Vælg en side
Del artiklen på:

En firmafest er typisk en stor begivenhed i et firma. Det er en oplagt mulighed for at ryste kollegaer sammen på kryds og tværs, og det giver mulighed for at opbygge en relation til sine kollegaer, som går ud over arbejdet. Det bliver umiskendeligt lidt sjovere at gøre noget ekstra ud af sit job, hvis man faktisk trives på arbejdspladsen og har et reelt forhold til dem, man arbejder sammen med. Derfor kan en firmafest ikke blot skabe nye sociale relationer mellem kollegaerne, men også medvirke til en ydet arbejdsindsats i arbejdstiden. Hvis man føler en forbindelse til dem, man arbejder sammen med, vil man nemlig også automatisk gøre en ekstra god indsats og desuden i højere grad være villig til at hjælpe i forbindelse med sygdom og lignende. Der er altså tonsvis af gode grunde til at holde firmafester, og hvis det er dig, der skal arrangere gildet, får du her en guide, der kan hjælpe dig godt på vej.

Budget for festen

Før du går i gang med planlægningen af selve festen, skal du naturligvis have et budget at arbejde ud fra. Budgettet til en firmafest afhænger utroligt meget af firmaets størrelse og økonomiske overskud, og det er bestemt værd at være klar over, før du går i gang med planlægningen. Bliver der sat mange penge af til festen, kan du stort set gøre, som du har lyst til, hvorimod det kan kræve lidt grundigere planlægning at stable en god fest på benene med et mindre budget. Dermed ikke sagt at det ikke kan blive vellykket, så længe du bare er klar over budgettet på forhånd, så du ikke lige pludselig skal til at revurdere dine planer.

I budgettet skal det være medregnet, at der sandsynligvis skal være noget mad, der skal være drikkevarer, og derudover skal der gerne være en form for underholdning. Er det en firmafest, der strækker sig ud over hele dagen med aktiviteter og fest om aftenen, kan det også være, at der bliver brug for noget transport, og i nogle tilfælde kan det ligefrem være, at der skal være overnatning med. Alt dette skal der tages højde for, når der lægges budget, og derfor er det vigtigt at være realistisk. Du skal nemlig helst ikke ende med at gå ud over budgettet, fordi du lige havde glemt at medregne transport til hele banden, så sørg for at have det hele med på forhånd og cleare budgettet med chefen.

Invitationer til gæsterne

Som med alle større arrangementer er det også til en firmafest en fordel at få inviteret folk i god tid. På den måde er der størst sandsynlighed for, at de fleste kan deltage. Når du skal invitere folk, er det desuden en god idé allerede at have nogenlunde styr på programmet, så du eksempelvis kan skrive, hvis folk skal have noget bestemt tøj på, og om de skal regne med, at det tager hele dagen. Det gør det nemmere for folk at planlægge, og så kan de sandsynligvis også hurtigere give svar på, om de kan deltage. I forhold til dette skal du naturligvis også sørge for at få skrevet en dato for tilmeldingsfristen, så du kan nå at få planlagt det sidste, hvis der eksempelvis er noget underholdning, eller hvis der skal bestilles mad udefra.

Idéer til dagens aktiviteter

I mange tilfælde vælger man at lave en hel dag ud af det, når der skal holdes firmafest. Vælger man at holde den en lørdag eller en anden dag, hvor folk har fri, kan man således bruge dagen på teambuilding og aktiviteter, og om aftenen kan man så holde selve festen. Hvis man har et ønske om at ryste de ansatte bedre sammen, er dette i hvert fald en fornuftig måde at gøre det på, og det er der mange, der har fået øjnene op for.

Der er masser af forskellige ideer til firmafesten – eksempelvis teambuilding. Mange eventselskaber specialiserer sig i at holde teambuilding, og så arrangerer de simpelthen et program, som har til formål netop at ryste gruppen bedre sammen. Det skaber sammenhold, og det er en god måde at starte dagen på. Så er det også garanteret, at I har noget at snakke om til aftenens fest.

Nogle af de populære firmafestaktiviteter er at køre gokart, spille paintball, tage ud at klatre eller prøve en tur på segways. Der er masser af forskellige muligheder – det vigtigste er, at I laver noget sammen, så I får en fælles referenceramme, der går ud over det daglige arbejde. Om det er noget aktivt, om det er dyrt og hvor længe det tager, er sådan set underordnet.

Vil I prøve kræfter med noget lidt andet, kan I eksempelvis vælge at tage på fisketur, tage ud at sejle i kano eller prøve en tur på en speedbåd. Der er egentlig frit valg på alle hylder. Når du skal vælge aktiviteter til dagen, skal du blot overveje, hvilke gæster der kommer. Hvilke aktiviteter der er passende afhænger nemlig fuldkommen af, hvilken slags firma det er, og hvordan de ansatte er som personer. Hvis ikke de er til sport og friluftsliv, er en kanotur måske ikke det mest oplagte valg, hvorimod det kan være helt genialt, hvis gæsterne finder sådan noget underholdende.

Igen handler det naturligvis også om, hvordan budgettet er, og hvor mange mennesker I skal afsted. Det er dyrt at skulle 40 mand ud at køre gokart, men er I derimod syv med et rimelig stort budget, kan I stort set vælge frit mellem alverdens aktiviteter.

Mad og drikke

Uanset om I vælger at have aktiviteter om dagen eller ej, skal aftenens fest nok gerne starte med noget mad. Her er det igen budgettet, der er det afgørende, og naturligvis også hvor mange I bliver. Det kan i høj grad være en fordel at bestille mad udefra, hvis I er mere end blot nogle stykker, og heldigvis er der masser af firmaer og restauranter, der kan levere lækker mad lige til døren, så du slet ikke behøver at tænke på det på selve aftenen.

Når menuen skal planlægges, skal du desuden sikre dig, om der er nogle gæster, der skal tages særlige hensyn til. Er der for eksempel en glutenallergiker eller en vegetar iblandt, er det meget godt lige at have styr på det på forhånd, så det ikke ender ud i en træls og pinlig situation på selve aftenen. For at undgå dette kan du eksempelvis skrive i invitationen, at folk skal melde tilbage, hvis der er nogle allergier eller andet, der skal tages hensyn til i forbindelse med maden. Så er du sikker på, at der er noget for alle.

Ud over mad skal I nok også have noget at drikke. Skal det være en stille og rolig middag med tid til snak og hygge, skal I måske holde jer til vin og sodavand til maden, men er der lagt i ovnen til den helt store fest, kan du overveje, om der skal være en decideret bar, hvor gæsterne kan få cocktails og drinks hele natten lang. Det kommer igen lidt an på arbejdspladsen, hvad der er passende, og hvad der giver mening, men er I til fest og farver, er en fin bar bestemt et festligt indslag, som gæsterne uden tvivl vil være vilde med.

Et tema for dagen og aftenen

Til aftenens fest kan du overveje, om der skal være et særligt tema. Temafester er altid sjove, og er gæsterne med på skæg og ballade, kan det blive hylende morsomt eksempelvis at holde 80’er-fest eller bede alle om at møde op i Hawaii-tøj.

Et sådant tema gør festen lidt sjovere og mindre formel, og desuden er du dermed fuldkommen sikker på, at gæsterne har noget at snakke om, selvom de måske ikke kender hinanden så godt på forhånd. Der er nemlig ikke noget, der skaber bånd som at se hinanden i lidt for mange neonfarver eller i hulaskørt og bare tæer.

Du kan vælge mellem utallige forskellige temaer og kan dermed også selv vælge, hvor meget der skal gøres ud af det. Et tema som ”bad taste” eller hippier er relativt nemt, hvorved du er sikker på, at alle kan være med. Et tema skal helst ikke virke stressende for gæsterne, ved at de tror, at de skal ud og finde på en hel masse, så vælg hellere et tema, som er temmelig ligetil, og vær dermed sikker på, at de fleste giver deres bud på en udklædning, der passer ind.

Har du valgt et tema til festen, kan du med fordel lade dette gå igen gennem hele dagen og aftenen. Således starter du med at lave invitationer, der passer til temaet. Derudover skal pynten naturligvis passe til, og hvis du er rigtig god, sørger du for, at menuen også går i spænd med det valgte tema. Jo mere gennemarbejdet det er, jo bedre, og kommer du i hus med det, vil folk helt sikkert snakke om netop denne fest i lang tid frem.

Idéer til aftenens aktiviteter

Om aftenen bruges der gerne noget tid på at spise, men efterhånden som I bliver færdige med det, skal der også gerne være nogle andre aktiviteter på programmet. Således skal du altså finde på noget underholdning til firmafesten, så I har noget at give jer til, når desserten har lagt sig.

En form for underholdning kan være at invitere en artist til at komme og danse, synge eller spille for jer. Hvis budgettet er til det, er det en god måde at få festen i gang på. Du kan også vælge at få en komiker ud eller bestille en person til at holde et spændende oplæg for jer. Det er faktisk kun fantasien – og budgettet – der sætter grænser. Igen handler det også meget om, hvilket firma det er, og hvilken fest du ønsker at skabe. Skal det være den helt store dansefest med sang og sjov til den lyse morgen, er det måske ikke et oplæg, der er på sin plads, men er det derimod en mindre middag, der skal slutte klokken 23, kan et foredrag sagtens være det, der giver mening. Dermed er det altså op til dig som arrangør at afgøre, hvilken stemning du gerne vil skabe. Underholdningen er i høj grad med til at diktere, hvordan resten af aftenen kommer til at forløbe, så det er værd at gøre sig nogle grundige overvejelser på dette punkt.

Ud over decideret underholdning fra en udefrakommende er det også oplagt at finde på nogle sjove firmafestlege. Det er igen med til at ryste kollegaerne sammen, og det giver anledning til snak og grin, hvilket naturligvis er ønskværdigt.

Et forslag til lege kan være gæt og grimasser, tip en 13’er eller en anden form for quiz. For eksempel kan du lave en quiz om firmaet og derved finde ud af, hvor meget de ansatte egentlig ved om deres arbejdsplads. Kender I i forvejen hinanden godt indbyrdes, kan quizzen også gå på, hvor meget man ved om sine kollegaer. På den måde kan I lære hinanden endnu bedre at kende, og der skal helt sikkert nok komme nogle sjove anekdoter og fakta på bordet.
Hvor langt man kan gå i en sådan quiz er igen afhængigt af stemningen, gæsterne og firmaet, så overvej det nøje, inden du finder på spørgsmål om dine kollegaer. Er der en venskabelig og løssluppen stemning på arbejdspladsen, hvor I alle har et godt forhold, er der ikke noget i vejen for at få bragt nogle sjove historier frem i lyset, men er I endnu meget professionelle over for hinanden, er det nok ikke den bedste idé.

En anden mulighed er at finde en masse forskellige spil frem, så folk kan sidde i mindre grupper og spille Trivial Pursuit, Partners eller noget helt tredje. Brætspil er i høj grad kommet på banen igen indenfor de seneste år, og der er mange voksne, der nyder at spille spil med jævnaldrende mennesker. Spil er en god aktivitet, fordi man har noget at lave, mens man samtidig sagtens kan snakke med menneskene omkring sig, og derfor er det perfekt til netop en firmafest.

Musik og dans

Er der lagt op til den helt vilde fest, skal der naturligvis også være både musik og dans. Er der penge nok at gøre med, kan du overveje simpelthen at hyre en DJ til at komme og spille, og ellers handler det bare om at komme i gang med at lave nogle gode playlister. Det vigtigste er et ordentligt anlæg og nogle gode højtalere, hvis der skal spilles op til dans.

Derudover skal der selvfølgelig være mulighed for at lave et dansegulv. Hvis du tænker, at folk kommer til at tage en svingom, kan du derfor lige så godt på forhånd gøre plads til det eller i hvert fald lige udtænke en måde, hvorpå borde og stole kan stilles til side, så der bliver plads til dans til den lyse morgen.

Den vellykkede firmafest

Der er altså mange ting, der skal overvejes, når du skal planlægge firmafesten, og der er desværre ikke nogen facitliste. Mange vælger at lave en hel dag ud af det, men man kan også sagtens bare mødes om aftenen til spisning og fest.

Hvilke aktiviteter og underholdning, der skal være, afhænger i høj grad af firmaet og de ansatte. I nogle tilfælde vil det være passende med en kanotur og nogle øl i det fri, hvorimod det i andre tilfælde vil være perfekt med et hyggeligt foredrag og noget god mad. Det må altså være op til dig som arrangør at afgøre, hvad du finder passende og tror vil falde i god jord.

Desuden er der naturligvis et budget, der spiller ind. Medmindre du er chef for hele foretagendet, har du nok en ramme for, hvor meget du må bruge, og den skal du selvfølgelig holde dig indenfor. Dermed skal du for eksempel overveje, hvor mange penge der skal bruges på mad, om du vil prioritere at få en kunstner ud at spille, og om der skal være fri bar hele natten. Alting koster til sådan en firmafest, og hvis der kommer mange gæster, kan det hurtigt løbe op. Derfor skal du nøje tænke over, hvordan pengene skal bruges, for at I får den absolut bedste dag og aften sammen.

I sidste ende er det vigtigste dog, at I har mulighed for at lave noget sammen, som ikke handler om arbejde. Det skaber gode relationer på arbejdspladsen, og det gør, at det bliver sjovere at gå på arbejde. Desuden øger det arbejdsindsatsen, og derfor er det som chef værd at smide nogle penge efter de ansattes velvære ved for eksempel at invitere til en lækker firmafest. Det vil helt sikkert være noget, man ser frem til år efter år, og det vil være med til at gøre arbejdspladsen endnu bedre.

Del artiklen på: