser er, at når modtageren rent faktisk skal foretage en handling, vil der også være højere sandsynlighed for, at invitationen bliver husket – og bliver hængt op på køleskabet.
Disse eksempler på fødselsdagsinvitationer er bare få ud af mange, og jo mere kreativ du kan være, desto bedre. Det er bare med at komme i gang og få kastet de gode idéer op i luften.
Den ”runde” fødselsdagsinvitation
Uanset om du fylder 40 år eller 50 år er fødselsdagsinvitationen til den runde fødselsdag en typisk kategori inden for genren. Den runde fødselsdag er altid lidt mere speciel end alle andre mellemliggende fødselsdage, og den giver derfor ofte anledning til ekstra fejring i form af større fester. Dette skal din fødselsdagsinvitation selvfølgelig også afspejle, og derfor kan du med fordel gøre lidt mere ud af dens udformning.
En idé til en sjov indbydelse, der leger med ordspillet ”rund fødselsdag”, er at udforme designet til invitationen efter en rund skabelon, der således visuelt understreger, at du runder et helt talt. Du kan eventuelt eksplicitere denne pointe i selve teksten, så du ikke er tvivl om dette budskab.
En anden anderledes idé er bevidst at gå i den helt modsatte ”anti-kreative” grøft og lave en helt simpel, kedelig og uinspirerende fødselsdagsinvitation med overskriften ”50 år og røvkedelig” eller ”40, fed og færdig” for at understrege pointen om, at du nu er kommet op i alderen og er blevet gammel, grå og kedelig. Hvis denne pointe og idé bare bliver kommunikeret tydeligt, så ingen er i tvivl om det selvironiske budskab, kan denne type invitation fungere rigtig godt.
Du kan også vælge den lidt mere omstændelige og langsommelige fødselsdagsinvitation, hvor du producere et antal sedler svarende til din runde alder, der hver især er markeret med et tal på den ene side og et ord på den anden side. Når modtageren lægger alle sedlerne op i den korrekte, fortløbende rækkefølge, dukker der en sammenhængende tekst op med informationer til indbydelsen.
Du har sådan set helt frie rammer til at konstruere netop dén ”runde” fødselsdagsinvitation, der passer til netop dig. Det er kun fantasien, der sætter grænser.
Et par gratis skabeloner til fødselsdagsinvitationer
Vi vil afrunde denne lille inspirationsguide til anderledes og sjove fødselsdagsinvitationer med at give dig nogle helt konkrete og gratis skabeloner til fødselsdagsinvitationer – både for børn og voksne. Blandt idé-kataloget finder du blandt andet følgende:
.
- Eventyr-invitationen: Denne fødselsdagsinvitations-skabelon dækker over en kategori, der, som navnet antyder, trækker på eventyrets forunderlige univers. Her kan du eksempelvis opbygge hele invitationen som et lille eventyr, der omhandler dig som hovedperson, og hvor du inddrager modtageren aktivt i handlingsforløbet. En sådan form for storytelling er et effektivt virkemiddel til at engagere læseren og gøre fødselsdagsinvitationen meget personlig – for ikke at sige 100 % skræddersyet. Du kan også understrege eventyr-skabelonen i din ønsker. For eksempel ved at opliste dine tre eller syv største ønsker i selve teksten som reference til de magiske eventyr-tal. Derudover kan du også vælge at starte teksten i fødselsdagsinvitationen med ”Der var engang” på ægte eventyr-manér.
- Gåde-invitationen: Denne skabelon samler en kategori af indbydelser, der spiller på den førnævnte aktivering af modtageren. Her handler det om at konstruere en sjov gåde og udfordrende gåde, hvis løsning og svar er adgangsgivende i forhold til centrale oplysninger om selve fødselsdagsfesten – såsom dato, tidspunkt, lokation og lignende. Det kan også være en gåde, der afslører informationer om et særligt tema for festen eller lignende. Husk altid at tilpasse gådens sværhedsgrad efter, om det er en fødselsdagsinvitation til børn eller voksne.
- Festsangs-invitationen: Denne skabelon taler nærmest for sig selv, da det grundlæggende handler om at opbygge invitationen som en god og sjov fest- eller lejlighedssang. Dette kan både komme til udtryk designmæssigt, hvor du for eksempel ruller invitationen sammen og binder et fint bånd omkring, og i teksten, som du forfatter på versefødder og -linjer, så det rimer – gerne på en velkendt melodi. Dette kan samtidig fungere som efterfølgende indslag til selve festen, hvor sangen kan synges som fællessang ved velkomsten.
- ”Flipflapper”-invitationen: Her har vi igen at gøre med en skabelon, der kræver aktiv handling hos modtageren. Den kreative idé er, at du udformer din fødselsdagsinvitation som en ”flipflapper”, hvorpå du skriver tal og tekst med informationerne til festen. Det er så modtagerens opgave at aktivere flipflapperen og nå igennem alle kombinationerne, så samtlige oplysninger bliver afkodet. En sjov og alternativ måde at tænke i fødselsdagsindbydelse, som uden tvivl vil blive husket.
Vi håber, at du med denne lille rundtur i fødselsdagsinvitationens verden er blevet meget klogere på, hvilke kreative, sjove og anderledes muligheder du faktisk har – og at du dermed har fået mod på selv at udforme den perfekte invitation til din egen eller dit barns fødselsdag.
Vi ønsker dig held og lykke med kreationerne – og ikke mindst stort tillykke med fødselsdagen, uanset om du selv eller en af dine nærmeste fylder år.